RF '19: Onsdag - Power Trip über alles!

Onsdagen var lig med ankomst for vores skribent, som havde galopperende sommerfugle i maven over at skulle se Power Trip sent om aftenen.

Power Trip. Navnet har længe cirkuleret i min bevidsthed, men det var først tidligere i år, at jeg endelig overgav mig til gruppens seneste album fra 2017, 'Nightmare Logic'. En simpel, men yderst potent omgang med alt det thrash i galop, groove og lede breakdowns, undertegnede har ønsket uden at vide det. En lille drøm af et metalalbum.

Men Power Trip var først sent om aftenen på Avalon. Efter at have ordnet formaliteterne med armbånd om søndagen kunne jeg blot cruise ind på pladsen onsdag eftermiddag. Point of no return. Ingen udsigt til ordentlig hvile de næste fire dage. Først måtte jeg forbi mediebyen og lokalisere presserummet og ikke mindst den almægtige kaffe. Ikke en prangende kaffe, men den er gratis, og de brygger 24/7. En redningskrans på en festival, som jeg skulle få brug for præcis så grotesk mange gange som sædvanlig.

Alt godt for nu. Lidt gråt i vejret, men forude ventede et par teltkoncerter, så regnen kunne bare komme. Det gjorde den dog først dagen efter. Til gengæld føltes det som en regnvejrsdag at træde ind i Pavilion til Ulver. Det norske band, som slog igennen med atmosfærisk black metal og siden har kastet sig over snart sagt alting, de kan komme i nærheden af. Til stor anerkendelse. Men på Pavilion virkede de mere som et kopiband, der forsøgte at lyde som alle deres idoler. Mere “se, hvad vi kan” og meget lidt “hør, hvad vi føler”. Gik efter et kvarter. Gabende uinteressant start på musikken og et hårdt slag i maven på mine forventninger. Havde, trods mit sparsomme kendskab, forventet meget mere af Ulver.

Herefter stod den på samling af tropperne til resten af dagens begivenheder og lidt vandren rundt på pladsen for at spotte steder til senere genbesøg. Men bortset fra, at scenerne var rykket lidt rundt, lignede det hele meget sig selv. Med de samme boder, hvor jeg udså mig klassikeren Kristinedal som første måltid. Men deres ellers forrygende pomfritter var kolde og slaskede, og det var som at spise den musik, som Ulver en time forinden havde irriteret mine ører med.

Med håb om indre opklaring bevægede jeg mig med flokken mod Orange, hvor legenden Bob Dylan stod på tærsklen til at give os alle en historisk lektion. Min første gang med Bobben. Men heller ikke her var der jackpot. For fans var det sikkert en stor oplevelse, men for alle andre et utroligt langsommeligt og energiforladt show. Han smilede dog enkelte gange veltilfreds bag klaveret, som om han virkelig nød det. Hvilket fik en ven til at minde mig om, at han er 78 og ikke har i sinde at stoppe. Det alene gav et lille sus i maven. Og tænker man så på hans enorme betydning, gav det anledning til et lille moment af lykke over at få lov til at se ham i levende live, selvom det denne aften ikke var hans fineste time.

Godt faldet til ro oven på Bob Dylan var der et akut behov for at blive rusket igennem, så jeg skyndte mig over til Gloria, hvor de københavnske jazz-punkere Pardans holdte bal for fuld blæs. Et tiltrængt skud frisk energi, som du kan læse mere om her.

Og nu: POWER TRIP. Ventetiden var ovre. Klokken var nærmest ved at vælte over i 23.30, da jeg satte i en Nasum-spurt mod Avalon. Og straks blev mødt af den sejeste levering af 'Soul Sacrifice'. Et født åbningsnummer til et show, der skulle vise sig at blive én af de helt store oplevelser på årets Roskilde. En legendarisk midnatsmosh, som aldrig vil blive glemt.

Efter Power Trip havde banket det sidste søm i kisten og efterladt et Avalon i fuldkommen ekstase, gik turen mod grønne græsmarker og udsigten til en jævnt dårlig nattesøvn. Men ligemeget. Power Trip leverede – og jeg lukkede øjnene til en indre summen af søde anti-totalitære drømme.