Phlogiston, fuzz og doom
Populær
Science-fantasy doom, som lyden af et skibsskrog, der knuses af trykkket på havets bund.
2. Lake
3. Among the Holy
4. Abyssal Trip
5. Peregrin
6. Silent Rift
Spelljammer er to ting: Først og fremmest, som så meget andet i vores hjørne af den tunge musik, stammer det fra en anden nørdet kælderkultur – nemlig bordrollespillet. I gamle dages Dungeons and Dragons fandt man på, at alle de forskellige verdener, folk havde fundet på, skulle hænge sammen, og man skulle kunne rejse mellem dem. Det var alt sammen en undskyldning for at hugge rumorker i stykker i store, phlogiston-farende rumpiratskibe.
Sådan nogle her:
Den anden ting er naturligvis dette svenske stoner-band. Og de hænger egentlig ret fint sammen med dette besynderlige science-fantasy-univers, de har valgt at tage navn efter. Og billedet illustrerer meget godt hvorfor. For denne, Spelljammers anden LP, suser konceptuelt både rundt i mørket og på et mere visceralt plan, langt under jordens overflade.
20.000 favne under havet
For et band, der lagde ud med at spille ørken-rock for små ti år siden, er de kommet langt ud på den anden side. Hvis inspirationen en gang var Black Sabbath med et nik til Kyuss, bevæger vi os nu i Black Sabbath via Electric Wizard.
‘Abyssal Trip’ er nemlig, som titlen også lægger op til, mørk, mørk, mørk. Vi lægger ud med fuzz og luftalarm, inden tonstunge guitarstrøg tager over og åbner for pladens distortion-gennemblødte lydspor. ‘Bellwether’ er en sublim starter, og vi får en klar fornemmelse af hvad det er Spelljammer vil. Det er tungt og tordnende og giver lytteren den ubehagelige fornemmelse af at synke ned i dybet.
På opfølgeren ‘Lake’ bliver der til gengæld sparket til skroget. Distortionen er altomfavnende, og følelsen af trykket omkring dig eksploderer i den punkede aggression, Spelljammer lægger for dagen. ‘Lake’ skiller sig ud fra både det foregående og de følgende numre på baggrund af sit enormt skiftende tempo og voldsomhed, der trækker tråde til High on Fire, især igennem vokalen, der i den grad peger på Matt Pike med sine hæse, snerrende bjæf. Kort herefter skifter bandet gear og minder i højere grad om et af Pikes andre projekter, det ikoniske Sleep, i sin nedtunede jam-stemning og den sitar-agtige guitar.
Troldmanden jammer
Efter den korte rumfart bevæger vi os skrapt nedad igen, hvor vi mødes af den massive tyngde og den hjerneblæste vokal ‘Among the Holy’ byder på. Hvis man følte Ozzy lød smadret på Vol. 4, er dette kulminationen. Sjældent har noget lydt mere som en musikalsk overdosis.
‘Abyssal Trip' er fyldt med højdepunkter, nærmest kun afbrudt af det korte mellemspil ‘Peregrin’. Titelnummeret og afslutteren ‘Silent Rift’ konkurrerer med hinanden om de fedeste rustne soloer, de meste proggede og trippede passager og den mest knusende, godstogsagtige kombination af densitet længde og kraft.
‘Abyssal Trip’ tilbyder 44 minutters absolut fremragende stoner metal med nik i retning af både store og mindre inspirationskilder; titelnummeret kunne næsten være fremført af de stærkt savnede genier i Cough, hvis disse krydrede deres nedtur med bevidsthedsudvidende stoffer.
Det er hér inspirationen fra navnekilden kommer i spil. Krydsfeltet mellem rumfart og skibsforlis er intet mindre end brilliant, og begge dele indfanges til fulde af lyden. Om det er iskoldt vand eller æterisk phlogiston, der fylder dine lunger er underordnet. Du ved, det er lyden af din eksistens’ ophør.