Top 5 – Onsdag på Copenhell ´22
Der er kun få timer, til portene åbner igen. En dag, vi alle har afventet to år længere end ventet, og derfor med ekstra hårde sommerfugle i maven. Vores skribent Jacobh har udplukket nogen af de ting, han ser mest frem til på førstedagen tilbage i felten på Refshaleøen.
...og der er rigeligt at tage fat på, når man har været der siden day one, da fx Suicidal Tendencies første gang gæstede festivalen som et af hovednavnene, de kulinariske fristelser gav dig mulighed for at vælge mellem pizza, pølsemix og ikke ret meget andet, og Biergarden basically bare var en forvokset pavillion. Vokseværket er brudt ud i alle former, og Copenhell blev lynhurtigt den største metalfestival på dansk jord. Selvom jeg ikke er den største fortaler for al det fjol og gøgl, som er blevet en fast bestanddel af Copenhell-pakken, så er der naturligvis masser af andre grunde til, at jeg har været der år efter år – herunder ikke mindst:
1. Festival-feelingen
Det der med at høre musik i alle ender af rock-/metal-spektret braldre ud fra 4 scener, og friheden, der følger med. At se 10 minutter af en koncert og finde ud af, at det er det argeste skrald, for dernæst at fortsætte videre til noget andet ukendt og få den vildeste aha-oplevelse. Rende ind i mere eller mindre familiære ansigter, enten fra tidligere år eller andetsteds på livets vej, og få vendt verdenssituationen, mens Psycho Miko måske hopper rundt i baggrunden. Roadburn var en glimrende forsmag på den side af festivallivet, omend der selvsagt er flere kendte ansigter at falde over, når man er på hjemmebane – og selvom man, som jeg, er en hærdet koncertgænger, så kan man da altid nyde at høre Iron Maiden endnu engang, selvom det vist ikke længere kan tælles på to hænder, hvor mange gange jeg har set dem – men jeg kan også lave så meget andet, og yay for det!
2. Angstskrig
Ok, så velbevandret er jeg nu ikke i dette nyere, black'n'roll'de foretagende, men der er noget dragende over deres melodiske og groovy tilgang til genren – og så er der altid noget forfriskende over at se, hvad der rører sig i undergrunden. Det er nemt at lade sig blænde af dinosaur-faktoren i år, hvor mange af hovednavnene formodentlig nærmer sig enden, men mindst lige så vigtigt er det at støtte de nye navne, der forhåbentlig, for nogens vedkommende, får lejlighed til at spille for større publikum med tiden, og sidste års 'Skyggespil' giver i hvert fald mig grund til at skrive Angstskrig bag øret.
Nåhja, så er det jo også første gang i år, at Pandæmonium kommer i brug, så håber at se mange af jer derude fra start, så man atter kan føle sig hjemme i Copenhell-land!
3. Metallica-faktoren
Man skulle være et skarn, om ikke man så frem til denne eksklusive mulighed for at se Ulrich & co. for første gang på Refshaleøen. Min egen historie starter med overspillede kassettebånd i 1990, blev sidenhen medlem af fanklubben i 1995, røg min første fed backstage med Kirk Hammett det efterfølgende år, og derfor på alle måder en fastingreret del af min metalliske opdragelse. Selvom jeg hurtigt meldte mig ud af fanklubben igen og søgte andre inspirationer, så er det altid en fornøjelse at se, hvad de denne gang graver frem fra bagkataloget. Ikke mindst, når denne koncert er starten på turnéen, så vi ikke har nogen gigs tidligere på turnéen at sammenligne med. Metallica har altid været gode til at hive små overraskelser ud af ærmet - er det mon i aften, vi endelig skal høre 'Escape' live? Kigger Denner eller Kim Bendix måske forbi til en medley, nu de alligevel er i nabolaget?
Og hvor træls bliver Ligusterhæk-familien? Skal vi høre på knævren og kigge på mobiltelefoner non-stop?
Der er grund til at være skeptisk, men det skal nu nok blive stort alligevel.
4. Den røde øl
Normalvis gør jeg ikke den store dyd ud af at udforske de mere specielle dele af ølmarkedet på disse kanter. Jyde-genet har nok gjort mig lidt mere tilbageholdende, når man ved hvor meget Copenhell-budgettet i forvejen løber op i, men efter diverse annonceringer om årets udbud, er der ingen tvivl om, at specialøllene får lidt mere opmærksomhed fra mig end vanligt.
Her tænker jeg særligt på Blodrod, som de sælger på okkulte og mystiske values (hvadend man så måtte lægge i det), men i bund og grund lyder til at være en spændende, planteinficeret red lager – og så er det godt at se, at Tutten Bodega har fået Rød Tuborg ind i sortimentet. Mit onsdags-indtag bliver med andre ord med al sandsynlighed dedikeret til øl af den rødere slags.
5. Ugly Kid Joe
Selvom jeg må tilstå, at jeg betydeligt hellere ville have set Crypt Sermon doom'e den ud, når Copenhell ellers intet har af denne episke skole, så kommer jeg ikke udenom at have 'America's Least Wanted' stående i vinylsamlingen. Det er sjældent, jeg gider at forfalde til teenage-nostalgi, medmindre der er noget at have det i, og derfor kæmper jeg også lige nu for at bilde mig selv ind, at 'Neighbour', 'So Damn Cool' og 'God' vil lyde lige så fedt live i 2022, som det gjorde for 30 år siden – og så kunne det da i øvrigt også være sejt, hvis Rob Halford gad supplere med gæsteskrig ligesom dengang på 'Goddamn Devil', nu han alligevel er i nabolaget...