Nøgendans i katakomberne
Benni Bødkers horrorroman for voksne er blevet kaldt dødsmetal, men anslaget er mere raffineret end dét – og fortrinligt kulørt.
Genrelitteraturen har langt om længe fået æresoprejsning i dansk litteratur. Hvor det indtil for nylig ansås som underlødigt og med lav litterær værdi, synes der efterhånden dårligt at være den cool skønlitterære forfatter med respekt for sig selv, der ikke har fundet i inspiration i genrekonventionerne i sci-fi, fantasy eller, gys, horror.
Man kan dog ikke klandre Benni Bødker for at være følgagtig: Som børnebogsforfatter har han flere titler bag sig, end mange mennesker har stående i reolen – et stykke over 100 opgør forlaget det til – og en fællesnævner i dem har været horror. Zombier, vampyrer, sorte maguser, bæster og gruopvækkende skabninger fra folkeeventyrene. Fælles for dem har også været, at de har fænget begynderlæsere, som få andre evner at gøre det. Bødkers livslange nørdede begejstring for gyset er smittende, og hans læsere er trofaste – i hvert fald i de få år af deres barneliv, hvor de er på niveau med hans bøger.
Netop de to forudsætninger – den smittende begejstring og lysten til at kunne folde sig ud med et højere lixtal – må man forestille sig ligger til grund for ‘Occidentens Stjerne’, hans solodebut som voksenforfatter efter at have skrevet en række krimier sammen med partneren Karen Vad Bruun. Og så ikke mindst den forudsætning, at selv et forlag som Gyldendal aktuelt kan se et publikum til en gotisk gyserroman.
Selvbevidst kliché
Uden at skulle hænge nogle af de andre danske forfattere, der har lånt greb fra genrelitteraturen og brugt konventionerne som afsæt for deres historier, ud, er Bødker den rette til at skrive denne type roman. Han kan stoffet på fingrene, og der er på intet tidspunkt noget som helst forstilt over ‘Occidentens Stjerne’. Damer i balkjoler dåner, mænd i kjole og hvidt sniger sig gennem katakomberne, hvor sataniske cirkler danser nøgne rundt med dæmonmasker, og droscher klaprer hen over Paris’ regnvåde brosten i 1905: Det hele er velkendt og trygt, hvis man har snuset bare lidt til gyset, men klichéerne er brugt respektfuldt og selvbevidst.
På det punkt minder Bødkers roman uvilkårligt om nogle af Jorge Luis Borges’ gotiske noveller: De var på samme måde båret frem af en genuin kærlighed til gyserhistorien og lysten til at beskæftige sig med en filosofisk problemstilling, som i bund og grund er lige vel kulørt. For kulørt er ‘Occidentens Stjerne’ aldeles ublu med sit hemmelige selskab af okkultister og anarkister, med sine elektrisk ladede mumier, sine labyrintiske gange, ritualer og en nyligt afdød sektleder, hvis overmagt fik sit fysiske udtryk i et bjerg af kød og fedt.
En bro til metal
Det er altsammen så fornøjeligt, og historien som er fermt afviklet i et arkaisk sprog, der igen minder om Borges, så man er villig til at give pokker i, at Bødkers ærinde snarere er at lave romanen som en stiløvelse end at bruge formatet til noget mere. Hvad man så end måtte ønske sig, at dette “mere” skulle være. Man ser også gennem fingre med, at plottet føles så velkendt, at dets overraskelser aldrig bliver rigtig overraskende. Det er jo på sin vis også meget behageligt som læser at kunne føle sig lige et par sider foran hele tiden.
‘Occidentens Stjerne’ er ikke noget mesterværk, men den er en vigtig udgivelse på dansk: Der måtte gerne være flere, der som Bødker gik fuldkommen ind på genrens præmisser og skabte nye værker indenfor den. Bødker selv må for den sags skyld hellere end gerne tage det på sig at være den, der gør det. Metals forhold til horror er langt og velbeskrevet, og at Bødker selv har en fod solidt plantet i hver lejr er ligeledes veldokumenteret. 7”-singlen og bogudgivelsen ‘Den dobbelte grav’ sammen med David Mikkelsen fra Extremely Rotten Productions og Undergang genåbnede broen mellem de to verdener, der tidligere var så nært forbundne. Metal har brug for forfattere som Bødker, der forstår præmisserne og har respekt for historien.
Alligevel var det en misforståelse, da Christian Dorph i Weekendavisen sammenlignede romanen med dødsmetal, for det er den ikke. Den er langt mere forfinet end det, den er som lettere overstyret gotisk doom.