Copenhell ’19: Lørdag – Sidste projekt

Lørdagen på Copenhell blev vundet af The Psyke Projekt, mens Scorpions var blevet gamle. Det, der huskes, er sikkerhedsfolkene, og at der var kø til stort set alt.

Efter at have festet torsdag og fredag var kampen om overhovedet at komme op af det aflåste sideleje lørdag en ulige en af slagsen. Alt sagde, at man skulle lade være. Med hvad tænker læseren? Med alt. Lade være med alt. Bare blive liggende. I et døgn eller to. Men så let slipper man ikke på festival, så op og afsted og mødes på gåturen til indgangen med Dodo & The Dodos’ ’Vågner i Natten’. Jo tak, det er også cirka det tidspunkt, denne skribent forventer, at kroppen kommer til sig selv igen. Sagt med andre ord: Det var en kamp at blive klar til lørdagen. 

Det blev ikke gjort bedre af, at der var kø for at komme ind. Selv os forkælede mediefiduser, der har vores egen check-in kø ude til venstre. Den gik langsommere end almindelige billetkøberes. Aldrig har man følt sig så forfordelt. Det vigtige at understrege her er dog ikke selvynken, men at der var mange mennesker. Rigtig mange mennesker. Copenhell 2019 var udsolgt, og det kunne ses lørdag eftermiddag ved indgangen. Solen stod højt på himlen, og der var lige en lille smule vind, som gjorde, at det ikke var fuldstændig ulideligt. Det perfekte festivalvejr.

Inde på pladsen var der allerede musik på alle scener. Der var måske ikke så mange mennesker til de første koncerter, da en del af publikum nok havde nogenlunde samme morgen som denne anmelder, men det blev bedre op af eftermiddagen. Til Glenn Hughes’ koncert på Hades kunne man se, at selv det modne publikum havde indløst billet til Copenhell. Det var helt befriende at se, hvordan festivalen ikke kun henvender sig til ungdommen. Så kan det godt være, at denne skribent har et lettere anstrengt forhold til Hughes’ hyl, som forsøgte han at fremmane en varulv til at dyste med det store kontrafej af Fenris lige overfor Hades-scenen. Men han har spillet i Deep Purple og udgivet en plade med Black Sabbath, der måske nok skulle have været en soloplade fra Tony Iommis side, men hvis man har været i ikke bare ét af de to bands, men begge, så kan man gøre lige præcis, hvad man har lyst til, og så kan denne anmelder ellers bare pakke sine fine fornemmelser sammen og skride over på Helviti og lytte til Amon Amarth. Så det gjorde jeg.

Her i slutningen af eftermiddagen var der stadig rigtig mange, der havde deres små poder med på pladsen. Som far til tre var det skønt at se, hvordan forældre brugte muligheden for at vise, hvordan man opfører sig til festivaler. For Copenhells publikum er stadig landets bedste. De tager hensyn i pitten og er generelt utrolig venlige, hvis der bliver trådt på en sko eller spildt lidt øl ned af sidemanden. Undskyldninger og krammere står på spring. 

Og efter Amon Amarth havde leget vikinger og brugt pyro-anlægget, så var det tid til at få noget foder indenbords. Her kommer vi så tilbage til de lange og mange køer. Der var kø til fadøl hele festivalen, og de forsøgte at gøre det bedre lørdag. Det var det generelt også. Måske en kombination af, at der var flere medarbejdere ved udskænkningsstederne, og at festen ikke var nær så voldsom lørdag, som den var torsdag og fredag. Det var, som om publikum generelt kørte i et lidt lavere gear lørdag. Det kunne dog ikke helt mærkes, når man skulle have mad. Der kunne der stadig godt være kø, og det lever man så med. Her kan man bare godt mærke, at Copenhell er vokset og blevet en stor festival med mere end 25.000 deltagere. 

Lidt snilde gjorde dog, at man godt kunne finde madboder, hvor det var nemt at gå til uden kø. Særligt boderne på vej ind til BIergarten var relativt fri for køer. Mexi’Go var lettilgængelig og man kunne selv sammensætte sin taco eller burrito og helt bogstavelig talt blive fri for køer, da det var en af mange boder, hvor man kunne gå vegetar eller veganer. Efter at have diskuteret med Adriana Zak i ’Fredagsplanen’ som optakt til Copenhell gik jeg mere eller mindre ubevidst og kiggede om de forskellige boder kunne tilbyde noget til alle. Det var der overraskende mange spisesteder, der gjorde. Copenhell er langt fra noget kødhelvede. 

Efter at have provianteret og set på Copenhell-køleskabe og fejringen af festivalens 10 år med et potpourri af danske rockmusikere blev man mindet om, at Copenhell er mere og andet end bare musik. Det er en helhedsoplevelse, der i den grad er blevet kommercialiseret. Når først Gorenje melder sig som sponsor, så ved med, at festivalens appeal er ved at nå længere ud end blot din gennemsnitlige utilpassede teenager, der af reklamefolk ofte kun kan nås af Jägermeister, Monster og blå Kings. Førnævnte forældre, for det var ikke kun fædre, der slæbte rundt på deres afkom, har helt andre udfordringer i hverdagen og sørme om ikke arrangørerne har set det og hvidevareproducenterne lige så. Så kan man lide det eller ej.

Til Municipal Waste blev troen på Copenhell som ægte metalfestival genoprettet for en stund. Der blev crowd-surfet til den helt store medalje af både mænd og kvinder. Bandet ville gerne have det, og publikum kvitterede.  Forsangeren bad om, at nu skulle sikkerhedsvagterne altså udfordres og få noget at lave, og det fik de! Der strøg så mange mennesker henover publikum og ned foran scenen, at vagterne bogstavelig talt havde deres hænder fulde hele tiden. Samarbejdet mellem publikum og vagterne var forbilledligt. Hvis nogen er de sande helte på Copenhell, så er det de vagter, der tager imod crowd-surferne, bærer dem sikkert ned på den anden side af hegnet, giver dem et klap på skulderen og lader dem løbe ud til siden, ind på pladsen igen, og så tager de en tur mere. Om så de griber den samme publikummer 100 gange i løbet af én koncert, så mødes denne med samme smil i favnen hver gang. Deres indsats kan ikke overvurderes, og det var der mere end ét orkester fra udlandet, der både observerede og pointerede. De fortjener dog også en cadeau på skrift her fra anmelderne. Hermed givet!

Rob Zombie og Scorpions får til gengæld ikke mange roser herfra. Hovednavnene på Helviti skuffede. Vores anmeldere var lidt mere overbærende end undertegnede, for jeg var virkelig skuffet. Rob Zombie forventede jeg ikke det helt store af. Egentlig heller ikke af Scorpions, for jeg har set dem før, og senest var på Wacken i 2012, hvor de allerede var ved at blive gamle. Her syv år senere er det kun blevet endnu tydeligere. Klaus Meines vokal er bestemt ikke, hvad den har været, og han ligner mest af alt en mand, der helt fortjent burde nyde sit otium efter 50 (!) år i branchen. 

Nattens afsluttende koncerter med Kvelertak og Uada blev valgt fra grundet den træthed, der allerede havde meldt sin ankomst, da kroppen blev vækket lørdag formiddag. Copenhell 2019 var dog helt overordnet en succes. Trods et ikke videre imponerende program var der flere ganske gode koncertoplevelser, hvor The Psyke Project løb med opmærksomheden denne lørdag. Jeg stod og anmeldte Dimmu Borgir, men resten af redaktionen på nær en enkelt lidelsesfælle, var ved Pandæmonium for at se The Psyke Project blive gendannet for en enkelt aften. Og målt på reaktionerne fra samtlige var det nok alligevel dem, der havde den største fest, selvom Dimmu Borgir også gjorde det ganske udmærket.

Nu skal kroppen bare lige sunde sig, og så er lørdagens træthed nok glemt næste år, når Copenhell åbner portene for deres 11. udgave i 2020.

Læs vores anmeldelser her:

Demon Head
Candlebox
While She Sleeps
Eluveitie
Living Colour
Glenn Hughes
Orange Goblin
Amon Amarth
Ten Years in Hell
Municipal Waste
Rob Zombie
Dimmu Borgir
The Psyke Project
Scorpions
Kvelertak
Uada