RB ' 22: Fredag - En verden af tung

Fredag bød på en verden af tung, og vi fik gået vores 10.000 skridt.

Det er sundt at gå. Om det også er sundt at drikke en lommelærke med god whisky inden første måltid eller kaste fadøl efter fadøl i halsen, skal jeg lade være usagt. Fredagen gav os lidt af det hele og mindede os om, at vi i den grad er ude af træning, når det kommer til flerdages-festivaler. Og som kun Roadburn kan, så fik vi noget for bogstavelig talt enhver smag. Altså så længe smagsuniverset bevæger sig i omegnen af "tung".

Morgenvækning fra Danmark
Vi startede tidligt i Engine Room i Koepelhal med en morgenlussing selvsikkert leveret af LLNN. Den koncert kan du læse mere om her. Allerede på taxituren ind til festivalen blev det klart, at fredagen ville byde på lidt af hvert – og en allerhelvedes masse skridt mellem venues. Og i et forsøg på tage hvilen på forskud begav vi os  efter LLNN udenfor i det udmærkede bænke-madbods-område, som festivalen har fået etableret omkring Koepelhal.

Da vi første gang mødte Koepelhal som en scene på festivalen i 2018, var den lidt et stedbarn, men den er siden gået hen og blevet lige så meget hovedscene, som Poppodium 013 er det. Rollefordelingen er meget den samme: Koepelhal har fortsat merch- og lp-salget, mens 013 er mere en vandrehal til og fra de to scener Next Stage og Main Stage, som også er festivalens største. Fordelen ved to hovedvenues er, at det spreder folk lidt ud, og selvom det til tider kan være en kende vanskeligt at finde folk, reducerer det kødannelsen betragteligt foran de mindre scener.

Morgendram i venners selskab
Heldigvis er Roadburn sådan en festival, hvor man bare begynder at sludre med mennesket ved siden af, hvis man ikke kan finde et menneske, man kender. Her er vi alle venner. Heldigvis var der masser af kendte ansigter at starte dagen sammen med – ikke overraskende havde de fleste danskere på festivalen valgt netop LLNN til. I den times tid, der gik fra LLNN’s rusketur til det næste punkt på programmet, nåede fotografen at tømme en lommelærke med whisky på stort set tom mave, mens undertegnede tømte en fadøl eller to eller måske tre – ligeledes på tom mave. Enhver festivalveteran ved, at den slags er absolut no-go, hvis man skal holde til en lang dag på benene, men det var vi da ligeglade med. Og således (særdeles) opmuntrede begav flokken fra Danmark sig mod 013 og en af de mange collaborations, som Roadburn er kendt for. Denne gang fik vi James Kent (Pertubator) x Johannes Persson (Cult of Luna). En sublim koncert, som naturligvis har fået sin egen anmeldelse, som du kan læse lige HER.



Forudsigeligt kaos på Paradox
Desværre måtte jeg trække stikket et par numre før tid – for at løbe ned på Paradox og se Narcosatánicos – en sidsteøjebliks-tilføjelse til programmet. Den nye jazzscene (og til dagligt Tilburgs fineste jazzklub) Paradox har vekslet lidt mellem at være en venue med rimelig god plads til de mere nicheprægede outrerede jazzy acts og så være fyldt til bristepunktet. Jeg havde derfor forventet et overfyldt Paradox til Narcosatánicos, men konkurrencen fra Kent & Persson gjorde det muligt at komme ind og komme rimelig tæt på scenen.

Instrument-ekvilibristerne i aarhusianske Narcosatánicos fik mest muligt ud af deres tre guitarister, ene saxofonist og to vokalister samt rytmesektion bestående af bassist og trommeslager. Desværre var den ene vokal lidt lav i mixet til at starte med, hvilket heldigvis blev rettet op undervejs. Gruppen lægger sig lunt lige der, hvor ørkenrocken kommer til kort, og hvor jazzen ikke helt er gået bananas endnu, og der er fuld smæk på kaos. Desværre synes jeg at deres kaos efter nogle numre blev sært forudsigeligt – og dermed en lille smule kedeligt. Men det var på trods af dette en aldeles hæderlig koncert, uden at jeg dog helt mistede fornemmelse af tid og sted. Til gengæld er deres talent så åbenlyst, at jeg helt sikkert skal forbi næste gang, de får lyst til at spille et sted i nærheden, for jeg tror ikke, at jeg er færdig med at opdage, hvad de kan.

Dagens første måltid blev indtaget alt for sent og i kamp med ovenstående fotograf, der lystigt tog for sig af retterne. Heldigvis var der nok til os begge, og med lidt mere mad i maven – og en del flere øl til at gøre den selskab – flyttede vi os ind på Next Stage på 013, hvor Blak Sagaan spillede op til teknologisk dansefest.



Det blev en time i godt selskab, og jeg vil ikke afvise, at jeg dansede en del. Blak Sagaan spillede ambitiøse 90 minutter, og egentlig var koncerten værd at blive til tiden ud, men kun få bands kan præsentere at konkurrere med GGGOLDDD, der spillede på hovedscenen en time inde i Blak Sagaans sæt. Heldigvis kun en kort gåtur væk – så vi maksimerede udbyttet af Blak Sagaan, der for visse i selskabet blev dagens bedste koncert.

This Shame Is Not Yours
Og som Monty Python siger: And now for something completely different. Med GGGOLDDD-koncerten på Main Stage fik vi en ny slags meget virkelig heaviness i selskab med Milena Eva og en fremførelse af hele albummet 'This Shame Should Not Be Mine'. På Redux var GGGOLDDD’s uropførelse af det, der senere blev til et helt album, den absolut mest sete act overhovedet.



En oplevelse, der stadig sidder i os her et år efter. Det var ikke svært at forstå, at netop denne optræden i den grad havde potentiale til mere. Så forventningerne var naturligvis høje – og vi blev ikke skuffede. Milena Eva var intens, mørk, rørt, skrøbelig og bomstærk på en og samme tid igennem sin fortælling om den voldtægt, hun blev udsat for for nogle år siden. Længere væk fra Blak Sagaans glade dansefest kan man nærmest ikke komme. Du kan læse anmeldelsen af GGGOLDDD HER.

Udadreagerende afslutning på floor
Da koncerten var slut, skulle vi ligesom lige ryste hovedet, og hvordan gør man det bedre end at løbe op i Koepelhal til Cloud Rat, der gav os en opvisning i hidsig, udadreagerende grind core – en tiltrængt opstrammer efter den rørende og tunge GGGOLDDD-koncert.



Således banket igennem fik vi derefter fornøjelsen af Amnesia Scanner. Et DJ-sæt med maskinelle stemmer, hård techno og et helt andet og meget yngre publikum af typen, der sandsynligvis bruger udtrykket på floor en del til daglig. Det var endnu en detour ud i mørkets forskellige afarter, men midtvejs måtte jeg sande, at min festivalform ikke er, hvad den har været ,og håndklædet blev smidt ind i nærmeste taxa i selskab med noget ustyrligt klam grillmad.



Og således sluttede fredag – lidt tidligere end planlagt. Jeg gik efter sigende glip af en fremragende koncert med HEALTH. Sådan går det desværre en gang imellem – heldigvis var dagen så mættet med indtryk, at det ikke rigtig gjorde noget. Vi havde denne dag fået en exceptionel opvisning i, hvad sloganet Redefining Heaviness betyder.