Bare fordi jeg brokker mig, behøver jeg vel ikke vide, hvad der skal ændres

Boligmagasiner, basisdemokrati, Kerouac og Bukowski, præstationspres og en ny identitet. Eyes' nye plade rummer det hele.

I Sydhavnen, på kanten til Amager, ligger byggemarkedet Carl Ras. I dagtimerne er det mest folk i Kansasbukser, der triller ind på parkeringspladsen i deres varevogne. Men når fyraften er nået, og det meste af industrikvarteret ligger mere eller mindre øde hen, dukker andre mennesker op. Unge fyre i flatbill-caps og mærketøj, ældre herrer med gråsprængte hestehaler og slidte bandshirts. Og så dems Devilutions udsendte skal møde.

Vi har fået lov at tage med Eyes i øveren, og mens vi bliver ført igennem de labyrintiske gange i den gamle bygning, hører vi musikken fra alle de håbefulde hiphoppere, de hyggespillende farrockere og de idealistiske indietyper, der plinker løs på deres guitarer. Men vi er kommet for at høre noget, der larmer.

Fire mand høj stiller Eyes op og tilbyder både interviewer og fotograf en øl, mens vi finder plads på trommetaburetterne, der bliver stillet frem til os. King-øl – det er vel en form for punk, vi skal snakke om. Bassist Kenn Bendtsen har måttet melde afbud, men guitaristerne Rasmus Furbo og Søren Bomand, trommeslager Simon Djurhuus og sanger Victor Kaas slår sig ned og byder velkommen.

Egentlig, fortæller de fire, øver de hver mandag, men de har alligevel indvilget i at bruge noget tid på os, da de, som de selv siger, jo ikke kan stå og øve sets alligevel. Nedlukningen har gjort Eyes rastløse, og noget af det, vi taler mest om, er da også frustrationen over at have udgivet en spritny plade, kulminationen af to og et halvt års arbejde, og så bare sidde på den og lade den sive ud i sandet.

– Vi gik og troede her i foråret, at det bare ville være et aflyst Roskilde-show, og så var det fuld smæk på i efteråret, fortæller Victor Kaas.

– Vi så, hvordan det gik Tvivler (der udgav deres debut i april, red.), hvor det hele løb fuldstændig ud i sandet. Det håbede vi, at vi kunne undgå.

Bandmedlemmerne griner lidt sammen og udveksler vidende blikke, mens forsangeren forklarer, hvordan de har fået udgivet pladen, har fået den trykt, men bare sidder på den, uden mulighed for at få den solgt.

Eyes’ første store show efter sommerferien endte da også med at blive aflyst. To dage inden det skulle løbe af stablen, måtte Generator X Ilter X Barsk, som det mundret kaldtes, aflyses. En stor del af Metaldanmark havde set frem til at høre blandt andre Konvent, Hadron, (0) og netop Eyes spille i Odense. 

– Vi kan ikke engang spille et releaseshow, så vi må nøjes med at sidde sammen og lytte til vores egen musik, griner Kaas, med henvisning til lytteaftenen 25. september på Escobar i Blågårdsgade.

Basisdemokrati og dumme riffs
Når man lytter til ‘Underperformer’, er det tydeligt at høre, at der er sket noget med bandet siden den selvbetitlede ep fra 2018. Jeg sætter mit mest anmelderskeptiske ansigt op og spørger, lige ud af posen, hvor al den bibbelip-guitar kommer fra.

Søren Bomand og Rasmus Furbo griner skævt til hinanden, og Furbo tager ordet:

– Ha, vi har hørt mange omtaler af dem efterhånden. Jeg tror, vi selv kalder dem waow-waow-guitarer. Det kommer egentlig mest af den måde, vi har villet spille på denne plade. Vi har forsøgt at skrælle alle effekterne af og bruger kun guitaren. 

– Der var engang en, der kom hen til mig efter en koncert og var sådan helt “Fedt spillet, mand, der brugte du lige en oktavpedal”, og da jeg sagde, at det hele var ved håndkraft, nægtede han fandme at tro på mig. Så Søren og jeg vil bevise, at det kan lade sig gøre.

Søren Bomand byder ind:
– Ja, altså grunden til, at det lyder, som det lyder, er, at vi bare har taget det hele med i studiet. Så har man måske stået der, ‘Ej, det lyder sgu for dumt, det her’, men vi har stået og spillet alle de dumme riffs for de andre, og så har vi brugt dem, vi kunne bygge noget rundt om. 

Han tilføjer grinende:
– Flere af dem er stadig enormt dumme, men det lyder fedt, når vi alle spiller sammen!

Det er ikke kun på guitarfronten, der er sket noget nyt. Efter Eyes har lagt det mest af black metal-indflydelsen fra sig, har nye spor åbnet sig for kvintetten. Trommeslager Simon Djurhuus er for eksempel meget begejstret for at “have fået lov til at bruge lilletrommen” og nævner det flere gange, ligesom man hører sange med langt flere skift, både op og ned i tempo, hvilket naturligvis bringer os til sangskrivningsprocessen.

– 'Underperformer' er, hvor vi har fundet vores egen lyd og vores egen æstetik. Vi er alle sammen rigtigt glade for, hvad vi tidligere har lavet – ellers ville vi jo heller ikke spille i band sammen, men nu har vi fået mulighed for at bestemme helt selv. Og cementere den. Victor Kaas ser tilfreds ud, mens han forklarer.

Deres fælles historie er selvfølgelig undergrundslegenden Hexis, fra hvem man også kunne trække en direkte linje til lyden på Eyes’ debut-ep. Samtlige medlemmer har tidligere spillet i det evigt-turnerende hardcore/black metal-band, og det har naturligvis ført noget med sig.

– Vi har et rigtig godt fællesskab her. Alt bliver skrevet i studiet, og alle har noget at skulle have sagt. Der er naturligvis blevet nedlagt veto en gang eller to, men ellers har vi prøvet at blive enige, fortæller Furbo under overskægget, vi alle stiftede bekendtskab med i videoen til ‘Underperformer’.

Det lyder som en basisgruppe fra 70’erne kombineret med en længere afgiftningsperiode fra et Minnesotaophold, når Eyes beskriver deres arbejdsproces. De fem har været to og et halvt år om at skrive pladen, og når de præsenterer det, lyder det også som noget af et arbejde.

– Vi kunne have lavet 15 numre ud i et og så skåret dem fra til sidst, men vi har skrottet løbende. Vi har spillet riff på riff på riff for at få dem ud kroppen. Efter et par uger har vi nogle gange måttet erkende, at det bare ikke blev til noget, siger Rasmus Furbo.

Beatlit 2020
Det er ikke kun riffs, hooks og fills, der bliver banket sammen i øveren. Sanger og lyriker Victor Kaas har også skrevet hele pladens tekstunivers solidt plantet i det lille lokales bedagede topersoners lædersofa.
Bandet påkalder sig ånden fra et par, ligeledes bedagede, kæmper i beatlitteraturen, når de skal beskrive lyrikken. Charles Bukowski og Jack Kerouac påkaldes i promomaterialet, og Kaas er også klar til at forsvare inspirationen, da jeg, lidt spidst spørger, hvordan næsten 70 år gammel litteratur er aktuelt i 2020. (‘On the Road’ er skrevet 1947–51 og ‘Factotum’ i 1971, red.)

Først skynder Kaas sig at informere mig om, at ‘så gammelt var det altså heller ikke’ (men det var det, red.), inden han uddyber:

– Hvad Kerouac angår, handler det meget om stream of consciousness. Det har jeg virkelig taget til mig. Jeg har skrevet det hele her i sofaen, og der kommer en helt anden umiddelbarhed, når jeg bare skriver løs. Så redigerer jeg det bagefter.

– Jeg ved slet ikke, om jeg tør nævne Bukowski i disse dage, smågriner han og fortsætter,

– Bukowski er særligt kendt for det her trætte livssyn – det hele virker sådan lidt op ad bakke. Man skal acceptere sådan en vis ligegyldighed i livet. Det har også spillet ind i hele den æstetik, vi har arbejdet med på pladen.

Videoerne, der er blevet udsendt, og pladens cover og inlays står helt i modsætning til den kutteklædte og ildevarslende skikkelse på forsiden af den foregående. I stedet har man gået efter et rent, minimalistisk, næsten klinisk udtryk.

– Vi ville have et nyt billede, og vi fik arbejdet med Jon (Gotlev, fotograf og trommeslager i Liserstille), og han greb den med det samme. Vi kunne godt lide modsætningen mellem det kaotiske og vilde i musikken og det her Bolia-magasin-agtige udtryk, forklarer Furbo og Kaas i fællesskab.

– Æstetikken rammer direkte ned i 'Underperfomers' omdrejningspunkt. Det er grundlæggende en plade om at blive voksen, men være i tvivl, om man gør det rigtigt. Jeg ser alle de her folk omkring mig, på min egen alder, og så kigger jeg på mig selv, siger Kaas med ansigtet i oprigtige folder

– Jeg er 27, har ikke fuldført nogen videregående uddannelse og har et kæmpe hul i mit CV, fordi jeg bare har spillet musik og turneret. Andre folk har meget mere styr på det og er også mere voksne, sådan i klassisk forstand, end jeg er. Der er den her stemme i hovedet, der siger, jeg ikke lever op til det, jeg skal.

– Har du aldrig ondt af dem? indskyder fotografen kækt.

Kaas og resten af bandet ler højt,

– Ondt af dem? Haha, nej, det har jeg ikke. Og det er heller ikke, fordi jeg nødvendigvis selv vil ende med et Boliakøkken og alt det der. Det handler mest om den følelse, der kommer der klokken tre om natten. For mange andre er det vildt at have udgivet plader og sådan, men i de kredse, jeg kommer i, er det noge, alle gør. Og så kan jeg jo bare se folk, der er meget mere succesfulde med det, end jeg er.

Hvordan er man voksen?
Kaas er den yngste i bandet, og derfor adskiller hans perspektiv sig måske også lidt fra de andres. Vi retter blikket mod de andre og spørger, hvordan de opfatter sig selv og deres voksenliv?

– Jeg har altid haft et arbejde, og selvom det efterhånden også er blevet en livsvej og noget, jeg er glad for, er det stadig plan B, forklarer Simon Djurhuus, der både er næsten nybagt far og i gang med en pædagoguddannelse.

– Det er fedt at have familie og arbejde og sådan, men det er også, når jeg spiller, jeg virkelig kan udtrykke mig. Og Eyes giver mulighed for begge dele.

Rasmus Furbo byder ind:
– Man er begge dele, ikke? Jeg har det ikke sådan, at jeg skal have et break, eller at jeg tager ud og spiller for at komme væk fra mit liv derhjemme. Jeg synes, det er sjovere, når man ikke skal være voksen på en eller anden bestemt måde. Hver aften vælger min datter en plade, vi hører sammen, og nogle dage er det Nails, andre dage er det Nancy Sinatra. Jeg forsøger at give hende en forståelse for, at der ikke behøver at være en modsætning mellem det, man vil, og det, man skal.

– Vi elsker alle sammen at spille i det her band, men vi skal kunne være i det. Siden Søren (Bomand) kom med, har vi måske spillet to shows, hvor vi alle har været der. Der er plads til, at ikke alle kan være med hver gang, men bandet spiller stadig. Det er også en del af det at være voksen, forklarer Furbo.

Inden vi runder af, står pladens titel tilbage. 'Underperformer'. Hvordan ser Victor Kaas sig selv i det?

– Jeg ville ikke kalde mig selv en underperfomer. Nej, det er ikke det, det handler om. Men det er måske det, jeg forestiller mig, andre ville bruge om mig. Det er forventningerne fra omverdenen.

Hvad er det, der er galt i verden? spørger jeg. Hvad skal være anderledes?

Kaas bliver stille et øjeblik, inden han tager til genmæle med en fast stemme.

– Altså, bare fordi jeg brokker mig, behøver jeg vel ikke vide, hvad der skal ændres.