Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nyt om Lasher Fest 25

Updated
Lasher Fest 25

Vi er på vej ind i festivalsommeren, men det betyder ikke, at vi skal glemme efterårets events. Vi bringer her nyt om den kommende Lasher Fest 25.

Forfatter

Festivalen løber af stabelen den 4. oktober på de aalborgensiske spillesteder SH35 og 1000fryd. I år begrænser festivalen sig til en enkelt dag, og som hovednavn præsenter Lasher belgiske Wiegedood, som må siges at være black metal fra øverste hylde. 

Der ud over kan aalborgensere og tilrejsende nyde danske Konvent, som vist ikke behøver nogen nærmere introduktion, og engelske Pupil Slicer, der også spillede på Lasher Fest for to år siden. Denne gang får de matematisk inklinerede grindere dog en større scene at spille på end i det lille rum under Limfjordsbroen, de dengang gæstede.

Lasher Fest præsenterer også det nye scenerum Monolit, hvor nogle af lineuppets solister vil optræde. Festivalens programlægger, Casper Clasen forklarer:

"Monolit er et brudstykke af festivalen som helhed. På samme tid skarpt og fortættet
i sit lydlige output og derudover forbeholdt særligt udvalgte solister."

Der ud over annoncerer Lasher Fest også Martin Pale fra Heathe, som solo spiller noise, danske Iron Sight og Mouth Wound, der begge på hver sin måde udforsker elektroniske randområder, og Danefae, som spiller progget rock. Festivalen kan også byde på Speedslut, som i den grad har fart på, samt Galge og Nexø. Der tegner sig et billede af et interessant dansk lineup med stærke udenlandske indslag.

Billetsalget begynder i dag.