KTDF 26: Hvis bare alle pits var sådan her
Sněť tager klistret og ulækker dødsmetal med til København og sætter samtidig gang i en pit, der går fuldstændig amok.
Sněť er tjekkisk og kan oversættes til byld eller sygdomsvækst. Årets KTDF har allerede budt på en samtale mellem kammerater om bandnavne i dødsmetal – et absurd aspekt ved genren, man efter ganske kort tid holder op med at sende så mange tanker efter. Indtil man så gør, og kan hygge sig med en lille all stars compilation. Alt med pest, råd, døende fostre, numser, vold, afhuggede kvæghoveder og så videre, og så videre. Det bliver hurtigt en lang omgang ned i kaninhullet mellem venner, men hvorom alting er, så placerer Sněť sig i 2018 solidt midt i en veletableret tradition og tager med friskt opsmøjede ærmer fat på en konkret, kropslig æstetik, som var de slet ikke en af de nyere drenge i klassen.
På forholdsvis kort tid har tjekkerne fået opbygget en så solid, nærmest oldschool dødsmetallyd, at genrens udtrådte klichéer står i kø i ren iver for at beskrive den. Er der for eksempel nogen, der har glemt en åben ligpose et sted i lokalet? De skubber selv ivrigt på i den retning ved at tage fat på sygdom, morbiditet, seksualitet og gore som centrale emner at skrive om, så på den måde passer pengene.
I 2021 udgav de debutalbummet ‘Mokváni v okovech’, der er beskrevet som havende blandt andet Undergang, Funebrarum og Autopsy som referencepunkter. For øvrigt har de andet fuldlængde-album klar til release om kun en uge, og i aften slår de nogenlunde halv skade mellem de to plader på setlisten.
Vi bevæger os altså i en gren af dødsmetal, som man har lyst til at tage tilbage til 90’erne for at opleve på nært hold, tyngde, groove, ukompliceret og effektiv riffing. Klistret og organisk død. Det kunne for øvrigt være sjovt at bede sin tjekkiske ven om at oversætte deres tekster. Du skal bare være sikker på, at din makker ikke er sart først, for det er vulgært, helt hjernedødt åndssvagt og grotesk.
Alt ved Sněťs show er voldsparat. Der går ikke mange sekunder, før pitten har udviklet sig til en fuldstændig rowdy affære, ført behændigt an af forsanger Tomáš Mitura, der er i stand til at udstråle absolut vanvid, og som lægger stilen ved at kaste mikrofonstativet ud i publikum. Det er ikke en pit, hvor man lige holder lidt øje med situationen fra kanten og overvejer, om man har lyst til at gå ind, men mere en permanent tilstand, hvor konstant agtpågivenhed er påkrævet, for ellers får du 120 kilo tung makker direkte i ribbenene. Eller hovedet.
Det kunne faktisk sagtens være hovedet, og det kunne også sagtens være Mitura, for han bruger næsten lige så lang tid på at stagedive, som han gør på scenen, men vender tilbage med jævne mellemrum for lige at få sig en tår fra sin flaske chianti. Hverken han eller guitarist Marek Drahota er helt appelsinfri, og efter showet må jeg bare sige, at jeg er voldsomt imponeret over, at riffsene faldt som de skulle, for det er tvivlsomt, at Drahota ville kunne løse andre opgaver som for eksempel at gå nogenlunde lige eller tale sammenhængende.
Men det kunne også sagtens være alle mulige andre, for der bliver stagedivet i fuldstændig voldsomt omfang, og der er ikke megen varsel, før folk flyver ud over kanten. De fleste bliver grebet, og alt foregår med en intensitet, som kun lægger op til mere kaos. En enkelt gang må bevægelsesretningen ændres, da et ben får fanget mikrofonledningen, og en krop må transporteres tilbage mod scenen for at aflevere ledningen, inden han kan fortsætte sin tur ud over publikum.
Den energiudladning, Sněť i aften får sat gang i, må være rigelig til at dække en mellemstor dansk provinsbys strømforbrug i en uges tid. Nærværende anmelder har i hvert fald aldrig set så rowdy en pit til en dødsmetalkoncert før.
