Vagttårnet: Hum dig, gamle mand

En ny generation af metalfans er ankommet, og de vil blæse på, hvad vi synes er rigtigt og forkert.

Langt hår, band-T-shirts, piercinger og en indre rasen, der falder til ro, når metal får lov at sætte (farlige) ord på den og skrige dem ind i skallen på én.

Kan du genkende billedet af dig selv som teenager, der fandt et hjem i metal? Og kan du huske, hvor lang tid siden det er?

Vi har det med at opfatte den arketypiske metalfan som en mand i 40’erne, der ikke rigtig er kommet videre end de plader, der var store, dengang han var teenager. For hvem metal repræsenterer noget trygt og lidt nostalgisk, et frirum fra en hverdag, der er blevet mere forudsigelig og tam med årene. Det er ham, der tager på Copenhell med vennerne fra dengang, ser heltene fra dengang og prøver at drikke lige så meget som dengang.

Det er en karikatur, som er blevet reproduceret så mange gange, at vi selv er begyndt at tro på den og det, den arketype fortæller om vores kultur. For fred være med, at det er ens forhold til metal. Det er bare ikke noget, der bidrager til at forny hverken kulturen eller genren. På Copenhell bliver det lidt af et frilandsmuseum for det, som engang var. Fotografen Brian Lew sammenlignede sidste år det at gå til metalkoncert i dag med at gå ud og høre classic rock – med thrash som en markant undtagelse, hvor han så flere unge komme ind i den scene, han selv voksede op med. 

For mens vi vendte ryggen til og beklagede os over, at alle de andre til de koncerter, vi gik til, var lige så gamle røvhuller som os selv, overså vi de unge, der var begyndt at dukke op igen.

Gør metal til jeres egen 
Vi har de seneste tre uger bragt en artikelserie om de unge metalfans, og der er flere pointer, det er værd at bide mærke i. For det her handler ikke bare om, at en ny generation skal videreføre vores kultur: De skal gøre den til deres egen. 

Men hvordan går det egentlig med det? 

Påfaldende er det, at de unge, vi har talt med, alle har en indgang til metal, der minder om vores egen: “Når jeg sætter musik på, er det som en ventil. Jeg bliver helt rolig i kroppen og føler, der ikke er nogen andre i nærheden. Jo mere vildt og aggressivt det er, desto roligere bliver jeg”, fortalte Sofie Weile, og resten stemte i med lignende udsagn. De har taget uniformen på sig med battleveste, piercinger og det hele, og på den måde genkender de hinanden i bybilledet. Med lidt held kan de endda pisse nogle stykker af, men det er faktisk mest den ældre generation af metalfans, der går dem på:

“Det er så irriterende, når folk har sådan en fastlåst opfattelse af, hvordan en ‘rigtig metaller’ skal være. Man skal gøre sådan, og man skal kunne lide dét dér, og alt det nye er elendigt. Det er kedeligt”, fastslog 16-årige Max Karrebæk. 

14-årige Anton Bregendorf fra Hajn fortalte om, hvordan vendepunktet for ham havde været, da han så noget så folkeligt som Baest spille til noget så folkeligt som Smukfest i 2018. Som deres guitarist, Svend Karlsson, helt åbent indrømmede det, da vi talte med Baest for en måned siden: “Vi er jo ikke det mest ægte dødsmetal”. Men som han også tilføjede, så skal de 14-årige drenge og piger, der står med blussende røde kinder i merch-boden efter Baests koncerter, nok selv finde videre ned i undergrunden i løbet af et par år. Sådan som vores fire unge metalfans i artiklerne havde gjort det.

Den rigtige metal
Baest spiller en vigtig rolle som døråbner i den forbindelse, ligesom Slipknot i sin tid gjorde det, ligesom Slayer før dem gjorde det. Det samme gør for den sags skyld de mainstreamfestivaler, der har metal på programmet, lige meget hvor meget vi fniser af, at de ikke tillader crowdsurfing og moshing eller booker de navne, vi selv ville have foreslået.

De unge metalfans har brug for nye forbilleder, nye helte og nye genreknopskud. Og vi kommer til at væmmes ved det hele, fordi det er noget andet, end det vi selv voksede op med. Sådan skal det være. De traditionelle metalfans hadede thrashen, thrasherne fnøs hånligt ad dødsmetallen, dødsmetallerne foragtede black metal og vice versa. På denne side af årtusindskiftet har vi efter tur rystet overbærende på hovedet af nu-metal, post-metal, metalcore og deathcore. Det var jo ikke rigtig metal.

Men det er også forstemmende at læse vores anmelders opsummering af historien om Relapse Records’ storhedstid i 00’erne i denne uges anmeldelse af Genghis Trons comebackplade, fordi det går op for én, at det er 15-20 år siden, der sidst skete et markant skred i metal. Med arkitektbriller, nøglekæder og et udtalt ønske om at distancere sig fra den gamle metals bøv. Det var heller ikke rigtig metal.

Den sidste dinosaur
Men det er det for enhver generation, der får sin egen metal. Den næste generation er her, og de er med på deres egne præmisser. De unge fans lytter lige så gerne til Gvllow og Ghostemane, som de lytter til Death, Slipknot, Volbeat og Xasthur. De vil blæse på, hvad vi synes er rigtigt og forkert.

Det gør os fortrøstningsfulde for fremtiden for metalkulturen. Den lukker og slukker hverken med os eller med den sidste dinosaur, der headliner Copenhell. Så kan det godt være, at den kommer til at se anderledes ud. Det kan godt være, vi ikke kommer til at forstå, hvad der sker med den. 

Men det er kun godt, for det betyder, at der overhovedet sker noget med den.