NMF 26: En fredag med hævet næve
Fredag blev i udpræget grad en dag, hvor der var mange anledninger til at hæve næven til alt fra power til black til heavy metal.
Næstved Metalfest har fået vokseværk og flere end nogensinde har fundet vej til det sydsjællandske, hvor "kaffe" kun har én stavelse, mens "te" til gengæld har to. Det var nu hverken kaffe eller te, publikum var mødt for at få del i, og ingen af de gode kræfter, der betjente de mange barer, kedede sig i løbet af weekenden. Med ankomst fredag hen ad eftermiddagen, var der allerede godt fyldt op på pladsen foran hovedscenen, der i metallens ånd naturligvis har navnet Slagmarken.
Samlende nostalgi
Inde i Fæstningen, som i parentes bemærket er en virkelig fed scene, var Hypersonic netop gået i gang med deres symfoniske power, der nærmest skreg på næver på i vejret. Det var dog ikke lige i min smag, selvom de faktisk spillede fint, så jeg gled udenfor igen og fandt mennesker fra Hovedlandet, som, med hverdagslivets små og store forpligtelser, der jo går år og dag imellem, at jeg ser. Og det er noget Næstved Metalfest kan: samle folk med et program, der her og der kæler lidt for nostalgien, og som ikke lader, som om at det er alt muligt, det ikke er. Det var der heller ikke nogen af de fremmødte, der gjorde. Folk havde generelt en fest på kryds og tværs ved de opstillede langborde.
Bravt kæmpet af Firewind
Det blev dog lidt vanskeligt at sludre, da først græske Firewind gik på scenen. Græske metalbands har en særlig eksplosiv, bastant og næsten vulgær lyd, og Firewind var ingen undtagelse. Med en halvt fyldt Slagmark, der ikke som sådan lagde op til slagsmål, måtte Firewind sande som så mange før dem, at mod sultne maver og en tidlig aftenbrandert kæmper selv guderne forgæves. 
Men de, der valgte aftensmaden og det sociale fra, fik sig en oplevelse med et band, der ikke lod sig mærke med de bare pletter på asfalten, men som i stedet leverede alt, hvad de havde lært. Og de hævede næver var skam i vejret - hos nogle let ironisk, hos andre i ramme alvor. Lidt ufrivilligt morsomt blev det dog, da et bandmedlem pludselig viste sig i en hjelm som taget direkte fra Agamemnons kostume i Odysséen. Et lidt billigt point lige der.
O! danske sommer
Cold Night For Alligators, der hoppede op på scenen i Fæstningen lige efter Firewind, gik jeg desværre glip af, da jeg nu måtte have noget skaffe, mens jeg skeptisk skævede til de tungere og tungere skyer, der trak sammen over festivalpladsen. Alle vejrudsigter blev tjekket. Alle vejrudsigter var enige: Der ville komme regn. Og der ville komme torden. Det var bare lige det med tidspunktet.
Mægtige Marduk måtte vige for sikkerheden
Som førstegangsgænger til Marduk (jep - det er ganske enkelt lykkes mig at fejle så hårdt igennem et efterhånden langt liv, at jeg ikke har fået set Marduk før nu), var jeg svært bekymret for, om koncerten mon ville blive aflyst/afbrudt af et tordenvejr.
Sikkerhed først, som man siger, og derfor er det også så sikkert som amen i kirken, at festivaler rutinemæssigt afbryder koncerter i tordenvejr. Efterhånden som koncertstarten nærmede sig, var jeg dog fuld af håb og da Marduk gik på, var der i den grad lejlighed til at hæve næven. Den venstre. Knyttet. Bare for at undgå misforståelser.
De spillede virkelig fremragende, indtil - ja - tordenvejret afbrød koncerten. Forinden havde himlen dog i den grad åbnet for sluserne og trods regnslag i alskens kvaliteter, var vi en lille smule forpjuskede, da vi løb indenfor i tørvejr og udenfor Tors rækkevidde. I sikker forvisning om, at Marduk havde spillet det, de havde mulighed for, løb jeg op til Sunken i Fæstningen, men netop som lydprøven var ovre, kom meldingen: Marduk går på om 10 og spiller resten af sættet færdigt. Så var det alligevel ikke vildere.
Og mens vi alle sammen blev enige om, at man altså ikke evakuerede festivaler på grund af tordenvejr i gamle dage (tænk bare på Scorpions på Copenhell i 2016), satte Sunken ind med de første toner i en pænt fyldt sal og sænkede for en stund hele Næstved Metalfest ned i en mættet blå tåge, mens Martin Skyum Thomassen sendte sine primalskrig ud over en stadig mere begejstret flok nede foran scenen. Den koncert har vi skrevet mere om her. 
Aftenens sidste navn var færøske Týr, der blander heavy metals gamle dyder med de endnu ældre dyder i den nordiske folkemusik. På færøsk naturligvis. Det var en lidt hård opbremsning efter hele to fremragende black metal koncerter og hvis man ikke rigtig køber ind på hele det her folk-metal-koncept, så er Týr ikke nødvendigvis den rigtige koncert at være til. Men heldigvis for Týr var de fleste tilbageværende på pladsen uenige med mig og næverne fik atter en lejlighed til at hæve sig taktfast sammen med færingernes gode melodier og riffs. 
Ingen hævet næve til DSB
Næstved har dog et enkelt småstort problem, og det er, at det sidste tog til København stikker af allerede syv minutter over midnat. Det betød reelt, at vi skulle forlade festen lige som Týr gik af og det er altid ærgerligt at forlade en god fest i overrislet tilstand. Heldigvis var toget 20 minutter forsinket, og så fik vi da lejlighed til rigtig at indsnuse atmosfæren på Næstved Station. DSB fik dog ikke nogen hævede næver med på vejen - bare et uendeligt træt suk over de evindelige køreplansproblemer.
