Top 5: Utilfredse (S)tone konger
Hvem vil købe sig fattig i guitargrej, bruge år på at få det til at lyde perfekt og så stadig bare være utilfreds? Det skal vi se på i ugens Top 5.
Indenfor alle genreforgreninger, finder man de såkaldte ‘gearnørder’ eller tone-kings, men særligt i én side af metalspektrummet finder man de største nørder. Og det er i stoner/sludge/doom enden. Altså dem med fuzz og det der ligner. Den perfekte verden er den, hvor guitaren kan lyde så stor, voldsom, growlende, bidende, sydende og samtidig artikuleret som overhovedet muligt. Det er lykkedes for nogle, men dem ser vi ikke på i dag. Nu skal vi snakke om dem, hvor det altid kan blive liiiidt bedre.
Først må vi lige begrebsafklare. Med tone snakker vi ikke do-lo-mi-ya-da-ya-da, altså musiske toner og teori. Vi snakker heller ikke om lyd eller sound, da det refererer til artistens essens, stil og måde at gøre tingene på. Nej, tone er noget så lavpraktisk som hvilket grej, man bruger, og hvordan man bruger det. Derfor spiller lyd og tone dog også uadskilleligt sammen. Forestil dig Periphery spillet med Sleeps tone, eller omvendt. Forfærdeligt.
Måske kompenserer de for manglende tekniske evner, eller også kompenserer de for ...noget andet. Uanset hvad, er det ikke nødvendigvis skidt, for den massive tone er netop genredefinerende. Her får I en top 5 over de mest notoriske og eksperimenterende (s)tonere, der ikke abonnerer på plug 'n' play-filosofien, da tone nærmest er definerende for dem. Intet er tilfældigt og de bliver aldrig helt tilfredse.
1: Matt Pike: Sleep og High on Fire
Der kan ikke være meget tvivl her. Manden med flere aktive forstærker-stacks end overkropsbeklædningsgenstande. Han brænder sig igennem forstærkerrør som en californisk skovbrand, og indtil han stoppede med at drikke, var hans guitarer altid i bedre stand end ham selv. Ingen dummy cabs hos Hr. Pike. Inde på Equipboard.com er der listet hele 146 forskellige produkter, og den liste garanteret stadig mangelfuld.
2: John Baizley: Baroness
Med et regnbueflag af plader må lyden, og derfor også tonen, følge med derefter. Derfor kan og må der bare ikke være stilstand i Baizley’s grej. En hvis portion af grejet skal helst skiftes ud for hver turné, da Baizley ellers føler sig for komfortabel. Det skulle jo nødig gå hen og blive kedeligt.
3: Bill Kelliher: Mastodon
Dette er vel efterhånden et færdigt kapitel, efter at Bill fik sin Friedman-signaturforstærker med det fantastiske navn ‘Butterslax’. Men hvad der ikke har været i rotation af grej hos ham for at opnå en så brutal og klar tone som muligt, er der nok ingen, der orker at vide. Men man kan jo ikke lære en gammel hund nye kunster, så mon ikke der snart er noget nyt i vejen?
4: Mike Scheidt: YOB
“Den perfekte kombination mellem brutalt og smukt” er ordene Mike Scheidt bruger forsoningsfuldt om sine Eminence Man ‘O War højtalere i hans Mammoth kabinet, og det beskriver ret godt både Yob’s lyd og tone, der langt fra er skidt, som hans navn ellers kunne antyde. Nu mangler han så bare blive enig med selv om hvilken forstærker og hvilke pedaler, han foretrækker.
5: Mike Sullivan: Russian Circles
Kontrasterne mellem næsten Russian Circles’ næsten black-skovgrumsede lyd til klokkeklare englebjælder, bliver i høj grad defineret af Sullivans enorme pedalboard og bastunge forstærkere. Selv potmeterknapperne på alle guitarene er skiftet ud.
Bonus: Tony Iommi
Iommi har stort set brugt det samme udstyr fra 1970 og op til nu. Men tidligt i Sabbaths karriere, fik han stjålet sin Dallas Rangemaster treble booster, og det blev aldrig helt det samme for ham igen - indtil han fik bygget en klon i 2001.