Ilter’ 25: Lørdag - Fod i fjæs og Arnbitter

Lørdag var den store dag på Ilter. Var det også den afsluttende eksplosion?

“I skulle da have været kommet ind tidligere”, siger taxachaufføren med et hurtigt blik i bakspejlet, mens vi glider gennem Odenses solbeskinnede Ny Vestergade. “Der har været rosé-festival i Munke Mose, og et band der spillede Kim Larsen og alt muligt”.

Munke Mose – det grønne område midt i byen, som de fleste odenseanere bare kalder mosen – ligger få hundrede meter fra Teater Momentum, hvor vi er på vej hen. Vi smiler til hinanden bagi bilen. Rosé og Kim Larsen? Jo jo, det lyder da hyggeligt. Men sat over for aftenens kommende virak virker det alligevel lidt... tyndt. Publikum er næppe de samme, selv om vin jo har en vis evne til at forene folk. I udendørsbaren ved Momentum møder vi vores slæng. De er allerede i gang – og har været til Roséfestival. Syv flasker rosé, siger de. Glassene er duggede, og stemningen god, mens solen spejler sig i overfladen af Odense Å, og ned over sortklædte festivalgængere i Ny Vestergade. Det føles, i et øjeblik, ret perfekt. Egentlig og ved eftertanke, er kold rosé en forårsdag på Fyn vel også en ret så udmærket måde at restituere på, skulle man have brugt aftenen forinden på Ilter. Og det skulle man. Selv er jeg lidt tungere i kroppen. Dagen begyndte med en barnedåb, der uventet og smukt udviklede sig til et bryllup. Så faldt en kvinde om og mistede bevidstheden, og min kone spurtede efter en hjertestarter. Kort efter hev jeg så også lige vores datter op af åen – hun havde selvfølgelig ignoreret min advarsel om ikke at klatre ud på stenene. Hun er vist for punk til den slags formaninger.
Og nu står vi så her, midt i byen, med en høkerøl i hånden og Ilters andendag forude. Jeg skal lige i gang, kan jeg mærke. Men solen og gutterne varmer. Og måske er det netop sådan en dag, der bedst begynder med lidt kaos og ender i kultur.

At rejse sig fra fortiden, samt flå huller i overfladen
Der er folk, der har købt billet til årets Ilter af én eneste grund: Foot To Face. Jeg er af sted med dem, vi hørte dem sammen i nullerne, dengang bandet for alvor satte ild til undergrunden. I aften er de tilbage. Gendannet. Og det er dem, der får æren af at åbne festivalens anden dag. I Odense – og måske særligt i kredsen omkring Ilter – har Foot To Face opnået en slags kultstatus. Et splitalbum med When Midnight Kills, et navneskifte til The New Low, to studiealbums og så … stilhed. Projektet gik i stå. Men i aften er Foot To Face tilbage. Genforeningen føles ægte – og sulten efter musikken er tydelig, både blandt band og publikum. Der er tryk på fra første færd, hvor forsanger Christian Vest Berntsen vælter ud på gulvet i publikum, og efterfølgende under hele koncerten kaster sig rundt på scenen, frem og tilbage, ud i ansigterne på folk. Energien smitter. Det er støj, sved og genforening og helt ærligt ikk’? Det er langt bedre, end man havde turdet håbe på. Det lyder præcis som dengang – og samtidig som noget, vi har manglet. Super fedt. Super meget som noget, man kunne håbe på mere af.

Decorticate er Decorticate. De spiller fastcore – eller powerviolence, alt efter hvem man spørger. Men lige så lidt som genrer i virkeligheden betyder, lige så meget betyder bandets attitude. Og den er alt andet end venlig. På scenen fremstår især bassist og forsanger Adam Marques ofte som fjendtlig og utilnærmelig. Du ved. Ligesom den slags karakter fra psykologibøgerne: Barnet, der blev trynet hele skolelivet, og som voksen selv er blevet til bøddel. Men det er netop det, der gør Decorticate til noget særligt. Musikken er kompromisløs, ubehagelig – på den bedst tænkelige måde. Det larmer og flår, det går stærkt, og det er som at blive konfronteret med noget, man ikke vidste, eller måske godt vidste, man havde under huden. For denne skribent har det været et af festivalens mest ventede navne. Ilter har hele weekenden været domineret af en overvejende venlig stemning musikmæssigt  – og det er rart og en fornøjelse at få den hårde ende af spektret med. Der er tryk på gulvet, bandet spiller med præcision og vrede, og Adams fingre? Uden sammenligning festivalens hurtigste!

Aftenluft, Arnbitter, efterklang
Gaden foran Teater Momentum emmer af liv. Ikke den hektiske slags, men den varme, organiske summen af en by, der åbner sig. Festivalgæsterne strømmer ud fra Momentum, svedige efter seneste show, og smelter ubesværet sammen med byens vanlige mylder: en hundelufter i fleece, ægteparret der holder i hånd på vej mod deres stamrestaurant, eller en bilist med høj bas og terninger i forruden, der nysgerrigt spejder mod det menneskemylder, han ufrivilligt bliver en del af. Og forsøger at komme igennem med sin bimmer. Det er her, Ilter Festivalen for alvor mærkes — mellem koncerterne. Når der gives plads til at trække vejret, skåle og tale sammen. Man har mellem de fleste bands, faktisk tid til det, og det er en kæmpe kvalitet. En bartender med glimt i øjet kommer forbi med et lille fad. “En Arne?” spørger han, og rækker en Arnbitter frem til tyve kroner. Et slags officielt Momentum-ritual. For på Teater Momentum tager man både scenekunsten og de små traditioner alvorligt — også dem, der både smager sødt og bittert samt eventuelt af mindre gode beslutninger på 50 % Der er godt gang i udendørsbaren, og skulle man komme til at miste tiden i samtalens favn, sørges der på bedste teatervis for, at man ikke misser næste show. Alle shows annonceres på gadeplan fem minutter før.

Det er ikke altid at man rammes, og rigtig mange får tydeligvis mere ud af Ronker end denne skribent. Publikum er talstærkt og levende. De synes til forskel ikke at bandet virker forcerede, indstuderede, lettere påtagede med en følelse af indholdsløshed. Det hele glider forbi mig – som et ungdomsskoleband med mere styr på håret end på egen lyd. Måske gemmer der sig stor poesi i teksterne. Men jeg kan ikke høre dem, til gengæld mærker jeg en ægte og varm stemning i salen. Det er bare sådan, det er indimellem. Det sker igen under Joliette. Flere af mine kompagnoner er revet med. Jeg kan se det i deres kropssprog, og høre dem sige det bagefter. For dem er koncerten god, vedkommende – måske endda lidt smuk og sart i sin mørke post-hardcore. For mig er den noget andet. Jeg prøver. Jeg rækker ud og forsøger, men det glider ud af fingrene på mig. Det er ikke bandets skyld. Måske heller ikke min. Det er bare et uundgåeligt vilkår, når man bevæger sig gennem en festival. Heldigvis. Jeg er både lyttende og fraværende, og finder til sidst mig selv i spændende samtaler i Ny Vestergade. Aftenduggen er så småt ved at falde, den lægger sig som et stille slør over gaden, og fremhæver til gengæld festivalgæsters latter og stemmer. Festivalgæster, der nu, i større og større grad som aftenen skrider frem, også selv er lettere beduggede.

Det er som om scenen selv trækker vejret, da JJ and the A's går på. Bandet er tændt fra første sekund, og forsanger Kimia Haghighi fylder rummet med både nærvær og energi. Hun bevæger sig stående og siddende på scenen, som om hun ikke alene optræder, men også bor der – og inviterer os ind i noget, der pludselig, og for mig til forskel, føles mere ægte og personligt. Der tales mellem numrene, og gulvet har selvsagt en fest. Sidst i showet tager min rejse en lille afstikker, og jeg glider op i ‘Røde Bar', der lokkende kaster sit farvede skær ud i aftenmørket. Her støder jeg på medlemmer af Maceration – festivalens erklærede “true metal”-repræsentanter, som de selv formulerer det med et glimt i øjet. Snakken flyder frit, og nogen får den idé at mikse en amerikansk bourbon med Hancocks Sportscola. Det viser sig overraskende velfungerende – i hvert fald i nuet, hvor vi alle synes, vi er langt sjovere, end vi sikkert er. I hvert fald er det også nu, at nogen får den brillante idé at skulle have mere Arnbitter ...

Helte i pitten – og på scenen
"Vi skal se EYES!" lyder det et sted i mængden. Et opråb, eller en slags kommando, og vi er mange, der nikker anerkendende. Det er det, vi skal. Teatersalens gulv fyldes endnu engang, og i front – foran scenen, men lige så meget som en del af den – står Halfdan Jørgensen. Hvis du nogensinde har været på Ilter, ved du hvem han er. Den bredskuldrede fyr, der bærer energien som en fane. Han mosher, han samler folk op, han er foran scenen. Altid. Ilter ville næppe være det samme uden ham. Punk- og metalscenen har sine helte – både på og foran scenerne. EYES spiller med præcision, raseri og næsten kirurgisk energi. Victor Kaas i front, er som altid som besat – eller som om noget midlertidigt og mørkt har grebet ham. Han er aggressiv, intens, nærmest frådende, og altid i fuld kontrol. Der er få i vores genrer i Danmark, der matcher hans stage presence. Og publikum mærker det i aften. Moshen breder sig. De bagerste rækker nikker godt med. På de forreste støder kroppe sammen og trækker sig væk, falder og bliver løftet op. Der råbes, der danses, og luften er tyk af sved og varme.

Faktisk er det lige før at man ikke orker at se Lifesick, man er næsten for flad til det. Men sikke noget pjat, Lifesick er altid garant for et mindst lige så hårdtslående show. Og det viser sig også at være sandt denne aften, hvor forsanger Simon Shoshan holder fri og frontmands-tjansen i stedet går til guitarist Nicolai Lindegaard der så absolut giver den gas. Alle forbehold forsvinder. Fra første sekund er han 100 % på og helt ude i hovedet på folk. Klassisk for Lifesick starter de en fest i løbet af 30 sekunder, og gulvet koger for alvor over. Det er dette års sidste band på festivalen, og enhver opsparet energi - eller de sidste krampetrækninger kommer til udtryk på gulvet. Der moshes aggressivt, hårdt og det hele koger over. Det føles kaotisk og nødvendigt. 

En afsluttende eksplosion?
Jeg har kun ét klip. Eller to, men med klip imellem altså. Et brud i hukommelsen. Ét øjeblik er jeg i midten af Lifesicks voldsomme show – moshpit, sved, kroppe i kollision. I næste vugger jeg forsigtigt hjem i en glidende taxa gennem Odense-forstæder med min kone ved min side. Der er intet mellemrum. Kun det skarpe skift. Lyden ringer stadig som vi sidder der. Lidt som om Ilter endnu ikke har forladt mig. Trætte og levende stiger vi ud, og finder dørnøglerne frem. Endnu en Ilter er overstået, og skulle den blive den sidste må der gives applaus, ikke kun for dette år, men for alle årene. Ilter Festival er særegen. Særegent hyggelig og rar, den er fælleskab, dejlige mennesker og god stemning. Måske især fælleskab, dejlige mennesker og god stemning.

Læs om fredagen her: Ilter '25: Fredag - Cirkelspark og kartonvand.