Metaldiktator: Misfits - Earth A.D./Wolfs Blood
New Jersey-horrorpunkerne skruede op for gore og BPM, og blev uforvarende, med denne kvarter lange svanesang, pionerer for hardcore-punkens videre udvikling.
Earth A.D.
Queen Wasp
Devilock
Death Comes Ripping
Green Hell
SIDE B:
Wolfs Blood
Demonomania
Bloodfeast
Hellhound
Det hele starter tilbage i 1977, da Glenn Allen Anzalone får ideen om at blande den opblomstrende punk-genre med B-filmenes horror-æstetik. Jerry Caiafa har fået en bas i julegave og køber sig ind på konceptet, og under kunstnernavnene Glenn Danzig og Jerry Only bliver de så i hele bandets oprindelige run Misfits' drivende kræfter.
Udskiftninger skortede det ellers ikke på undervejs, og det er i det hele taget lidt af et rod at finde hoved og hale i singler og albums, der af mere eller mindre rodede årsager aldrig blev udgivet i deres levetid ('Static Age' og '12 Hits from Hell'), hvorfor vi skal helt frem til 1982, før de debuterer på plade med 'Walk Among Us'. En plade, der i al sin væsentlighed bibeholdt deres udtryk op til da – skæringer indenfor to-minutters-rammen baseret på simpelt pumpende trommer og catchy tre-akkorders riff, med Glenns distinkt croonende vokal i front og alle de B-films-venlige tekster om bl.a. at være luder i djævlens horehus, have 20 øjne i hovedet og blive til en Marsmand. En horror- og scifi-æstetik, coveret også underbygger med vampyrer og ufoer ved siden af Glenn, Jerry og hans bror Doyle (guitar), der alle tre bærer bandets ikoniske devilocks (det sorte hår i en lang spids ned mellem øjnene), sammen med bandets daværende trommeslager Arthur Googy.
Det lineup skal dog hurtigt se sin ende, da Googy bliver fyret efter et clash med Danzig, og efter en anbefaling fra Black Flag-forsanger Henry Rollins bliver Black Flags tidligere trommeslager Robo (som bl.a. var med på deres legendariske 'Damaged'-plade) nu det fjerde led i Misfits. Det bliver så denne inkarnation, der i oktober ´82 og endelig i sommeren '83 går i studiet for at indspille 'Earth A.D. / Wolfs Blood', deres sidste værk i denne tidlige del af deres karriere.
Fra venstre til højre - Robo, Jerry Only, Doyle, Glenn Danzig
Udviklingen fra debuten til her er åbenlys. Ni bidske, rå punk-skæringer på under et kvarter, hvor tempoet er skruet endnu mere i vejret. Både Minor Threat, Black Flag og Discharge har på dette tidspunkt hævet barren for, hvad punken kan præstere, og Misfits har uden tvivl skævet lidt til konkurrenterne for at tilføje ekstra bid til deres horror-punk. Croonet er nedtonet, og væk er de mest catchy åååååhh-åååååhhhh omkvæd til fordel for en mørk og brutal energiudladning og en betydeligt mere faretruende vokallevering fra Danzig selv. Tag fx 'Hellhound', hvor han fra første sekund råber os lige i fjæset:
"Got a hellhound dog
That hellhound's gonna rip your face off!"
... eller da han i verset til 'Death Comes Ripping' symbolsk stormer ordene ud under dødens indtræden i linier som:
"Shotgun blast, a demon piece of lead
With both eyes open, I wait up for the kill
Feel the evil, feel the heat as I blast you open"
På sin vis er pladen tænkt som et koncept, hvor A-siden ('Earth A.D.'') er tænkt som sange om en post-nuklear verden, mens sangene på B-siden ('Wolfs Blood') alle behandler menneskets transformation til varulve. Således er Misfits-universet for så vidt et lidt mere dystert take på det velkendte, omend leveringen her også er betydeligt mere punchy og hårdtslående, i perfekt symbiose med de drabelige tekster.
Danzig havde allerede brygget på at søge nye, mere dystre veje end punkens konforme rammer, og to af numrene ('Bloodfeast' og 'Death Comes Ripping') var da egentlig også tiltænkt hans nære fremtid i Samhain – men alligevel virker det aldeles passende netop at blende Doyle og Onlys hardcore-punkede inspirationer på denne måde med Danzigs tiltagende dystre tekstunivers. Det lyder næsten som sjov og narrestreger, når han i 'Bloodfeast' opfordrer til at rive folks tunger ud - og det er så også netop det, der forklarer Danzigs største problem ved 'Earth A.D./Wolfs Blood':
"Punk var ved at blive kedeligt ... jeg elsker musik med den oprindelige punk-etik - skift så snart det bliver kedeligt. Samhain var en mere ægte approach – det var det 'Earth A.D.' var ment til at være. De andre gjorde det mere tegnefilms-agtigt." (fra "American History: A Tribal History" af Steven Blush)
Skal vi gå med Danzigs rationale, så er det indledende titelnummer nok det nærmeste, pladen kommer på at matche hans videre intentioner med sangens kaotiske og dystre tone, mens skæringer som den demonstrativt korte 'Demonomania' og selvhyldesten til deres hårpragt i 'Devilock' næppe siger så meget om, hvor han selv allerhelst ville være kunstnerisk på det tidspunkt.
Sommeren 1983 var i det hele taget et højspændt tidspunkt i Misfits' karriere. Robo blev træt af alle skænderierne mellem Jerry/Doyle-brødrene og Danzig, der tydeligvis ikke længere var det samme sted mentalt, og han forlod gruppen måneden efter. Den 29. oktober spillede de deres sidste koncert med en trommeslager, der var så stiv han ikke kunne holde takten, og efter noget efterfølgende tumult endte det så som Misfits' sidste koncert, halvanden måned før 'Earth A.D./Wolfs Blood' overhovedet var udkommet.
Bandet selv har aldrig lagt skjul på deres blandede følelser om netop denne plade, omend de ikke fornægter dens kæmpe indflydelse. Som Jerry Only selv siger i et interview fra 2015:
"Der var ingen andre steder at gå. Vi havde taget det til grænsen, og det var det. Hvad 'Earth A.D.' gjorde var at kickstarte hardcore, dødsmetallen, thrash-scenen ... (The big four) refererede alle til os som deres ledelys."
Pic: Eerie Von
Vi er da også mange (inklusiv undertegnede), der i sin tid opdagede Misfits netop på grund af Metallicas covers af flere af deres gamle klassikere, for Misfits selv gjorde ikke det store væsen af sig i deres daværende levetid – især ikke på denne side af Atlanten. De blev dog sidenhen gendannet i midt 90'erne med Michale Graves i front og kørte Misfits videre med andre sangere – og vi skal helt frem til 2016, før Danzig, Doyle og Only kan lægge uoverensstemmelserne på hylden og atter opleves sammen som The Original Misfits.
Det er dog naturligvis indiskutabelt, at energien, ånden og ej at forglemme Danzigs stemme på ingen måde står måls med det Misfits, der var engang. Ynder du din horrorpunk med sing-along-energier, humor, drive og poppede kvaliteter, så skal du hellere søge mod 'Walk Among Us' og de indspilninger, der i dag kendes som '12 Hits from Hell'. Fra et metallisk synspunkt er pladen, vi hylder i dag, dog et uomgængeligt hårdt, afrundende statement fra et band, der har haft en enorm betydning både på den punchy skala og lyrisk på tværs af punk- og metal-scenen.
'Earth A.D./Wolfs Blood' er den musikalske ækvivalent til en blodrus, og endte også med at tage livet af bandet selv i denne form. Er en musikalsk blodrus noget, der får adrenalinen frem i dig? Well, så er 'Earth A.D./Wolfs Blood' stedet at starte, bersærk og med al sandsynlighed fundamental for flere af de bands du lytter til i dag.
PS. Sangene 'Die Die My Darling', 'We Bite' og 'Mommy, Can I Go Out and Kill Tonight?' var først med på senere genudgivelser af pladen, og derfor ikke inkluderet her.