Briller af stål: Sortner mit hjerte

Black som selvhjælp, som følelser og som ét stilgreb blandt mange: I blackened hardcore er man ikke forpligtet over for genren, og det er ikke kun godt.

Da jeg lige var flyttet herud på øen, gik en fyr rundt ad de brostensbelagte gader, hvor stokroser klatrer op ad bindingsværket, med et omvendt kors tatoveret i panden. Fra hårgrænsen ned til mellem øjenbrynene, stregen en centimeter tyk, uornamenteret.

Den har vi vel alle sammen overvejet på et tidpsunkt, ham her havde taget konsekvensen af de overvejelser, og nu promenerede han rundt med sit emblem, altid med hættetrøjen lukket tæt om ansigtet, lange skridt i læderbukserne, solbriller. Og jeg var den eneste, der så ham. Hver gang jeg nævnte ham over for andre, slog folk det bare hen, ham havde de ikke lige lagt mærke til. Jeg prøvede at forklare det for mig selv med, at det er lidt ligesom med gravide, der ser barnevogne overalt: Metallere ser omvendte kors overalt. Men den holdt ikke. Jeg så ham sidde uden for bageren på torvet med et krus kaffe og en basse, storsmilende, i køen i supermarkedet med en bøtte græsk yoghurt, så ham stå og ryge uden for isenkræmmeren og trave selvsikkert forbi kirken, så tårnet kaste sin skygge på ham.

Han er forsvundet nu, alting har vel fundet sit naturlige leje. Jeg bragte ham op for nylig i en samtale, hvor en ven med største selvfølgelighed sagde, at nåh, ham, han er her ikke mere nu. Som om nu vidste de, at jeg blev herude, så måtte jeg godt vide det. Og jeg ved det, at det er den eneste scene, der rigtig er værd at tale om herude: black metal. Her er ingen hardcorebands, ingen thrashere, ingen dødsmetallere, det eneste rigtige heavymetal-band fandt ud af, at de kunne få flere jobs ved at spille covers, de lejlighedsvise nü-metallere ude fra produktionsskolen plejer at gå i sig selv, når frimenigheden begynder at kræve for meget af deres tid. Der er det ene black metal-band, som har fungeret on/off siden starten af 90'erne. Blodarv. Med ujævne mellemrum spiller de på hovedbyens kommunale spillested, alle de nitter og spikes den kan trække, corpsepaint, tøris, the works. Sidste gang lavede de kunstig sne under et par af numrene for at skabe mere stemning, og min kammerat vendte sig om og konstaterede, at vi var kommet til skumfest i provinsen. Deres loyale fans smed skoene og havde en fest, alle 5-6 stykker, der til daglig futter rundt på øen i Immortal-hoodies på løbehjul.

I mellemtiden, i den bro- og landfaste del af verden udenfor, er black metal blevet til en hel masse mere, og det er også blevet til en del, der er temmelig meget mindre end at tatovere omvendte kors i panden på sig selv: Black er blevet et stilgreb blandt mange, endnu et virkemiddel fra posen. Det er blevet en måde at udtrykke, at man har det virkelig svært med sig selv, eller at man mener, at noget er virkelig uoverskueligt fortrædeligt. Den tjeppe desperationsmarkør, som alle kan forstå, den lynsnare fremmedgørelse via blastbeats, hvepsesværmsguitar og pinefuldt oversensitiv skrigen i et ekkorum. Det er den ærgerligere vinkel på det, som specielt kommer op der, hvor folk føler et vist ejerskab over den oprindelige scene; den positive er, at det giver mulighed for at tilføje andre genrer endnu en facet og udvikle dem på den måde. Hvor det retoriske spørgsmål så er, om man overhovedet kan blande et i sit udspring så bandsat egensindigt og umiddelbart genkendeligt udtryk op med noget andet uden at udvande det. Det sidste har Fjenden allerede behandlet i starten af året med udgangspunkt i de udenfor metalmiljøet så absurd hyldede Deafheaven; genreskelsvogterne kan vi køre ud på et sidespor med det her. Hvad det er, er er et engelsk hardcoreband med black metal-elementer der spiller et Deftones-nummer. Så dér.

Det er derude, vi er denne gang: I blackened hardcore. Hvor moderne hardcore tager skridtet videre fra den metallisering, bands som Converge, Coalesce og Tragedy var med til at give et sortere, mere komplekst udtryk i starten af 00'erne. Det har givet sig udslag i en bølge af ganske medrivende, men på en eller anden måde også sært utilfredsstillende bands som Nails, Trap Them, All Pigs Must Die og Oathbreaker: Det hele lyder benhårdt og sidder lige i skabet ved første lyt, men bagefter sidder man med en følelse af at have forædt sig. At det er lidt for rigtigt, lidt for kalkuleret, lidt for lidt. Der gives ikke rigtig nogen grund til den forcerede voldsomhed, sekundariffene i sig selv fordrer den ikke, det lyder mest som om, at hvis det bare buldrer højt nok, så er der forhåbentlig ingen, der lægger mærke til, at der ikke rigtig sker noget.  

Herhjemme har et nyt band som Anti-Ritual taget den rå tråd op på en ret charmerende ep, mens Hexis har fulgt et mere episk, postmetallet spor fra starten af, og det lyder ikke, som om de har spillet sig selv ud endnu. I miljøet omkring Nordvestspillestedet Mayhem har Sexdrome og Iceage for nogle år siden med kunstnerisk succes inkorporeret elementer af black i deres artpunk. Hvis det inden for blackened hardcore som subgenre groft sagt handler om at benytte elementer af black metal til at holde liv i en genre, der hele tiden er i fare for at gå i stå, fordi den eneste mulighed for kunstnerisk udvikling synes at være at sætte tempoet ned, så er kunststykket at få mixet til at lyde frisk og uventet og som det naturligste i verden, sådan som det gjorde på Iceages debut 'New Brigades'.

Sådan lyder det også hos engelske Esoteric Youth. Det uventede består muligvis mest i, at det lykkes dem at få genremixet til at lyde frisk – og altså at de benytter formlen til at lave covers af Deftones. På deres seneste udgivelse, forårets splitkassette med det avantgardistiske post-black metal-projekt Caïna, har de taget et stort skridt mod en mere atmosfærisk black og flasher tr00ness med titler på norsk, men som på sidste års 7”, 'The Burden of Living', er det hele stadig holdt hardcoresnapt og får ikke lov at fortabe sig i sværmerier eller epik. Den råt umiddelbare og punkede lyd står i kontrast til bandets visuelle side, der er holdt i modebladspangfarver, friske fonte og stillige billeder af afrevne dyrelemmer i død natur. Det fremstår, som om der kunne ligge langt mere bag Esoteric Youth, end de har ladet ane på de sporadiske, korte udgivelser, de har revet af sig over de sidste par år, men lige nu ser det faktisk ud til, at det bliver ved det, da bandet tilsyneladende er blevet lagt ned. Det er vildt ærgerligt.