Top 5 – Roskilde Festival 2018: Mere sortsjælet end Copenhell!
PopulærPå trods af, at årets Copenhell havde selveste The Prince of Darkness på plakaten, byder Roskilde Festival alligevel på et langt mere dystert program.
Uanset festival, størrelse, lokation og dato er hele Danmarks metalmiljø altid enige om én ting: Der er aldrig nok metal på landets festivaler, eller også er der ikke nok af den rigtige slags metal.
Og hvad Roskilde Festival angår, kan vi år efter år sagtens blive enige om, at festivalen bestemt ikke ville tage skade af mere metal – også selvom vi lige har været på metalfestival i Refshaleøen to uger forinden!
Kigger man nærmere på 2018-programmet, er det bestemt ingen undtagelse, men alligevel synes det denne gang at være en anelse mørkere end tidligere. Nedenfor giver vi fem bud på bands, sorte sjæle bestemt ikke burde gå glip af:
1. Heilung, 6. juli kl. 01.00 på Avalon
“Ritualistic primordial witchcraft music” lyder festivalens officielle beskrivelse af musikprojektet, hvilket ikke kunne gøres mere præcist. Under sidste års Midgardsblot-festival i Norge havde Devilution æren af at se Heilungs anden koncert nogensinde, som uden overdrivelse var en af de største koncertoplevelser, vores udsendte har haft – i hele deres liv. Og der er altså tale om rutinerede koncertgængere! Der er absolut mødepligt, når det danske projekt for første gang spiller på dansk jord!
 ">
2. Watain, 7. juli kl. 01.30 på Avalon
De absolutte grænsesøgere for, hvad man kan tillade sig til en livekoncert (nu hvor GG Allin ikke er iblandt os længere). Svenske Watain akkompagnerer deres pilrådne black metal-toner med et sceneshow, hvor blod, ild, lig og okkulte symboler dominerer det visuelle udtryk. Og skal man tro på rygter, er udtrykket så voldsomt, at det har fået flere af deres koncertgængere til at besvime. Ja tak!
3. Chelsea Wolfe, 5. juli kl. 18.00 på Pavilion
Hvis Ozzy Osbourne er The Princes of Darkness, kan Chelsea Wolfe uden tøven kåres til The Queen of Darkness. Den amerikanske singer-songwriter er en af de mest gråsehudfrembringende kunstnere, den moderne undergrundsscene har budt på i mange år. Hendes genreblandende, mystiske, gotiske, melankolske og dystre musik er stærkt medrivende og lokkende, der får enhver lytter i trance.
 ">
4. Nick Cave & the Bads Seeds, 6. juli kl. 22 på Orange Scene
Hvor skal man starte?! Nick Cave er en af de mest prominente artister, Australien nogensinde har opfostret. Hans tekstunivers kredser altid om livets helt store, mørke og forbudte emner, der på finurligvis altid udfolder sig på evigt overraskende måder. Sidste år gæstede denne velklædte herre og hans orkester Royal Arena i København med en intet mindre end legendarisk koncert, der stadig er et populært emne i danske musikmedier.
 ">
5. Celeste, 5. juli kl. 23.30, Gloria
Minimalistisk sceneshow og bombardisk musik. Lyon-baserede Celeste er et kendt navn på den internationale avantgarde black-metal scene, hvor de særligt har imponeret med deres basale lysopsætning, der danner en minimalistisk og alligevel stærkt impressiv ranne om musikken, der bevæger sig i et dynamisk post-univers af sludge- og sortmetal tilføjet lidt hardcore, som man kender det fra danske Hexis.
 ">