Årsliste 2020 – Cecilie Roos

2020 har været under middel på flere parametre. Heldigvis har der dog trods alt været et lyspunkt eller to. Vi trænger efterhånden alle til lidt orden i kaos og derfor, mine damer og herrer, er det på sin plads med en årsliste. Ganske som vi plejer.

Årets danske album:
1. Offermose: ‘Stilhedens Tårn’ –  Synth er en æstetik, jeg er blevet glad for de senere år, og det fryder mig at høre den vinde mere indpas på den danske scene. ‘Stilhedens Tårn’ kan med fordel benyttes til at sætte stemningen til alt fra rollespil til fosterstilling på køkkengulvet.
2. Afsky: ‘Ofte jeg drømmer mig død’ – Der er ikke mange ting at råbe hurra for i år, men Afsky er trods alt en af dem. Med sin kombination af melankolske toner og hektiske riffs, får vi serveret en portion iskold black metal, der varmer helt ind i sjælen.
3. Konvent: ‘Puritan Masochism’ – En imponerende debut fra et orkester, der, om nogen, har vakt metal-folkets interesse. Vokalen er overbevisende og dødsdoomen er knusende tung og et bevis på, at man ikke behøver spille hurtigt for at lyde ond.

Årets internationale album:
1. Igorrr: ‘Spirituality And Distortion’– Siden jeg som nytilkommen på redaktionen med rundsave på albuerne krævede at få lov til at anmelde Igorrr, har stort set alle årets udgivelser ikke nået franskmændene til silkesokkeholderne. Af samme årsag indtager Igorrr også 2.- og 3. pladsen.
2. Faktisk så er ‘Spirituality and Distortion’ så gennemført god, at den mere eller mindre har ødelagt min evne til at lytte til “almindelig metal”. Dermed ikke sagt, at der ikke er kommet andet god musik indenfor kategorien “metal”, som sikkert også fortjener at blive nævnt, der er bare ikke rigtig noget af det, der på samme måde har vakt min interesse.
3. Man kan naturligvis ikke sammenligne Igorrr med de øvrige kunstnere, og det skal ikke ligge dem til last, at min pludseligt opståede kærlighed til det helt outrerede overskygger det meste andet. Men ærgrer det mig, at jeg pludselig har fået en anden smag? Ikke synderligt.
4. Sólstafir: ‘Endless Twilight Of Codependent Love’ – Gakket barok-metal til side, er jeg svært begejstret for ‘Endless Twilight Of Codependent Love’. Alle der har prøvet at have følelser, vil kunne nikke genkendende til dem, der bliver luftet på de islandske post-rockeres seneste album, hvor der males med både grå, blå og sorte toner. Emotionel og medrivende: sørgmodigheden er nærmest håndgribelig.
5. Ghostemane: ‘ANTI-ICON’ – Det er ikke lyttervenligt, det er noget nymodens pjat, og så er det forbandet fascinerende. Trap/industrial-kombinationen, den overdrevne bas og Jared Letos Joker blandet med Manson/NIN-attituden gør ham svær at elske. Men jeg føler mig draget af grimheden, manglen på mening og ikke mindst den store, fede fuckfinger til en etableret scene.



Boblere:

Mora Prokaza: 'By Chance' – Russerne står heller ikke tilbage for at eksperimentere. I stil med Ghostemane får man mumble rap over skrabede beats, men også både fagot og harmonikaspil til at bryde med det minimalistiske morads. De er bestemt en tilegnet smag, men har du plads til det særegne i en sump af middelmådighed, bør du ofre Mora Prokaza lidt opmærksomhed.

Nobody: 'Atmosfear' – Ennio Morricone, Jerome Reuter, Django Reinhardt og Aleister Crowley er inspirationskilderne for et album der bedst kan beskrives som satanisk folk. Florlette, blide og stemningsfyldte toner sat op imod en stemme, der bedst kan beskrives som korn 4, er dette akustisk black metal.



Årets internationale hit:
Igorrr. Tillad mig at citere mig selv: "’Paranoid Italian Bulldozer’ er et epileptisk anfald i flotte kostumer, ganske som de operaer bandet tydeligvis her har ladet sig inspirere af. Sopranen folder sig ud og viser sig fra sin mest dramatiske side, og Vivaldi nikker anerkendende ad de jagende strygersektioner; og bedst som jeg sidder med min allermest spidse mund og nyder det klassiske element, skiftes der til et afgrundsdybt brøl fra orkestergraven, og den musikalske Pandoras boks står pludseligt på vid gab."

">

Årets genfundne klassiker:
Det er ikke så meget et band eller et album, som det er et abstrakt koncept. Synthesizeren har vundet terræn i metallen, ganske uironisk, til min udelte fornøjelse. For to år siden var det prog, der blev omdrejningspunktet for især black metallen, med glimrende albums som resultat. Men nu er blikket rettet mod det eneste gode ved 1980’erne, og jeg ser frem til at høre, hvordan det bliver brugt – og ikke mindst af hvem.

Årets internationale navn:
Igorrr. Efter 10 år med deres sindssyge kludetæppe-core, præsterede franskmændene atter at feje benene væk under mig. Galskaben er ikke formindsket sammenlignet med deres tidligere udgivelser, tværtimod er den langt mere fokuseret, end den har været hidtil. Skal jeg tage ét album med mig, som jeg kan fremhæve, når der om 10 år skal skues tilbage på de brølende 20’ere, er det ‘Spirituality And Distortion’.

Årets fysiske udgivelse/bog/film:
Nu hvor jeg har brugt coronaen som undskyldning for ikke at forlade mit hjem for andre end de få mennesker, jeg vurderer til at være risikoen værd, har jeg fået kørt en betragtelig mængde film og serier indenbords gennem de sidste 12 måneder. De har alle varieret vildt i genre, kvalitet og effekt på mit humør, men ikke desto mindre har de alle distraheret mig fra realiteterne på hver deres facon.
1. 'The Mandalorian' – Til trods for Disneys åbenlyse money grab, er The Mandalorian det første reelle produkt fra den døde hest, der er Star Wars-universet, der føles som Star Wars. Som en slags Geralt of Rivia i rummet, leder han os igennem et plot, der er lige til, med karakterer, der ikke er helt så lige til, og selvfølgelig er Werner Herzog den bedste über-skurk, man kunne drømme sig til.
2. 'The Platform (El Hoyo)' – en dystopisk, fantastisk fortælling om menneskets værste sider, serveret iskoldt. Uden den store uddybende forklaring får vi alligevel nok begrundelser fra karaktererne til at kunne sætte os ind i de valg, de træffer, og uhyggen er ikke afhængig af andre spøgelser, end dem vi trækker efter os.
3. 'Mucho, Mucho Amor' – Trænger du til en god historie om kærlighed, kapper og kys, så er historien om Walter Mercado anbefalelsesværdig. Eventyret om den karismatiske tv-vært og hans liv og levned stråler om kap med pailletterne på hans bemærkelsesværdige garderobe, men falmer i glansen fra et menneske, der om nogen elskede livet.
4. 'Color Out Of Space' – Som fan af både H.P. Lovecrafts på en og samme tid vage men udførlige beskrivelser af det ubeskrivelige og af Nicolas Cages sindssyge overspillen, var der ingen tvivl om, at filmatiseringen af en af mine yndlingshistorier skulle ses. Med en opdateret udgave af familien Gardner ledes vi igennem en overraskende klam fortolkning af en klassiker, og så længe du husker, hvem du har med at gøre, er det bestemt ikke den værste filmatisering af noget, der burde læses.
5. 'Big Mouth' – Alle ved, at teenagere er skideirriterende. Men hvor mange af os kan huske hvorfor? Et kærligt og humoristisk indblik i unge menneskers liv krydret med hallucinationer, liderlige monstre ansvarlige for deres menneskers ditto og reelle problemstillinger tegner et rammende billede af livet som permanent under konstruktion.



Det overså jeg i 2019:
Jeg kan knapt huske sidste år. Og de ting, jeg gik glip af inden verden gik komplet af lave, har jeg så kunnet dyrke i min selvvalgte isolation. En af dem er “Disco Elysium”, hvilket er et RPG (Role Playing Game - red.) fra sidste år. Spillet er på alle parametre er det bedstel, jeg spillet i mange år. Alt fra artwork og soundtrack til persongalleri og interaktionen karaktererne imellem er intet mindre end perfekt. Den allestedsnærværende humor veksler mellem morbid og indsigtsfuld, og dette spil har nærmest egenhændigt reddet mit år.



På musikfronten stod Minenwerfer og Dead To A Dying World for noget, der først kom ind på min radar, da det nye år allerede var en realitet. Autentisk og ubehagelig black metal på den ene side og emotionel neo-folk doom på den anden side gjorde januar udholdelig og faktisk så meget, at de næsten kompenserer for, hvad jeg har oplevet, til at være et år med overvejende kedelige udgivelser.



">

Oversat fra grafisk novelle til lige så grafisk serie er 'The Boys' et glimrende alternativ til de endeløse superheltefilm, der efterhånden har mættet markedet så meget, at selv den argeste fanboy må føle sig leflet for. Her kan vi så fundere over, om ikke Superman i virkeligheden er for farlig til at have gående frit omkring, og hvad der sker, når The Flash ikke ser sig for i trafikken.

">

Årets optur:
Hvor jeg sidste år lærte en masse sjove, nye skældsord om kvinder efter mit bidrag til at rokke ved Copenhells status som ufarlig havefest, har reaktionen i år været anderledes moden. Jeg er stolt af, at de fleste af mændene enten har taget observationerne til efterretning, eller har påtalt den manglende selvindsigt hos sine med-mænd. Velkommen til det 21. århundrede.

Årets største skuffelse:
Jobbet som anmelder er en balancegang: jeg skal holde mine personlige meninger ude af anmeldelserne i sådan en grad, at hvad jeg føler ikke bliver serveret som fakta, der ikke kan diskuteres. Men lidt forventninger kan jeg ikke sige mig fri fra at have til dem, der leverer, og jeg indrømmer blankt, at Ihsahn og Hexvessel, som jeg ellers har elsket, har bidraget til at gøre 2020 lidt fattigere på farve.

Det glæder jeg mig mest til i 2021:
Måske en enkelt koncert? Måske to? Om ikke så meget andet, så bare de to jeg har billet til.