Top 5 — Copenhell i retrospekt

Det er vildt moderne med læringspunkter, lessons learned, feedback – kært barn har mange navne i bullshit bingo-spillets uendelige ordforråd. Men der er faktisk noget om snakken. For hvordan bliver vi bedre, hvis ikke vi tør kigge tilbage og tage ved lære af fortiden?

Så det gør vi hermed. I et tilbageblik på Copenhell og noget læring, som vi mener, at festivalen med fordel kunne kigge på. For en god ordens skyld gør jeg opmærksom på, at listen ikke er i prioriteret rækkefølge. 

1. Ikke flere dino’er
Det er jo ikke Jurassic Park det her, og selvom der har været værre år rent aldersmæssigt (ja, jeg kigger på dig, 2022), så er det godt nok ved at tynde ud i de store gamle, der ikke allerede har spillet for nyligt på festivalen (ja, vi kigger stadig på dig, 2022). Ser man magasinets anmeldelser igennem er der meget få headlinere, der er kommet nådigt fra deres forestilling, og ingen af dem kom i nærheden af topkarakter. 

2. De danske bands sejrede
Og nu vi er ved topkarakterer, er det værd at bide mærke i, at de danske bands helt generelt bare gjorde det bedre, og at de eneste to koncerter på hele Copenhell-programmet i år, der faktisk løb med de eftertragtede 6-taller, var danske.
Lad os hylde den stærke danske metalscene, og lad os så få givet dem nogle bedre placeringer i programmet og på scenerne. Det kan ikke være så svært – bare ryd lidt op i bedagede Hades-bands, og så vupti – så er der en plads! 
Og tillykke til både Eyes x SYL og Strychnos – begge 6-tallerne var fuldt fortjent!

3. Scenerne og deres størrelser 
Lige fra den største til den mindste scene har vi år kunnet konstatere, at bands enten har fået en for lille eller en for stor scene. Mange af de optrædende på Helviti kunne med fordel have fået en plads på Hades, og hvis man begynder at tælle publikum, så var rigtigt mange Hades-bands nok bedre tjent med Pandæmonium.


Woes på Boneyard (Foto: Peter Troest)

En scene, som vi ønsker helt derhen hvor peberet gror, er Boneyard. Copenhells inkubatorkontor, har vi kaldt det, og det er som sådan et fint område – men lad være med at gøre gode bands til grin ved at placere dem i en container med ærgerlig lyd og så lade som om, at I har sat dem på plakaten. De fortjener bedre!

4. For satan i hell'vede!
Der er mange ord, som skal signalere stor farlighed, selvom festivalen med sine heftige priser og temmelig tidlige nedlukning for musikken helt klart er alt andet end farlig. Den er som designet til de midaldrendes forventninger om magelighed, og det er blevet for meget af det gode. Hvorfor kan jeg dog ikke købe en sandwich uden at påkalde mig alle verdens onde ånder i forsøget på at bestille den. Vi er ikke særligt farlige. Virkelig ikke. Hold op med at lade som om. 

5. Gehenna
Det er altid fedest at slutte med noget positivt. Så det gør vi også her. Gehenna-scenen er en af festivalens større genistreger, og jublen er stor for de anmeldere, der trækker et band på denne scene. Selv forsøger jeg at planlægge dagen, så jeg kan være der mest muligt, for det er bare en virkelig fantastisk scene. Og tænk på alle de dejlige koncerter, vi har fået på Gehenna. Orm, John Cxnnor, Gabestok, Health og mange, mange flere. Den lille oversete scene i skovbrynet er en perle midt i al betontisstøvet. Den må ikke forsvinde. 

Gehenna (foto: Peter Troest)