Tilbage i skyggerne
Populær
Det kniber for Grand Magus på 'Sword Songs' med at overbevise om den relevans, de tidligere havde.
Det er både en kendt og forståelig sag hos nye bands, at man kan høre inspirationskilderne i deres musik. Nogle unge mennesker har fundet sammen om kærligheden til nogle orkestre, og det afspejler sig naturligvis i deres kreationer. De sigter efter storhed, og storhed er defineret ved band X, Y og Z. Med tiden skulle det så gerne være sådan, at man finder sit eget udtryk og skærer sig sin egen vej til storhed. Dette er i sagens natur en idealisering, og derfor er det ikke så ofte, det sker. Af det utal af orkestre, der findes, er det de færreste, der finder frem til et eget udtryk, som samtidig er noget, andre gider at lytte til.
Nu har den vakse læser måske allerede gættet, hvorfor denne indledning bliver bragt i en anmeldelse af Grand Magus, men pinen skal trækkes lidt endnu. Den svenske powertrio startede som udadvendt doom omkring årtusindskiftet. Med tiden bevægede de sig imod egentlig power metal med pladerne 'Iron Will', 'Hammer of the North' og til en vis grad 'The Hunt' (fra hhv. 2008, 2010 og, i en helt og aldeles grad, 2012). Her havde bandet fundet frem til deres rette formel for mægtighed. Store, store, melodiske metalsange, der både hyldede den genre, de var rundet af, samtidig med at de var helt unikke Grand Magus-skabninger. 'Like the Oar Strikes the Water', 'Hammer of the North' og 'Silver Moon': store numre og glimrende eksempler på, at Grand Magus sgu kunne det der med at være originale, være tro mod genren og efterlade lytteren med en velkommen følelse af mægtighed.
Desværre kan 'Sword Songs' ikke leve op til tidligere tiders høje niveau, og hermed er vi fremme ved den møjsommeligt opbyggede pointe: Det er, som om Grand Magus med 'Sword Songs' er ved at bevæge sig tilbage i slagskyggen af metallens store. Det seneste album leverer nemlig ikke en eneste sang, der er ud over det sædvanlige. Det er generiske metalriffs og generisk poseren. Det lyder, når de er bedst, som et ærbødigt nik til Judas Priest; og værst som tegneserieagtige og halvslatne slag på den olieindsmurte Manowar-brystkasse.
En skam, for bandet havde noget kørende for sig og havde fundet deres egen stemme. Nu er den kreative gnist forsvundet, og de er bare en vellydende og håndværksmæssigt forsvarlig samling musikere, der hellere ville have spillet covernumre af de store (hvad de faktisk også gør på albummet med Deep Purples 'Stormbringer'). Eller hvad der måske er endnu værre: De er så småt begyndt at plagiere sig selv. Grand Magus har storheden bag sig.