Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metaldiktator: Anthrax - 'Among the Living'

Populær
Updated
Metaldiktator: Anthrax - 'Among the Living'

Det er 30 år, siden Anthrax udgav deres bedste og vigtigste album, ’Among the Living’. Et album, der hviler i sin skatepunkede thrash metal, og som indeholder bandets absolut bedste sange. Mandag aften spiller de hele pladen i Amager Bio.

Kunstner
Titel
Among the Living
Dato
22-03-1987
Genre
Trackliste
1. Among the Living
2. Caught in a Mosh
3. I Am the Law
4. Efilnikufesin (N.F.L.)
5. A Skeleton in the Closet
6. Indians
7. One World
8. A.D.I./Horror of It All
9. Imitation of Life
Forfatter
Karakter
666

Mandag aften, den 6. marts 2017, besøger Anthrax Amager Bio i København. Anthrax har besøgt landet og byen mange – som i mange – gange gennem årene, men denne gang er lidt ekstra særlig. I denne måned er det nemlig 30 år siden, at deres klassiske album ’Among the Living’ udkom, og derfor spiller de hele pladen.

’Among the Living’ er ikke bare Anthrax’ vigtigste album, fordi det var dét, der skaffede dem deres gennembrud. Det er også deres bedste. Og det er selvfølgelig en Metaldiktator værdig.

Thrashens lillebror
Af de fire bands, der udgør ”The Big Four”, betegnelsen for thrashens pionerende elite i 1980’erne, har Anthrax altid været lilleputten. Metallica tog større og større skridt med større og større succes for hver plade, og rivalen Dave Mustaine prøvede ihærdigt at overgå dem i Megadeth, alt imens Slayer på egensindig vis hamrede derudad i deres Satan-glade morderthrash.

Når der kigges i historiens bakspejl, eller når 1980’ernes øvrige thrash-bands stadig udgiver solide plader, sås der ofte tvivl om legitimiteten af Anthrax’ placering i The Big Four. For har de egentlig fortjent at blive slået i hartkorn med de andre langt større bands? Kunne det ikke lige såvel have været Exodus, Testament, Death Angel eller Overkill, der havde udgjort det fjerde band, hvis det nu skulle være?

Det er en skam, fordi det gang på gang underkender Anthrax’ kvaliteter. Nej, helt så store blev de aldrig. Nej, de var ikke på forkant i forhold til de andre bands. Nej, helt så alvorlige fremstod de heller ikke. Og nej, helt så kvalitativt konsistente var de heller ikke op gennem karrieren.

Men deres bedste øjeblikke fortjener utvivlsomt en plads i thrash metallens hellige panteon.

’Among the Living’ er et af de øjeblikke.

Hvis 1983 var året, hvor thrash metallen manifesterede sig som en revolution i metalundergrunden med Metallicas ’Kill ’Em All’ og Slayers ’Show No Mercy’, så var 1986 året, hvor genren kulminerede. Metallica udgav ’Master of Puppets’, og Slayer udgav ’Reign in Blood’ – to plader, der begge står som absolutte milepæle i metalhistorien – og Dave Mustaine fik hevet Megadeth op i metallens øverste liga med den lige så klassiske ’Peace Sells... But Who’s Buying?’

Anthrax udgav ikke noget i 1986. Det kan anses for symptomatisk og karakteristisk for dem. For som lillebroren i den fremadstormende thrash var de lige en anelse bagud. Men trods alt kun med et par måneder.

Skater-opkomlinge
Anthrax markerede sig først på metalscenen med debuten ’Fistful of Metal’ fra 1984. Et album, der ganske vist indeholder nogle stærke sange, men ikke rigtigt var noget, som udmærkede sig i datidens hastigt udviklende metalmiljø. Med forsangeren Neil Turbins exit kom den nye og langt mere versatile sanger Joey Belladonna ind i folden, og på ep’en ’Armed and Dangerous’ fra 1985 var det tydeligt, hvilken retning bandet gik i. Belladonnas lyse og glam-skrigende vokal gav en melodisk kant til de speedede riff, hvilket gav Anthrax en særegen identitet og kvalitet, som stak ud i sammenligning med tidens øvrige grupper.

Senere samme år udkom den fremragende ’Spreading the Disease’ (hvor også nummeret ’Armed and Dangerous’ var at finde på), et prægtigt, melodisk og råt thrash-album. Sangskrivningen var voldsomt styrket, riffene var skarpere, og Belladonnas vokal prangende. Bandet kom efterfølgende med på tour som support for Metallica.

Anthrax var modsat en stor del af tidens thrashscene ikke fra Los Angeles som Metallica og Megadeth eller fra The Bay Area på den californiske vestkyst, som det var tilfældet med Slayer, Death Angel, Testament og Exodus.

De var fra New York, og det var, som om inspirationen fra byens punkscene, der i 1970’erne havde manifesteret sig med navne som Ramones og New York Dolls, og som i 1980’erne levede videre hos hardcore-navne som Agnostic Front og Cro-Mags, var tydeligere hos Anthrax end hos tidens øvrige thrashbands.

Punken og en affiliation med skaterkulturen blev en fast bestanddel af bandets image, og der var dermed et større ideologisk overlap mellem appellen hos Anthrax og en gruppe som eksempelvis californiske Suicidal Tendencies. Det gav Anthrax et lettere, mere humoristisk og langt mindre selvhøjtideligt image end det, man fandt i den sammenbidte og bistre attitude, som Metallica og Dave Mustaine eksempelvis førte sig frem med.

Punk og produktion
’Among the Living’ udkom 22. marts 1987 og var blevet indspillet i Miami og mixet på Bahamas med den legendariske producer og tekniker Eddie Kramer. Kramer havde tidligere arbejdet sammen med Led Zeppelin og Jimi Hendrix og producerede en række af KISS’ plader op gennem 1970’erne. Han var gruppens foretrukne valg, men samarbejdet skulle ikke gå gnidningsfrit.

På daværende tidspunkt var det glam og hair metal, der udgjorde den tunge ende af hitlisterne. Og kigger man på samtidens navne som Bon Jovi, Whitesnake og Def Leppard, er det tydeligvis en helt anden produktionsæstetik, der er i højsædet. Nogle vil kalde det overproduktion.

Kramers forventninger var, at ’Among the Living’ også skulle sovses ind i den holistiske rumklang, der var så typisk for sin tid. Men Anthrax ville det modsatte – de ville nedproducere frem for overproducere, om man vil. Det førte til skænderier med Kramer, der med tiden rettede ind og i stedet for at agere kreativ vejleder endte med "blot" at udføre det stykke arbejde, bandet ville have ham til.

Det resulterede i en rå og tør lyd på albummet. Og det er da også påfaldende, hvor lidt produktionen på ’Among the Living’ lyder af året 1987. Guitartonen er crispy, trommerne lyder næsten hule sine steder (især når trommeslager Charlie Benante hamrer løs på dobbeltpedalen), og brugen af flashy effekter holdes på et minimum, især hvad angår vokalmixet.

Stjernestunder
Det passer prægtigt til Anthrax' punkede thrash. Og 'Among the Living' er intet mindre end en stjerneparade af speedede riff, hektiske trommer, konstante temposkift og fængende melodier. Der er ikke et svagt led iblandt de ni funklende numre, der udgør pladen, som er besat med stjernestunder og mindeværdige øjeblikke.

Som i titelnummeret (i hvis intro 80’er-rumklangen faktisk kommer til sin ret), der bygger op i det hurtige og spændingsopbyggende præ-chorus ("he's seeing, he's calling"), der forløses i temposkiftet i omkvædet. Eller Benantes heftige brug af dobbeltpedalen i den hæsblæsende 'A Skeleton in the Closet', der har et fremragende hook i omkvædet ("tell me stories!"). Eller "WAR DANCE!"-udråbet op til mosh-stykket i 'Indians', overgangene i den lange og helt progressive 'A.D.I./Horror of It All' eller de hektiske skift fra up-tempo vers til midttempo omkvæd (med flere råbekor) i den stærkt skatepunkede ’Efilnikufesin (N.F.L.)’, der blev skrevet med komikeren og skuespilleren John Belushis eskalerende (og i sidste ende dødelige) stofmisbrug i tankerne.

Den absolutte stjernestund er muligvis nummeret ’I Am the Law’, en hyldest til tegneseriehelten Judge Dredd og en fast bestanddel af sætlisten til bandets koncerter. Det er med god grund: For det er et opløftende, groovy og medrivende nummer, hvor man kollektivistisk kan hæve næverne og skråle med på ting som ”RESPECT THE BADGE!” og ”FEAR THE GUN!” eller headbange hårdt til det thrashende mellemstykke.



Halalhippier og pladderhumanister
Pladen er fyldt med inspirationer fra Stephen King og tegneserier, men også med velmenende og positive budskaber, og dermed er et nummer som ’Efilnikufesin (N.F.L.)’ (”nise fukin life” stavet bagfra) symptomatisk for pladen. Det er essentielt set en skildring af berømmelsens pris og en advarsel mod rusmidlernes destruktive konsekvenser.

Det er kendetegnende for Anthrax og deres diskografi. Modsat et band som Slayer (der utvivlsomt udgør ekstremen i The Big Four) er Anthrax velmenende optimister, der bruger deres musik til at sprede positive og humanistiske budskaber. Det er yderst tydeligt på ’Among the Living’, der også er drevet af en politisk og social bevidsthed, som essentielt ligger punken nærmere end thrashen.

Nogle steder er det begrænset til enkelte moraliserende pointer. Som i ’Efilnikufesin (N.F.L.)’ eller crowdklassikeren ’Caught in a Mosh’, der har et henrivende melodisk mellemstykke, hvor Belladonna løfter pegefingeren med ordene ”think before you speak / or suffer for your words”.

Andre steder er det politiske engagement yderst eksplicit. På ’Indians’ tager bandet det fordrevne indfødte amerikanske folk i forsvar og besynger tragedien, men skaber også en alliance i det melodiske omkvæd ”cry for the Indians / die for the Indians!”. Det er et højdepunkt sangskrivningsmæssigt for bandet, og især leadguitarist Dan Spitz står ud med en fremragende melodisk solo.



Helt banal bliver Anthrax’ politiske indignation på ’One World’, hvor bandet tager koldkrigstematikken og splittelsen mellem USA og det daværende Sovjet op på egen godmodige facon. Det udløser sig i nogle næsten pinlige øjeblikke. Bandet vil så gerne tale den gode sag, og det viser sig blandt andet i optakten til omkvædet, hvor det lyder ”ignorance / is no excuse / for violence!” i en udveksling mellem Belladonna og råbekoret, før koret skærer alting ud i pap for os: ”NO-ONE WINS!”.

Stavepladen kommer også i brug i det helt naivistiske tredje vers, som Belladonna åbner med ordene ”Russians! They’re only people like us!”. Hvis man havde troet at dén indstilling skulle redde konflikten mellem USA og Sovjet, må man nok sige, at gutterne i Anthrax er lettere blinde for, hvordan storpolitik fungerer.

Havde Anthrax udgivet ’Among the Living’ i dag med samme attitude og samme budskaber, var de muligvis blevet afskrevet som politisk korrekte halalhippier og pladderhumanister.

Det er som sådan ikke noget, der på papiret taler for, at ’Among the Living’ skulle være et mesterværk. Det er sjældent, at metallen vinder på at være ufarlig og uskyldig.

Men ’Among the Living’ er undtagelsen, der bekræfter reglen. Og Anthrax redder den hjem, fordi de musikalsk er på toppen af deres game her. Belladonna har sjældent lydt bedre, Dan Spitz og Scott Ian lirer karrierens bedste riff og soloer af, og bassist Frank Bello og trommeslager Charlie Benante fylder resten af rytmegruppen ud med hårdtslående pondus. Og det gør, at selv et nummer som ’One World’ bliver en kæmpe fornøjelse efter nogle lyt.

Gennembruddet
'Among the Living' sikrede Anthrax deres store gennembrud. Som Scott Ian fortæller i dette interview, gik bandet i løbet af et halvt år fra at spille klubshows for 500 mennesker til pludselig at spille for 5-10.000 mennesker per aften. Det var dermed også det album, der gav Anthrax en plads i The Big Four. Som Ian siger her: “What did the album mean to Anthrax? Everything. It wasn’t just an important moment in our career. It gave us a career!”

Det forstår man godt, når man lytter til pladen. For i kombinationen af speedede riff, lirede soloer, tæskende trommer, skatepunk-attitude, Belladonnas skrigevokal og Ians humoristiske og godhjertede tekster når de frem til et udtryk, der er både råt og festligt på samme tid.

Og det er det vigtigste: ’Among the Living’ er et album, der er sjovt at lytte til. Det er party-thrash, der klæder den omvendte kasket, dude-attituden, skateboardet og den positive livsindstilling. Og det er en stjerneparade af riff og hooklines.

Modsat samtidens thrash-bands, der bag helvedesmotiver og dødssymbolik behandlede storpolitik, krigsførelse og indre dæmoner, stod Anthrax fast på både festen og freden. De var The Big Fours velmenende optimister, der spillede lige så lynende hurtigt som de øvrige bands, men uden samme pessimistiske verdenssyn.

En thrashens antitese
Anthrax ville senere omfavne mørket på den anderledes introspektive – og ligeledes glimrende – 'Persistence of Time' fra 1990. Men det er oftest ikke det, de huskes for. De huskes for at være de fjollede gutter i board shorts, der samarbejdede med Public Enemy og skabte grobund for rap metal, og som derfor måske ikke helt fortjener den anerkendelse, det er at være med i The Big Four.

Den arv ligger også over 'Among the Living'. Men at fokusere på dét vil også være at underkende albummets kvaliteter.

'Among the Living’ kan ikke siges at være en del af den syntese, som ’Master of Puppets’, ’Reign in Blood’ og ’Peace Sells...’ udgjorde året før. Den er i højere grad disses antitese. Det er et festligt, socialt og politisk bevidst thrash metal-manifest af ukuelig optimisme og åbensindet humanisme pakket ind i hæsblæsende riff og trommer.

Det er dét, vi skal hylde, når Anthrax spiller hele albummet mandag aften i Amager Bio. At thrash metallen i sin klassiske epoke trods alt også pegede på en anden fremtid end den sønderbombede, vi ser repræsenteret på ’Peace Sells...’-albumcoveret, eller den dæmoniske, vi ser på omslaget til ’Reign in Blood’.

Det er nemlig ikke Rattlehead eller en satanisk ged, der hilser lytteren på ’Among the Living’. Det er en velklædt herre, der pænt gestikulerer og tipper med sin hat, mens han står ud i mængden.