Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell ´17: Fredag

Populær
Updated
Copenhell ´17: Fredag

Til trods for det lidt tynde aftenprogram om fredagen var der dog adskillige highlights at komme efter. Candlemass og Batushka indtager den sikre tete, og vor udsendte medarbejders fravær til Slægt begrædes.

Kunstner
Titel
Seven Thorns + Baroness + The Dillinger Escape Plan + Batushka
Dato
23-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Efter et par hurtige procenter til at genvinde formen fra gårsdagens solide rationer nostalgibrag gik turen atter mod Pandæmonium. Solen bagte, og der var dansk power metal på menukortet. Generelt får power metal meget lidt sendetid på Copenhell, og denne ganske velbesøgte koncert kl 12 om formiddagen var om noget et hæderligt bevis på, at der er al god grund til at rette op på det. Seven Thorns leverede varen med fuld fart og gejst, især deres svenske forsanger gjorde sit til at starte festen med hånden i vejret, eyeliner og hår flyvende til alle sider. Som reference bevæger vi os i den mere progressive ende af power metal-verdenen, hvor der til tider ikke er langt til fx Symphony X, og alt spillede, omend det havde været skønt med et par catchy, mere direkte tracks undervejs til at samle folket. Ikke desto mindre var vi godt underholdt, og især det sidste nummer, 'Symphonies of Shadows', lovede godt for det kommende album.

Uden mad og drikke duer helten ikke, så Interbeing blev skippet til fordel for en i øvrigt ganske hæderlig falafelpita, og dernæst var der metalquiz i Tutten med Michael Denner og vores egen Christian Beyer. Som hyppig musikquiz-deltager måtte vores faste hold prøve lykken, men måtte forlade seancen tomhændede med en ikke desto mindre hæderlig fjerdeplads ud af nogen og tyve hold. Trist, især taget i betragtning, at vi så samtidig missede Slægt af samme årsag, men eftersom de er hyppige gæster i det københavnske, skal chancen for at opleve disse nye danske black metal-darlings nok komme en anden gang ...

ENTUSIASMEN GIK KUN DEN ENE VEJ
Til gengæld er Baroness et mere sjældent syn på dansk grund, og efter entusiasmen hos mainman John Baizley at dømme var det et kærkomment gensyn med den danske metalhorde for bandets vedkommende. Glæden var dog mindre til stede den anden vej, og det virkede lidt, som om Baroness havde deres egen fest, som aldrig rigtig kom til den store forløsning. Vi bevæger os et sted omkring classic rock a la Thin Lizzy med et sludgy twist, og jovist, der var gemt et par tungere hits til sidst i sættet, så deres appel på Copenhell var sikret, men begejstring på scenen eller ej, så virkede det hele lidt halvhjertet. Ambitionen om at nå Psychotic Waltz efterfølgende blev desværre ikke opfyldt, da de gik af, lige idet jeg ankom, men rygterne siger, at jeg ikke gik glip af noget, så det vælger jeg at tro på.

Efterhånden var mange af de suspekte kumpaner fra gårsdagens morskab ankommet, og fællesskabet fik førsteprioritet, indtil The Dillinger Escape Plan returnerede med deres antageligt sidste koncert på dansk grund nogensinde. Havde man været til deres koncerter før, vidste man, hvad man gik ind til. Mathcore af den hidsige slags, en aldeles akrobatisk guitarist, der gør hop fra monitoren til en stuntdisciplin i sig selv, og så selvfølgelig nonstop crowdsurfing. Med 20 år på bagen er der ikke noget at sige til, at de stopper på dette tidspunkt. De fysiske udfoldelser på scenen  begynder at være mere udfordrende, og i stedet for at bandet går den middelmådige vej i en given årrække, fik vi for sidste gang de sønderrivende energiudladninger leveret lige efter Dillinger-bogen, med et par af de mere skævt poppede indslag undervejs, så der kunne samles energy points op til den afsluttende moshpit. Alt var ved det gamle, og vi gik alle derfra smadrede og opstemte, lige som det skulle være.

MASSIVT FREMMØDE
Efter også at have set den første halvdel af Candlemass på Sweden Rock blot to uger før vidste jeg, at der var noget stort i vente, og således blev ventetiden brugt i selskab med førnævnte kumpaner i Biergarten. Her vil jeg i øvrigt gerne sige en tak til High Voltage og Inferno, fordi deres nye indretning dels gjorde det nemmere at finde alle vennerne fra nær og fjern, dels kørte pissegod stil med en glimrende playlist og fede dj' og endelig havde et cool setup med baren og dj-podiet i midten. Musikken kunne dog godt være en tand højere, der skal jo være lidt malurt i bægeret.

Og således fortsatte vi som sagt til Candlemass, som endnu engang viste, hvor doom-skabet skulle stå. Episk og storladent, og sanger Mats Levén overgik Messiah, både hvad angår det tonale register og kontakt med publikum. Doom har desværre aldrig haft en stor fanbase i Danmark, men for anden gang denne dag fik vi vist Copenhell, at der er al god grund til bedre at prioritere subgenrerne i stedet for overvejende at have øje for de brede interesser. Fremmødet på Pandæmonium var så massivt, at det nærmest var umuligt at bevæge sig hverken frem eller tilbage, men nu bevæger Candlemass sig heller ikke just i det samme hæsblæsende tempo som Dillinger, og således gjorde det intet, at vi blot stod og bevidnede den ene klassiker efter den anden leveret med overbevisende tyngde, og i øvrigt blandt de bedste koncerter dette år, hvis vi isoleret set snakker god lyd. 'Solitude' var den faste lukker, ikke et øje var tørt.

TYNDT AFTENPROGRAM
Programmet resten af aftenen var en kende tyndt. Der var faktisk en halv time, hvor der ikke var musik på nogen af de tre scener, ikke på grund af aflysninger, og så kunne dem, der ikke følte for Five Finger Death Punch, bruge to timer på at vente på enten Powerwolf eller Batushka. Eftersom Batushka var mit indiskutable hovednavn i år, var der ingen tvivl om den videre udvikling, og vennelaget blev samlet til at bevidne deres første koncert på dansk jord. Der skal ikke sås nogen tvivl om, at Batushka med deres kutter, røgelse, korpiger og brede sortiment af religiøse relikvier godt kan fremstå som black metals svar på Ghost, og jo, det ville da være løgn at påstå, at det ikke bidrager til indlevelsen.

Når det er sagt, er det dog musikken, vi er kommet her for, og med blot ét album i bagagen fik vi hele smøren leveret, melodisk og smukt til tider, smadrende og destruktivt til andre tider, og så det lyse kor og den dybe messen til kontrasterne. Sidste år havde jeg chancen på Summer Breeze kl. 3 om natten, men trætheden havde meldt sig, og derfor var denne koncert afventet med længsel. Glæden blev på alle måder indfriet. Således afsluttedes fredagen på vanlig vis i Biergarten til lukketid, mens efterdønningerne af dagens absolutte højdepunkter, Batushka og Candlemass, blev fordøjet over en ration kartoffelmos med bacon og rødbeder og det obligatoriske indtag af procenter. Copenhell er og bliver en dejlig tradition.