Tro, sprog og erindring
Malta er et strengt katolsk land, der de facto var styret af kirken i 70’erne. Alligevel blev Saħħar, hvis eneste medlem også går under navnet ‘Antikrist’, nomineret til adskillige lokale grammyer sidste år. Hvordan hænger det sammen?
Saħħar er et af de mere succesfulde maltesiske metalbands. Et udsagn, der for de fleste af os nok ikke siger så meget, da vi måske ville have svært ved at nævne bare et enkelt. Metal-archives fortæller os dog, at der er 76 at vælge i mellem, hvilket er marginalt færre end Danmark - hvis man måler på indbyggertal, vel at mærke.
Saħħar består af en enkelt mand: den 32-årige Marton Saliba, der har spillet musik i snart 14 år og som har formået at udgive intet mindre end 15 albums i den tid. Som vi skrev i anmeldelsen af den seneste plade ‘Tiġrif tal-Ġnus’, er Saliba en meget produktiv og kreativ musiker, der leverer et særligt take på black metal. Vi satte ham i stævne, for at tale lidt om manden, musikken og om Malta.
Catholicism, wow!
Ovenstående er paragraf to i Maltas grundlov. Det er et aldeles konservativt land, og som nogen siger, har det været romersk-katolsk siden den romerske katolicisme blev opfundet.
Marton Saliba er malteser til benet, men i modsætning af de fleste af hans landsmænd, har han også med alderen rykket sig meget langt ud på venstrefløjen,og forklarer tidligt i vores samtale, hvordan den katolske kirke har haft styret landet med en jernnæve:
– Tilbage i 70’erne var det nærmest et teokrati. Noget af det vigtigste for kirken var at slå arbejderbevægelsen ned. De gjorde det nærmest til en dødssynd at være medlem af en fagforening, og man blev helt udstødt. Der var ingen dåb, ingen bryllupper og ingen begravelser i indviet jord, hvis man var medlem.
Kirken er altså stærkt repræsenteret på den lille ø, og det handler ikke kun om fagbevægelsen. Helt frem til 2018 havde man så skrap en blasfemilov, at Rotting Christ fra nabolandet Grækenland måtte promoveres enten som “The Greek XXX” eller med græske bogstaver. Plakater var helt forbudt. Saliba forklarer:
– Min første plade, ‘Magija Sewda’ (‘Sort Magi’, red.) var reelt set ulovlig. Foregangsmanden på det område var en lokal krimiforfatter, der gik så tæt på grænsen som overhovedet muligt. Det blev accepteret, fordi han var så stort et navn. Men jeg kunne ikke have gjort det.
Efter 2018 kunne Rotting Christ endelig optræde under eget navn, og Saħħar kunne arbejde mere frit, men til den tid var han ikke længere så interesseret i at provokere bare for provokationens skyld.
– At sige “fuck kirken” er ligesom blevet gjort. Det er ikke interessant mere. Jeg interesserer mig ikke for at være kontroversiel.
Saliba forklarer, at religion er er dybt forankret i den maltesiske folkesjæl. Nogle af verdens ældste kirker – mellem 600 og 800 år gamle – ligger på den lille ø, og kristendommen har altid været vigtig for folket.
– Vi har været besat mange gange, og de gange det har gået godt, har malteserne fået lov til at være kristne. Under muslimernes herredømme betalte vi en afgift, men fik lov til at passe religionen. Når erobrerne derimod har plyndret kirkerne, er de blevet smidt ud.
Saliba er ikke selv troende, men betragter det alligevel som et uomgængeligt aspekt af Malta.
– Jeg kan ikke afvise, at det er en vigtig del af kulturen – og dermed en vigtig del af mig. Alle maltesere, selv dem, der ikke opfatter sig som religiøse, går til minimum èn helgenfejring om ugen i deres landsbyer.
Det unikke tungemål
Og netop kulturen er meget vigtig for Saliba. Som ung voksede han op med norsk black metal, og på det tidspunkt var det næsten ikke til at finde en plade, hvor ikke mindst et af numrene var på norsk.
– Jeg hørte meget black metal, især de norske, og jeg tænkte, da jeg hørte de norske sange, at “det her kan jeg også. Jeg har mit eget unikke sprog”.
Saliba anslår, at højst en million mennesker på verdensplan taler maltesisk, heraf ca 400.000 på Malta. Han forklarer også sprogets særegenhed:
– Det er et helt unikt sprog. Det har semitiske rødder og kommer fra Fatimid-kalifatets erobring af øen omkring år 900, men det skrives med latinske bogstaver.
Værdien af sproget som kulturbærer betoner han også:
– Naturligvis er sprog på en måde dynamiske, men de fungerer også som en konstant omkring os. De siger noget særligt om os, og vi ved, at dem, der kom før os, talte det samme. Jeg er stolt af mit sprog. Nogle mennesker vifter med deres flag: Jeg synger på mit eget sprog.
På Malta er det også noget, der vækker opmærksomhed. Så ikke nok med at Saħħar blev nomineret til årets metal-udgivelse i de maltesiske grammyer, så så Saliba også pludselig sig selv i kategorien “Bedste Maltesisk-sprogede Udgivelse”.
– Det var helt surrealistisk. Der var en hel række pop- og hiphop-kunstnere, og pludselig var jeg midt i det hele, klædt i corpse paint, mens black metallen drønede derudaf.
Død og erindring
Saliba er en af de moderne black metal-musikere, der læner sig til venstre på det politiske spektrum. Det er han åben omkring, selvom det ikke direkte fremgår af hans musik. Maltas politiske landskab og udvikling ligger ham derfor også på sinde:
– i 80’erne blev den politiske hverdag så polariseret, at det nærmest førte til borgerkrig. Det var først da regeringsmagten skiftede, der kom ro på. Nu er vi igen ved at nærme os uro. Den politiske situation er igen præget af korruption og magtmisbrug, derudover er en journalist også blevet dræbt (Saliba refererer til bomben i antikorruptionsaktivisten Daphne Caruana Galizias bil i 2017, red.), og det er kun fordi oppositionen er splittet, at regeringen bliver siddende.
Saliba har selv rykket sig. Fra at have støttet nationalistpartiet som ung ligger han nu så langt til venstre, at han ikke længere stemmer til parlamentsvalget. Det har også haft indflydelse på hans musik;
Hvor den tidligere kredsede mere om det okkulte, har han på ‘Tiġrif tal-Ġnus’ haft fokus på folkedrab gennem historien.
– Jeg startede med at skrive om blodbadet i Rwanda på ‘Elf Qurriegħa għal-Elf Mejjet f'Mitt Qamar’, begyndte så at skrive om det tyrkiske folkedrab på armenerne på ‘Nirien ta’ Smirna’, og da jeg vidste, at jeg ville skrive om Nanjing-massakren, følte jeg, at pladens retning var besluttet for mig.
Og ‘Nationernes Fald’ er da også en sand rædsel at læse sig igennem. Marton Saliba lægger ikke fingre imellem, når han beskriver historiens gang. Særligt sangen om holocaust, ‘It-Tweġiba’ – “Svaret”, får en hel ny dybde, når Saliba forklarer sammenhængen:
– Den lyse vokal synger faktisk bare min egen oversættelse af den bøn, det jødiske folk skrev for at mindes deres døde i det, de kalder “Shoah’. Det er væsentligt for deres selvforståelse, og jeg synes, det er lige så vigtigt for os andre at huske.
Research-processen var hård for Saliba. Han beskriver, at han tidligere har læst historie for sin egen fornøjelses skyld, men at det var noget helt andet rent faktisk at dykke ned i videnskabeligt:
– Det tog virkelig hårdt på mig. Jeg kunne næsten ikke klare det. Efterfølgende har jeg lært, at en af verdens førende eksperter i Nanjing-massakren rent faktisk begik selvmord på grund af det, hun havde lært.
Han fortsætter, tydeligt berørt:
– Det er også derfor, jeg følte, jeg var nødt til at skrive disse sange. Jeg ser alt for mange ting nu til dags: koncentrationslejre i Kina og Myanmar. Det er som at se Auschwitz i farver. Vi bliver nødt til at lære, og vi bliver nødt til at huske. Pladen her er et minde om dem, der er døde.
Marton Saliba er allerede i gang med at skrive nyt materiale og er også involveret i projekterne Entität og Eerbaruh, der tæller medlemmer fra både USA og Bangladesh.