Grum, Grummere
Triumvir Foul giver dig ikke mange chancer for at få vejret på deres tredje og sidste album ‘Onslaught to Seraphim’. En acquired taste af fordærv og kaos i et hengemt mørke.
Flesh Diocese
Domini Befallen (To Doom)
Bašmu Enthralled, Horned Creations
Serpents' Gnash for War
Slither of Corruption (The Demise of the Three Serpents)
Infected Virtue
Onslaught To Seraphim
Skyerne er så småt begyndt at samle sig, en kold vind lægger sig dikterende på stemningen, og vinteren sniger sig roligt ind på os - det perfekte miljø for en ny Triumvir Foul-plade. Triumvir Foul udgav med ‘Triumvir Foul’ i 2015 og ‘Spiritual Bloodshed’ i 2017 to mørke og fantastisk lækre album, der gav genlyd verden over i dødsmetalkredse. Det er altså med en vis spænding, at jeg sætter mig til at lytte til ‘Onslaght to Seraphim’, og det undrer mig, at vi er godt inde i september, før jeg opdager at have “glemt”, at de har udgivet nyt.
Ridt mod afgrunden
Med ildevarslende intro sætter Trumvir Foul i gang med ‘Presage’, som hærgende og smadrende starter albummet med høj puls kun afbrudt af et roligere stykke i enden, inden nummeret ‘Flesh Diocese’ fortsætter stilen. Et smadret, abstrakt lydbillede med kaos og fordærv. Ingen ro, kun et målrettet ridt mod afgrunden. Således trænger vi også til det break og den langsommere hastighed, vi får i ‘Domini Befallen (To Doom). Her synes jég, man kender bandet. Nummerets sidste minutter er en lækker og kontrastfyldt blanding af død og tristesse, smadder og udpustende ro. En stemning, der fader over i den roligere ‘Bašmu Enthralled, Horned Creations’, før ‘Serpents´s Gnash for War’ igen tager over med et hæsblæsende tempo tilført et mørkt og langsomt pusterum i enden.
Der er ingen tvivl om Triumvir Fouls kvalitet og betydning for den seneste rådne bølge af dødsmetal op gennem 10'erne - utrætteligt og tight trommespil midt i det ellers slappe lydbillede, bestialske riffs og halvabstrakte, alarmerende guitarsoloer tilført en helt igennem rådden og ond vokal. Alt sammen tilført stemningsskabende rumklang.
Albummets tre sidste numre er der, hvor det for alvor bliver godt på ‘Onslaught To Seraphim’. ‘Slither of Corruption (The Demise of the Three Serpents)’ starter tilbagelænet, men kommer hurtigt i gang med den ødelæggende hærgen vi nu kender albummet for. Et dejligt og tiltrængt break er at finde hist og her, og ‘Infected Virtue’ tager stafetten videre med sit bastante og fremadrettede udtryk. Som den fordærvede og skimmelramte indtørrede vindrue i enden tager titelnummeret ‘Onslaught To Seraphim’ os med på en kaosfyldt ende på albummets univers. Et tungt, hæsblæsende og chunky riff tilsat kaotisk død og ødelæggelse med plads til solo og desperate, skrigende singleguitarer.
Død gange død
Der er godt gang i ‘Onslaught To Seraphim’. Måske endda for meget. Hvor vi før har kendt Triumvir Foul for at kombinere døden med de roligere passager som kontraster, der definerer hinanden, er der på dette album færre af netop disse kontraster. De roligere og mørke passager er færre i antal, og vi er efterladt med 35 minutter næsten ren hæsblæsende kaos. “Og skulle det nu være dårligt?” kunne man spørge, og ordet dårligt er ikke velvalgt i sammenhængen, for Triumvir Foul er et dygtigt band, der også her leverer kvalitet.
‘Onslaught To Seraphim’ er et godt dødsmetalalbum. Men det ér kedeligt i længden. Død og hærgen tilsat mere død og hærgen er ikke super spændende. I hvert fald kan det være svært at skelne fra hinanden, og det er en skam, når vi er i en liga som Triumvir Foul.
