En smuk komedie
Populær
Devin Townsends nye dobbeltalbum er på engang skingrende skørt og ubegribeligt smuk og naturligvis utroligt velskrevet og velfungerende.
01 – “Rejoice“
02 – “Fallout“
03 – “Midnight Sun“
04 – “A New Reign“
05 – “Universal Flame“
06 – “Warrior“
07 – “Sky Blue“
08 – “Silent Militia“
09 – “Rain City“
10 – “Forever“
11 – “Before We Die“
12 – “The Ones Who Love“
Disc 2: Ziltoid – “Dark Matters“:
01 – “Z²“
02 – “From Sleep Awake“
03 – “Ziltoidan Empire“
04 – “War Princess“
05 – “Deathray“
06 – “March Of The Poozers“
07 – “Wandering Eye“
08 – “Earth“
09 – “Ziltoid Goes Home“
10 – “Through The Wormhole“
11 – “Dimension Z“
Devin Townsends aktuelle udgivelse 'Z²' er delt i to skiver, men af ikke-undersøgte årsager endte numrene fra de to album med at ligge sammenblandet på skribentens iPhone – det resulterede i en rimeligt skizofren lytteoplevelse, som der først efter nogle dage blev rettet op på.
Men alligevel gav det mening, og enhver, der har fulgt Devin Townsends karriere bare lidt, vil forstå hvorfor. Du aner ikke, hvad du møder næste gang, men i det mindste ved du, at det vil have en ret høj kvalitet. I løbet af de seneste fem år har canadieren spyttet otte album ud, tre med heavy metal, et med noget, der minder om progressiv død, et med totalt tilbagelænet spøgelses-rummusik, et ambient akustisk album og en omgang meget tung halvfjerdserrock og ikke mindst en rumopera i metalversion.
Første del, med undertitlen ’Blu Skye’, er en storladen omgang symfonisk heavy metal meget lig ’Addicted! fra 2009 og sidste års ’Epicloud’. Denne gang dog knap så riffbaseret og mere drevet af de helt store akkorder, keyboardflader og et væld af overdrevet kor. Men som altid kan der ikke sættes en finger på Townsends evner for at skrive store melodier, og de to sange ’Universal Flame’ og ’Before We Die’ hører måske til noget af det smukkeste og mest medrivende han har bedrevet de sidste par år.
Lyt til 'Rejoice' her:
Men det interessante og det, som fans har ventet på i syv år, er anden halvdel – ’The Dark Matters’ – hvor Ziltoid the Omniscient vender tilbage. Rumvæsenet, der på pladen af samme navn gik målrettet efter at ødelægge Jorden, såfremt han ikke blev serviceret med universets ultimative kop kaffe. Det er præcis lige så idiotisk, som det lyder, og det understreger endnu engang, at Townsend, trods sine uomtvisteligt store talent på både vokal, guitar og ikke mindst i sangskrivningen, på ingen måde er en mand, der tager sig selv alt for alvorligt.
Ved siden af at være en tour de force i fede riffs og kæmpe korsatser fortælles denne gang historien om, hvordan Ziltoid er nødt til at stå side om side med sidste albums ærkefjende, Captain Spectacular, når planeten skal forsvares mod en ny trussel. Og det fungerer – man fristes til at sige naturligvis. Guitarer underbygger historien, og numre som ’March of The Poozers’ og ’War Princess’ er fine eksempler på, at stemning og udtryk matcher fortællingen. Men musikken er god nok til, at man sagtens kan snige sig uden om at sætte sig ind i de rumlige løjer, og stadig få noget meget fornuftigt ud af det.
Lyt til 'Deathray' her:
I modsætning til forgængeren er der denne gang også valgt en betydeligt større produktion, og det klæder naturligvis helhedsindtrykket. Uden at man decideret savnede dette i sin tid, så skal man huske på, at Townsend er wall of sound-typen, og den trang til næsten at overgøre antallet af spor får han mere ud af her. Hans universal choir lyder rent faktisk, som om der er flere end ti mennesker, og lydeffekter såvel som replikker har fået et stort professionelt nøk opad.
Så når spørgsmålet melder sig, om det er bedre end sidste gang, må svaret være, at ’ Z²’ omtrent er på samme højde, men dog vinder ved også at have ’Blue Sky’ inkluderet som en formidabel indledning til årets mest bindegale konceptalbum.