Fjender mødes, og død musik opstår
Populær
Den har været ventet med spænding og frygt. Jonas Åkerlunds spillefilm om mord, kirkeafbrændinger og norsk black metals mest berømte fejde rammer heldigvis plet.
’Lords of Chaos’: En bog, der blev skrevet af forfatterne Michael Jenkins Moynihan og Didrik Søderlind tilbage i 1998. Den gennemgik i detaljer de begivenheder, der førte til, at Mayhems forsanger Per Yngve Ohlin alias Dead begik selvmord, ligesom den berettede om konflikten mellem Kristian Vikernes og Øystein Aarseth, bedre kendt som Varg Vikernes og Euronymous, der endte med at Vikernes dræbte Aarseth. Den fortalte også om Bård Guldvik Eithuns – Faust fra Emperor – mord på en mand i Lillehammer, og som om tre dødsfald i og omkring ét band ikke var nok, var der også afbrændingerne af de verdenskendte stavkirker i Norge. At kalde det en dramatisk periode er en underdrivelse, ikke kun for metalmiljøet, men i særdeleshed for Norge.
Mens begivenhederne fandt sted, kunne man følge dem i de norske og danske dagblade i midten af halvfemserne. Så kom ’Lords of Chaos’, der i den grad udfrittede flere af hovedpersonerne, og alle havde i starten travlt med at tage afstand fra den. Historien har dog vist, at den faktisk har ramt plet med flere af begivenhederne og årsagerne til dem.
Her i 2018 er bogen så blevet filmatiseret efter at have været på vej i flere år. Det er instruktøren Jonas Åkerlund, der står bag projektet, og hvis du som fan af heavy metal synes, at det navn lyder bekendt, så er det måske, fordi han var trommeslager i ingen ringere end svenske Bathory tilbage i 1983-84. Så han har sin egen fortid i black metal. Siden har han været filmmager og stået bag musikvideoer til Roxette, U2, Rammstein, Britney Spears og Metallica. Det var også ham, der lavede musikvideoen til Prodigys ’Smack My Bitch Up’, som fik en blandet modtagelse grundet dens åbenlyse afbildning af stofmisbrug og prostitution. Det er altså en mand, der er vant til at arbejde med store navne, kontroversielle emner og med en fortid i black metal. På papiret den rette mand.
Knas i kliken
Filmen ’Lords of Chaos’ tager afsæt i Øystein Aarseth og Per Yngve Ohlin. Euronymous og Dead. De danner rygraden i Mayhem og har et nært venskab. Dead er en særling fra Sverige, der begraver sit scenetøj, så det lugter råddent, og han har en morbid fascination af både livet, døden og råddenskaben. Han skærer sig til blods på scenen og frastøder og tiltrækker på én og samme tid. Sammen med resten af Mayhem følger man i filmen de unge nordmænd og den forstyrrede svensker i de formative år af bandets karriere.
Ind fra højre kommer Kristian Vikernes fra Bergen. Han vil gerne være med i kliken, der roterer om aksen, der er Øystein Aarseth. Aarseth er klikens leder. Mest af ord og på grund af det faktum, at han har forretningen Helvete, der sælger heavy metal-vinyler. Vikernes kan i starten ikke rigtig få lov at være med, men han får med tiden indyndet sig og ser hurtigt, at Aarseth er mere snak end handling, og han rykker på det. Det udstiller Aarseth, og en rivalisering opstår. Særligt da Aarseth hører Vikernes' demobånd og indser, at her er en musiker, der måske kan gøre det lige så godt som, om ikke bedre end, hans eget band, Mayhem.
Midt i det hele begår Dead selvmord. Aarseth arrangerer gerningsstedet, tager billeder og laver halskæder af fragmenter fra hjerneskallen. Her har filmen valgt at tage den sensationelle version af historien, og det er naturligvis et dramaturgisk begreb, der er med til at understrege stemningen og situationens alvor. Derefter tager begivenhederne fart. Kristian Vikernes insisterer på at blive tituleret Varg, og kirkeafbrændingerne bliver pludselig en realitet og ikke en tom trussel fra Aarseths side.
Det ændrer magtforholdet internt i kliken, der nu hedder ’Black Metal Mafia’, og Aarseth hævder at have opfundet ’True Norwegian Black Metal’. Rivaliseringen når et klimaks, da Aarseth udgiver Vikernes' debutplade og bruger pengene fra salget til studietid til indspilningerne af Mayhems egen plade, ’De Mysteriis Dom Sathanas’. Det spidser til, og Aarseth må tilbyde Vikernes en plads som bassist for at holde ham hen rent økonomisk.
De fleste af vores læsere kender historien om, hvordan deres forhold sluttede brat i Aarseths opgang i Oslo en sen nattetime, og der slutter filmen også. Et glimrende filmisk portræt af to meget stærke personligheder, der hver har deres styrker og svagheder. Aarseth er verdensmanden, der er rigtig god til netværk, distribution og forretning og gerne vil føre sig frem, men som ikke er synderlig begejstret for at følge ordene op med handling, når det kommer til det med vold og satanisme. Vikernes, derimod, er den bramfri enspænder fra Bergen, der ikke er bange for at lade handlingerne tale og dermed tiltrækker en masse opmærksomhed.
Homoerotiske undertoner
Euronymous spilles glimrende af Rory Culkin, der er lillebror til Macaulay Culkin, som man kender fra ’Alene Hjemme’-filmene. Det gør Rory Culkin virkelig godt. Varg Vikernes spilles af Emory Isaac Cohen, der også brænder godt igennem i filmen. Dead spilles af Jack Kilmer, der er søn af Val Kilmer, som selv har prøvet at spille rockstjerne i filmen ’The Doors’. Det er filmens tre hovedpersoner, og de gør alle et fortræffeligt stykke arbejde. Det er dem, der bærer filmen. Så meget, at Valter Skarsgård, der spiller Faust fra Emperor, ender som en afstumpet sidekarakter. Mordet på manden i Lillehammer er med i filmen, men det er tydeligvis ikke instruktørens fokus. Valter er i øvrigt søn af Stellan Skarsgård, så hovedrollerne er alle besat af personer, der i den grad har haft skuespillerlivet i blodet.
Som fan af musikken siden halvfemserne havde jeg set frem til filmen med rigelig mængde skepsis. Jeg frygtede i den grad, at det ville være en kikset b-film, der ville være mere amatøragtig end ’Reptilicus’. Men den skepsis blev heldigvis gjort til skamme. Skuespillerne gør det godt. Dramaet og spændingen fungerer mellem Euronymous, Varg, Faust, Necrobuther, Dead og Ann-Marit, der startede ud som groupie og blev Euronymous’ kæreste. Hun er spillet af popsangerinden Sky Ferreira og gør det ligesom de mandlige hovedroller godt. Åkerlund spiller på uerkendte homoseksuelle spændinger mellem både Aarseth og Vikernes, der i starten deles om Ann-Marit, og Aarseth og Dead, og han har valgt at vise det ved at lade Ann-Marit ligne Dead til forveksling. Med det perspektiv på spændingerne kan det godt undre, at han så ikke har gjort mere ud af Fausts mord på en homoseksuel, der tilsyneladende handlede om, at de andre i miljøet drillede ham med hans feminime ydre.
Rory Culkins voiceover i starten af filmen og flere andre steder gør, at man følger filmen som et drama og en dokumentar på én gang. Man kender jo slutningen og konsekvenserne, men man gribes alligevel af handlingen og ser nysgerrigt på, når Åkerlund fremstiller hovedpersonerne i deres livs mest afgørende beslutninger og øjeblikke. Kirkeafbrændingerne er intense og volden virker inspireret af de italiensk giallo-film.
Det er tydeligt, at det, der har tiltrukket Åkerlund ved historien, først som sidst er det sensationelle og kun i anden række musikken. Den ender i hvert fald med at spille en birolle i filmen, hvor den kun udfoldes i en enkelt koncertscene, i et øvelokale og under indspilninger i Grieghallen. Hvis det, der har fået en til at blive ved med at interessere sig for historien om en flok radikaliserede nordmænd, er musikken, kan den prioritering godt undre en. På samme måde kan det undre en, at Åkerlund kan sin historie godt nok til at sørge for, at Aarseth lægger de tyske synthpionerer Tangerine Dream på pladespilleren den skæbnesvangre aften, men at han på lydsiden i resten af filmen har brugt et lettere intetsigende tapet af Sigur Rós. Det er svært ikke at tænke, at det ville have forlenet filmen med mere autenticitet – og bidraget til den giallo- og slasherfilmvibe, den har – hvis man havde brugt nogle af Tangerine Dreams arvtagere som soundtrack.
Men har man hørt musikken, læst bogen eller ladet sig fascinere af miljøet og begivenhederne, kan man godt sætte sig i biografen og se filmen uden at løbe skrigende ud af salen efterfølgende.
'Lords of Chaos' vises i anledning af spillefilmfestivalen CPH:PIX.. Filmen kan ses søndag den 30. september kl. 19.00 i CinemaxX, onsdag den 3. oktober kl. 22.15 i Empire Bio samt mandag den 8. oktober kl. 19.00 i Palads.