"We learned more from a three minute record than we ever learned in school,” synger Bruce Springsteen, men hvad lærte vi, der voksede op med metal, egentlig? Vi giver fem bud.

Ungdomshusets doomfestival havde lidt svært ved at komme fra start på andet år, men blev reddet af brøleharmonier fra et erstatningsnavn og knallertrock fra et stamband.

Franske boogiedoom-kæmper, aggressive misantroper, en seriemorder og makedonske noiserockere gjorde andendagen i Ungdomshuset til en succes. 

Hvis den fjortenårige Jakob Levinsen havde lyttet bedre efter, da der blev spillet Alice Cooper til teenagerfesterne, er det ikke sikkert, at han var fortsat videre på universitetet. Men så er det heller ikke sikkert, at han ud over at være heavy-fan også havde været forfatter, oversætter og operaanmelder.

Arvefjender på metalscenen, okkulte ritualer i floddeltaet, panfløjter og kæmpestore øl: Briller Af Stål vender tilbage til metallandet Chile halvandet år efter den første serie artikler for at samle trådene og lægge nogle nye ud.

Hun skriver historiske romaner med både hed romantik, drabelig vold og episke dramaer, og sådan foretrækker bestsellerforfatteren også sin musik.

Som lam blandt ulve vandrer de, de kristne metallere. Mere eller mindre utvetydigt forkynder fem doom-bands den sande kristentro, men helt frit for at være ufrivilligt komisk er det altså ikke.

 “Jeg har aldrig forstået Satan-dyrkelsen,” erkender kulturjournalisten, forfatteren og salmedigteren Daniel Øhrstrøm, der har en fortid som kristen heavy-fan bag sig.

Alt var ved det gamle i metalland i 2016: De store festivaler blev større, de store bands blev større, og publikum voksede også. At det skete på bekostning af ambitioner om at ville rykke noget ved metallen, er der heller ikke noget nyt i, men i trygheden findes også kimen til metallens endeligt.

Set med briller af stål var 2016 et år domineret af svulstige, herligt overlæssede konceptalbums om rummet, kulden og ilden. Dét og så Bathory.

Whores og Helmet fjerner støjen og mislydene fra deres støjrock, så man står tilbage med noget, der i bund og grund bare er rock. Med betoning af “bare”. 

Mens resten af nationen enten hylder forbrugssamfundet og resten forarges over selvsamme på Black Friday, kan metalpublikummet byde dagen velkommen med en ny bunke navne til næste års store metalbrag på Copenhell 2017. 

Demoet var altid bedre, det er dødsmetaldogme # 1. Alligevel prøver tre veteranbands at holde døden fra døren med nye udgivelser.

De sidste mange år har der været et navn, som danske festivalgæster igen og igen har sukket efter. Nu kommer de næsten – næsten – til Copenhell, der annoncerer fire nye navne til næste sommers metalfest.

Af alle hybridgenrer har stonegaze nok det navn, der vækker størst umiddelbar irritation. Tre aktuelle plader viser, at det ikke behøver at være helt så belastende.

Norsk black metal er i fare for at blive lige så museal og ufarlig som gjøltroldene i souvenirbutikkerne. Og det hjælper alle blackpackerne med til at gøre den, indser Briller Af Stål på vej op ad et fjeld i en mur af tåge.

Mens resten af redaktionen væltede rundt til sommerens metalfestivaler og blev fulde og brokkede sig, drog Briller Af Stål til Norge og prøvede at finde essensen af black. Spoiler: Det lykkedes ikke.

Vi har valgt at tage imod Metallicas nye single ved at lade størstedelen af redaktionen minianmelde nummeret. Anmeldelserne er skrevet uafhængigt af hinanden – men der breder sig alligevel stor enighed. Læs selv.

Metal har altid gerne villet være lidt kontroversielt og edgy, men det må være muligt at høre noget, der hverken er dumt, racistisk, voldsforherligende eller bare bøvet. Vi giver fem bud på politisk korrekt metal, der stryger én med hårene.

For Big Mess-guitaristen var metal længe en guilty pleasure, men med årene har han fundet ud af, at det egentlig kan være meget fedt at have det fedt til fed musik.