Briller af Stål: Lettåfå, lettågå

Hvad har Kanye West, Queen og Beatles som fællesnævner? Grindcore, tilsyneladende. I hvert fald på fire virkelig stærke udgivelser og en virkelig slap én.

Det værste, coronakrisen har medført i metal, er ikke aflyste koncerter og festivaler. Det værste er metalmusikere, der laver videoer, hvor de jammer gamle sange over Skype. Som om det ikke skulle være slemt nok at leve socialt distanceret, dukker evigt mutte Dave Mustaine op sammen med sin datter, der fraserer løs over en Beatles-sang: Der er ikke noget at sige til, at amerikanerne griber til våben i tider som disse.

Forleden dukkede en ny video af slagsen op, denne gang hende med det blå hår og et langt, mærkeligt stavet navn, jeg ikke vil google, fordi jeg er bange for, hvad det vil gøre ved de reklamer, jeg får vist. Hende, der spankulerer rundt i front for Arch Enemy. I videoen sang hun Beatles-sangen ‘Yesterday’ akkompagneret af guitaristen Gus G, der er bedst kendt for at være én, der bliver skrevet nyheder om, hvor det altid bliver nævnt, at det er ham, der har spillet med Ozzy på et tidspunkt, hvor ingen gad høre Ozzy. Det gode, der trods alt kom ud af det, var, at jeg fandt ud af, at Gus G har et band, der hedder Firewind. Selvfølgelig har han det. Jeg vil vædde med, at der sidder klistermærker på coveret til deres cd’er, der fortæller, at han er en guitarvirtuos, der engang har spillet med Ozzy. Når jeg ved, præcis hvordan Firewind lyder, og hvorfor jeg aldrig skal høre dem, er det, fordi jeg læste, at de lige havde skiftet deres sanger, der fandeme hed Henning Basse, ud med en ny, der hedder Herbie Langhans.

Henning Basse. Herbie Langhans. Nogen bedre garanti for powertysk tyskerpower med høje toner, der bliver holdt i en evighed, mens en silkeskjorteklædt arm strækkes frem mod en vindmaskine, gives ikke.

Det er lige præcis den slags, der er det bedste ved ikke at skulle på nogen festival i år: At slippe for at se sådan noget.

Jenny from the Black Bloc
ACxDC har fattet det der med navne, der giver tumpede associationer. Deres navn er skiftevis et akronym for “All Cops Die Cruelly”, “All Children Deserve Candy” og senest “Antichrist Demoncore”. De har også fattet det der med intertekstualitet: Deres andet fuldlængdealbum trækker på så forskelligartede populærkulturelle referencer som AC/DC i demonstrationshærgeren ‘Back in Black Bloc’, Mgła i økoterroristschlageren ‘Exercise in Futility’ og Kanye West i pladens titelsang, modstandsbangeren ‘Satan Is King’.

Og som det fremgår tydeligt, har de også også forstået det der med klædelig selvironi. Det kommer med territoriet: ACxDC udsprang i 2003 af powerviolence og står i dag, hvor Weekend Nachos, Crudos, Punch og Endless Blockade fra den anden bølge af powerviolence forlængst er opløst, og Iron Lung er mere eller mindre inaktive, som et af de relativt største navne på den scene.

Som de stort set lader bag sig på ‘Satan Is King’, der tager et elegant hop med indbygget cirkelspark over i grindcore. Der er stadig beatdown i ‘Exercise in Futility’ og ‘Ashes to Ashes’, og der er hardcorepunkede toner i pladens ene spansksprogede sang, ‘Matapacos’, der tager det på sig meget lidt selvironisk og meget ungdomspunkerrevolutionært at opfordre til voldelig opstand mod Latinamerikas højreorienterede overklasse. Ellers kører ACxDC i 2020 grindcore med metalriffs og bøffet lyd.

Det klæder dem overraskende godt, faktisk. Ikke mindst fordi bandets nye guitarist, Eddie Oropeza, lægger diskante melodilinjer ind, der minder om dem, Bill Steer krydrede Carcass’ tidlige plader med.

‘Satan Is King’ savner noget mere beatdown og nogle flere downtempobangere som ‘Filicide’ på ‘Antichrist Demoncore’, men det hardcore, der alligevel titter frem, gør den ikke desto mindre til noget af det bedste grindcore, der er kommet i år.



Ankara-styrelsen
Det allerbedste grindcore, der er kommet i år, er til gengæld kommet fra Tyrkiet af alle steder. Rektal Tuşe – som er et navn, man ikke skal google uden at skrive “band” bagefter, hvis man har issues med det, vort norske broderfolk så smukt kalder fingerpul – har siden 2009 udgivet et par håndfulde demoer, liveoptagelser, splits og en enkelt ep, som de i marts fulgte op med ‘Aklen Muaf’. Som så betyder noget i retning af “mentalt fritaget”, hvilket vel må være en betegnelse for én, der ikke skal aftjene værnepligt, fordi vedkommende er smådum. Går jeg ud fra.

Der er ikke noget dumt over ‘Aklen Muaf’: De ti sange på pladen er ren Nasum-worship med brutal produktion, arrig bjæffen og riffs, der kan fræse asfalten op på en villavej. Det er faktisk alt, man overhovedet kan ønske sig af en grindcore-plade. Der er endda en heftig midttempo-thrasher i form af ‘Neslin Kayıp Değerleri’ til at sikre afveksling i løbet af de godt 12 minutter, herligheden varer.



Savner man alligevel powerviolence, er Uncle Buck et af de bedre bud lige nu. I slutningen af marts udgav amerikanerne en split med det australske fastcoreband Disparo!, der først og fremmest udmærker sig ved at nå at få et Siege-lydende breakdown med i den godt et minut lange ‘Way Oh’ og ellers bare tonser ganske charmerende afsted med vred Marge Simpson-vokal. En del mere tyngde er der i Uncle Bucks side af båndet, hvor der slammes hårdt igennem og slynges med knytnæver over fire korte sange, inden ‘Salvation’ lukker det hele ned med et beatdown, som Weekend Nachos lavede dem, når de var bedst.



Mamma, jeg vil faen ikke dæve
Der er altså absolut ingen gode grunde til at beskæftige med afdankede metalmusikere, der spiller Beatles-sange i deres grimme stuer, fordi de ikke kan finde på noget bedre at bruge tiden på. Selv Dave Mustaines trommeslager i Megadeth, Dirk Verbeuren, har været mere kreativ end sin boss i sine fritidssysler med det, han selv kalder sit grindcoreprojekt, Bent Sea. Det har han haft siden 2011, og der har været notabiliteter som Shane Embury og Devin Townsend inde over. I løbet af coronakrisen har han så indspillet en ny sang, ‘Grind to a Hault’, fordi det jo skal være grind, ing? Det er jo sådan set al ære værd. Han har sågar fået Midnight-bagmanden Athenar med, så nogle vil mene, at det burde være fedt.

Det eneste problem med det er, at det bare ikke rigtig er grindcore. Altså, det er en kort sang, den går OK stærkt, og der bliver råbt, men det lyder mere som sådan noget 00’er-Relapse-ekstremmetal med bøllevokal end som grindcore. Det er en gimmick, og vi bryder os ikke om det.



Meget bedre går det for Devilution-redaktionens norske yndlinge i Tottal Tömming. Som en alt for lang række metalmusikere har de benyttet sig af nedlukningen – der har udskudt udgivelsen af deres andet album, ‘Tankeskrekk’ – til at fortolke rockklassikere. De har bare gjort det på Tottal Tömming-faconen i stedet for afdanket-metalmusikermåden. Den første, der kom, var en norsksproget og upspeedet – ja! – udgave af Suicidal Tendencies’ ‘Institutionalized’, og den var der så god respons på, at de bandt an med et endnu større projekt.

For et par uger siden kom den så, Tottal Tömmings egensindige version af verdens mest fortærskede powerballade med verdens mest overvurderede rockband: Queens ‘Bohemian Rhapsody’.

Som grindcore.

På norsk.

Som i: “Mamma! Jeg drepte netopp en fyr! / Jeg skøytn i hue (han er dæv nuda)” og så fremdeles.

‘Båvhimijan Ræppsåddi’ ville være præcis så åndssvag, som den lyder på papiret, hvis det ikke var, fordi Tottal Tömming tilfældigvis er svært kompetente musikere, der holder sangen ubønhørligt tight, mens de tæsker den ihjel én gang for alle.

Så skal du tage én ting med dig fra nedlukningen af samfundet, så lad det være disse linjer:

“Ingenting betyr noe / Alt er bare dritt / Fåmææææj.”