Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Texanske riffkonger

Populær
Updated
Texanske riffkonger

The Sword vender tilbage fra rummet med et album, der er skåret i en anden retning, men som også er skarpere end nogensinde.

Kunstner
Titel
Apocryphon
Dato
05-11-2012
Distributør
Genre
Trackliste
01. Veil of Isis
02. Cloak of Feathers
03. Arcane Montane
04. The Hidden Masters
05. Dying Earth
06. Execrator
07. Seven Sisters
08. Hawks and Serpents
09. Eyes of the Storm Witch
10. Apocryphon
Karakter
4

Efter en lettere ujævn affære i rummet med konceptalbummet ’Warp Riders’ er den texanske kvartet tilbage på jorden, med et album der nok engang understreger, at de er et af bedste bands i det nye årtusinde.

Produktionen på ’Apocryphon’ har stadig The Swords umiskendelige lyd, men musikalsk har bandet udviklet sig fra forgængerne. Væk er introer og instrumentale numre, og væk er også det aggressive tempo, der specielt var at finde på ’Age of Winthers’ og ’Gods of the Earth’.

Til trods for det nedsatte tempo formår The Sword stadig at bringe så meget power ind i sangene, at det måske ikke er helt forkert at gøre, som flere kritikere har gjort, og kalde gruppen for arvtagere til Black Sabbath.

Næsten Tony Iommi værdigt

’Apocryphon’ indeholder faktisk flere numre, der er så mesterlige, at de helt sikkert tåler sammenligning med det britiske gudeband. Tony Iommi kunne næppe have gjort det bedre, end det The Sword præsterer på et nummer som ’Cloak of Feathers’, der er en lektion i fed riffing.

Eller ’The Hidden Masters’ der starter ud som syrerock, for at gå over i en blytung rytme, der næsten virker hypnotiserende, og leder tankerne hen på legendariske Sleep.

’Dying Earth’ er omgæret at et dystert mørke og mismodige passager, så man svæver stenet rundt på en melankolsk sky.

’Hawks and Serpents’ er mere hen i klassisk rock, hvor frontmand J.D. Cronise kommer op med noget af det bedste vokalarbejde i karrieren. Titelnummeret, der lukker albummet, er skivens højdepunkt, der har meget af den gamle stil over sig. Her kommer der mere knald på, med nogle modbydeligt fede riffs, der unægtelig får en til at svinge nakken med i takt.

Mesterlig opvisning

I det hele taget er ’Apocryphon’ én lang opvisning i gode guitarriffs, hvor der er skåret helt ind til benet med det nyslebne sværd. Det er en svær kunst at tage musikken i en ny retning, men stadig formå at lyde som sig selv, sådan som ’The Sword’ har gjort på ’Apocryphon’ -  især når de tilmed løfter sig op på et højere niveau.

Og det er netop dét talent, som gør bandet til et at de bedste i mange år, og om vi så skal kalde det for doom, sludge eller bare stenerrock er såmænd ret ligegyldigt. Det er musik, der taler for sig selv, og det burde appellere til alle fans af Sabbath og Zeppelin.

Det kræver muligvis en del gennemlytninger, inden at man for alvor indser, at her er tale om noget nær et decideret lille mesterværk. Men når ’Apocryphon’ først åbner sig, ja, så er man på ingen måde i tvivl. Og enhver tvivl bliver forhåbentlig også gjort til skamme, når texanerne riffer dig i småstykker den 27. januar i Lille Vega.