Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

VMF'23: Lørdagens lækre lyde

Updated
Galge-5
Galge-12
Katatonia-5
Katatonia-4
Master-2
Withering Surface-2
Dust Bolt-2
Dust Bolt

Såvel danske som internationale bands leverede solide indsatser på Paletten lørdag aften, der blev en lang og lækker oplevelse i Viborg.

Kunstner
Titel
+ Master + Dust Bolt + Withering Surface
Spillested
Dato
04-03-2023
Fotograf
Neil Poulsen
Karakter
4

Efter en fredag med virkelig gode koncerter fra bl.a. danske Konvent samt hovednavnene Pestilence og Decapitated, var det lørdag tid til en endnu længere dag, hvor danske Galge havde æren af at varme publikum op. De fjoger lidt rundt på scenen og forsøger ihærdigt at piske en stemning op. De spiller godt og får ligesom gjort det, de skal. Kickstarte dagen. 

Derfra tager Vansind over, som vi anmelder særskilt her. De var også gode.

Det blev mantraet hele lørdagen. Vi oplevede ikke decideret dårlige koncerter. For Withering Surface var veloplagte med deres melodiske dødsmetal og forsanger Michael H. Andersen formår at binde sløjfe på historierne til hvert nummer. De starter ud med 'Walking on Phantom Ice' og buldrer hurtigt videre i 'Leaves in the Stream'. Da de kommer til 'Joyless Journey' er der næsten lidt Iron Maiden over guitarerne, selvom genren er umiskendelig melodisk dødsmetal. Der er en forståelig fokus på nye numre fra en kommende plade, ligesom det også var interessant at opleve deres nye guitarist Marco Angioni. Det var hans første koncert med Withering Surface og det gik ganske udmærket for alle parter.

Sådan var det også med Dust Bolt. Tysk partythrash. Deres energi på scenen var virkelig god, og de leverede en thrash-fest mellem en masse dødsmetal. Dust Bolt vandt Wacken Metal Battle tilbage i 2011 og har siden udsendt fire plader, hvorfra Viborg Metal Festival fik lidt af hvert. Et af de bands, der nemt kan falde igennem fordi de ikke nyder samme genkendelsesfaktor som mange andre på plakaten, men det her var en positiv overraskelse.

Præcis det samme kan siges om Master. Det er i den grad koryfæer i dødsmetalgenren. Eller rettere, det er forsanger, bassist, sangskriver og omdrejningspunkt Paul Speckmann, der siden 1983 har stået i front for sit band. Nuvel, nok hed de Death Strike de første par år, men da de skulle indspille demoer valgte de Master og det har nu holdt ved siden 1985. Knap 40 år og 14 plader senere står Speckmann her stadig. Nu på Viborg Metal Festival, hvor han i en time sammen med sin guitarist og trommeslager kværner sig gennem materiale. 'Subdue the Politician', 'Slave to Society', 'Return to Vietnam' og naturligvis 'Terrorizer' og 'Pay to Die' fra debutpladen serveres sikkert til publikum på Paletten. Og da han introducerer 'Judgement and Will' erkender han da også, at den er fra da han blev født. Tilbage i 1921. Publikum er med på både musikken og den tørre selvironi, der gennemsyrer Speckmanns humor fra scenekanten. Der bliver også pjattet lidt før 'Submerged in Sin' sætter gang i en moshpit, og hans afskedssalut fortjener at blive gengivet:

"God festival, gode folk, god Jack Daniels. Tak for at få os herover, Michal", men reference til Michal Gajos, der står bag Viborg Metal Festival. Publikum takkede også, for Master gav en god koncert.

Derefter var det tid til Katatonia. Et af de større navne, der brugte lidt mere tid på at gøre trommerne klar end man havde regnet med, hvorfor koncerten først startede et kvarter over tid.

Svenskerne er også glade for at være i Viborg, og de spiller deres seneste plade. Indhyllet i røg og udelukkende belysning bagfra draperes deres drømmende metal i den helt rette stemning. Musikerne står som silhuetter og publikum lader sig henføre og forføre ud i den svenske doom-metal. Forsanger Jonas Renkse formår stadig at holde folks opmærksomhed. Klassikere i deres live-set som 'Lethean' fra 'Dead End Kings' samt naturligvis 'My Twin' og 'Forsaker' blandes med 'Austerity', 'Colossal Shade' og 'Opaline', der alle er fra 'Sky Void of Stars', der udkom i januar måned. En godkendt optræden i det midtjyske.

Da Katatonia havde lukket ned med 'Old Heart Falls' fra den, ifølge vores anmelder, mesterlige plade 'The Fall of Hearts' fra 2016, var tiden inde til hovednavnet I Am Morbid. Den koncert kan man læse om særskilt her.

Konklusionen på Viborg Metal Festival 2023 er derfor, at det var mindst lige så godt, som vi havde håbet på. Gode bands og lækre faciliteter. Vi gjorde brug af hotellet Peak12, der ligger i samme bygning som Tinghallen og Paletten, og det fungerede helt perfekt. Man kunne uden problemer nå på hotelværelset mellem koncerter, hvis man lige skulle aftræde på naturens vegne eller hente noget. Helt optimalt. Og selvom morgenbuffetten på Palads Hotel nede i centrum bestemt trækker, så var dens kulinariske konkurrent på Peak12 skam også til at leve med. Og modsat Aarhus, Aalborg, København osv., så er parkering af bil gratis lige ved døren til spillested/overnatning. Det er den slags detaljer, der varmer en magelig jydes hjerte. Vi tør godt allerede nu love (true med?), at vi kigger forbi igen i 2024.