RF 25: Lørdag – Er de unge blevet gamle?

Lørdag var en historisk tynd sidstedag på det, der ellers havde været en Roskilde Festival med masser af gode koncerter. Det hjalp heller ikke, at man ved alle scener blev mødt af udmattethed blandt publikum.

I år har jeg i mine Roskilde-anmeldelser skrevet meget om alder. Det har været et fokuspunkt i mange af de kritiske artikler, som andre medier har doseret med: At Roskilde er blevet en festival, der kun eksisterer for de 18-25-årige og ikke levner noget til os stakler, der er dobbelt så gamle. Men det er dovent at rejse sådan en klage igen. Som altid – også i år – er der masser at gå på opdagelse i Roskildes program, hvis man bevæger sig væk fra Orange, men det er rigtigt, at tager man kun afsted for at se musik, man kender i forvejen, så kan det hurtigt blive kedeligt.

En interessant udvikling, som jeg til gengæld har oplevet blive mere udtalt gennem de nu tre årtier, jeg har besøgt Roskilde, er, at det yngre publikum er blevet mere “luksus”. Man bliver hurtigere træt, man tager tidligere hjem – især hvis DMI siger, at der kommer lidt byger o.s.v.

Sidste år var der en del mudder (dog ikke i nærheden af, hvad der har været de værst ramte Roskilde-år). Dér tog mange tidligt hjem. Det samme skete i år, selvom det egentlig var nemt at komme rundt på pladsen, og hvad værre var – de, der blev tilbage, virkede trætte og udmattede og kunne ikke mønstre energien til at løfte de koncerter, der blev spillet.

Er vi ved at være dér, hvor vi kan diskutere at forkorte Roskilde til 3 dages fuldt pakket program i stedet for 3½ (onsdagen er jo i forvejen lidt kort)? Det ville skære lidt af det overflødige af programmet, og det ville gøre livet nemmere for de publikummer, der simpelthen ikke har hulemand nok tilbage i sig til at klare en hel uge i telt og på druk med toastbrød og dåsemad som den primære ernæringskilde …

Dét sagt, og til musikken, så var der ikke meget at komme efter lørdag, med metal- og rockbrillerne på. Første levende billeder var faktisk det engelske punkband The Chisel, som først var programsat først på aftenen. Jeg fik ikke bevæget mig ud på pladsen før om eftermiddagen, hvor jeg shoppede lidt rundt og konstaterede, at der var ret tomt. Africa Express, med Damon Albarn gemt et sted, spillede på Orange for nærmest ingen mennesker, og det var en fin eftermiddagskoncert at starte op med.

Forløsende pånk 
Og mens Africa Express spillede videre på den anden side af halvanden time, var det blevet tid til The Chisel på Gaia. Det lille telt med den ofte ret dårlige lyd – og dér, vi så flest koncerter i år, i øvrigt. Der er ikke mange rester tilbage af punk på Roskildes program længere. Faktisk kunne vi kun tælle Lambrini Girls foruden The Chisel, så det var nærmest forløsende med en komprimeret halv times koncert og 2-3 minutters knaldperlesange.

Kvartetten spillede simpel pånk uden så mange dikkedarer, med forsanger Bad Cal i Cocteau Twins-tee og i god bevægelse rundt på scenen. The Chisel har desværre ikke de mindeværdige sange til at løfte herlighederne til et højere niveau – der må man læne sig op ad sangteksterne, herunder én, som Cal dedikerede til sin “abusive dad”. Men som sagt var det forfriskende med lidt simpel musik uden for mange akkorder, og hvor et ældre publikum fik mulighed for at stampe lidt støv op.

Bagefter spillede Kollapse & Grava på Gloria med lidt forsinkelse p.g.a. teknisk knas. Jeg har ikke dyrket post-metal og sludge i mange år efterhånden, så det var ikke noget, jeg orkede særligt mange minutter af, men jeg nåede da at se Under Byens Henriette Sennenvaldt på gæstevokal i et Anne Linnet-nummer, og det var også friskt nok spicet op med trompet i lydbilledet, der ellers sendte mig 20 år tilbage i tiden til Cult of Luna og Neurosis og andre af Kollapse & Gravas forbilleder, der tidligere har spillet på festivalen.

Lave batterier og lange søm
Hurtigt videre til Arena og Nine Inch Nails, som der var god kø til, og som jeg havde fået æren af at skulle anmelde. Det var fjerde gang, jeg så Trent Reznor og hans band på Roskilde, og det var også den svageste af de fire. Som jeg skrev i introen, så virkede folk lørdagstrætte efter en lang festival, og det var vildt at sammenligne energiniveauet til denne koncert med fx Wet Leg eller Deftones fra åbningsdagen.

Det var lidt komisk, at Nine Inch Nails havde fået mærkaten “High Energy”, for det kunne ikke være mere misvisende. I pitten havde mange i hvert fald travlere med at ryge smøger end at bakke bandet op. Da amerikanerne sidst var på Roskilde – i 2018 – spillede de samme sted, men om onsdagen. Ikke noget at sige til, at der har været mere energi i reserverne på dét tidspunkt. 

Så gjaldt det anmelderi, og jeg fik derfor ikke tjekket The Raveonettes og Lambrini Girls, men heldigvis var mine gæve Devilution-kollegaer på pletten, inden der blev lukket helt ned for årets Roskilde Festival.

Vi ses i 2026!