Top 5 – Gode ting ved ikke at være på Copenhell

Ha, suckers, tog I virkelig på festival? Ugens top 5 handler om, hvorfor det var en dårlig ide.

Så er Copenhell ved at fise af og de flestes nerver er på vej tilbage i nogenlunde almindeligt tempo. Men ingens mere end mine. Jeg har nemlig været så smart, at jeg har fundet på det ultimative trick. Når folk har været på Copenhell, bliver de trætte og der er altid en masse i vejen. Men ikke for mig. Jeg blev nemlig hjemme. Og nu skal I høre fem gode grunde til, at det var smart.

5. Det var nemt
Refshaleøen? Det er kraftedeme nærmest Amager. Og man skal cykle i hundrede år og ind i en bus eller en metro eller på en båd eller alt muligt andet. Næh du, hjemme på sofaen, det er livet. Det er pissenemt. Man kan for det meste bare blive siddende. Og man skal ikke til at vakle rundt på en snoet vej midt om natten og danse quickstep mellem opkast og glasskår for at undgå livstruende infektioner. Som regel ikke, i hvert fald.



4. Ingen andre mennesker
Let’s face it. Et af de helt store problemer med Copenhell – og i virkeligheden det meste andet – er andre mennesker. Sartre sagde det, Slipknot sagde det. Alle de store er enige. Folk råber og larmer og skubber og siger irriterende ting og spilder øl ned af nakken på mig. Ikke hjemme hos mig, du. Der var fred og fordragelighed og ingen problemer. Og så var der helt, helt stille.



3. Det var billigt
En firedages billet til Copenhell kostede fandme over 2000 kroner! Det er saftsuseme dyrt, mand. Og så skal man også have priserne på øller og mad og alt muligt andet med i overvejelserne. Man kunne jo nærmest tage på jordomrejse for de penge. Sådan var det sgu ikke for Vor Mand på Vestegnen. En hel flaske hvidvin i netto: kr. 35,-, så er den sgu på plads. Jeg kunne nærmest få to af dem for prisen på en enkelt fadøl på Copenhell. Og madudvalget! Well, madudvalget var elendigt. Vi er jo på Vestegnen – det tætteste Danmark kommer på USA’s food deserts. Men så kunne man også hidse sig op over det!


 
2. Ro og fred
En af mine kolleger her på bladet fortalte mig, at de havde gået 67 kilometer henover festivalen. 67 kilometer! Det er fandme som at vandre hele vejen til Gilleleje! Helt smadrede fødder, havde de. Godt det ikke var mig. Jeg kunne bare sidde med benene oppe i sofaen og snacke og drikke min billige hvidvin. Det er livet, du!



1. Musikken
Ha, don’t get me started. Så pinligt lineup, altså. Hjemme hos mig kunne jeg helt selv bestemme musikken. Så kunne jeg bare sætte det på jeg havde lyst til og grine af alle dem, der måtte høre noget andet. Alle dem, der stod helt begejstrede og lyttede til sådan nogle ting som Metallica, LLNN, Konvent, Lifesick, Eyes, Emperor og Mercyful Fate og bare havde en vildt dum og åndssvag og ligegyldig og fantastisk og helt, helt fortryllende festival og… *suk*