Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

To nuancer af doom

Populær
Updated
To nuancer af doom

Det var A Sun Traverse, der holdt releasefest og skulle fejres fredag på BETA, men det var Altar of Oblivion, der gav aftenens bedste koncert.

Titel
+ Altar of Oblivion
Spillested
Dato
13-01-2017
Genre
Forfatter
Karakter
3

A Sun Traverse er et nyt band, men med rutinerede kræfter. Fem eksmedlemmer af Saturnus samt Michael H. Andersen, der tidligere har været med i Withering Surface og Thorium blandt andet. De er lige debuteret med en selvbetitlet ep, hvis doom/death metal, der lyder af Peaceville Records i midthalvfemserne, fik pæne ord med på vejen af Devilutions anmelder. Der var da også fyldt imponerende pænt op på BETA denne fredag, særligt i betragtning af den lidt hampre billetpris på 130 kr.

Helt så pæne ord bliver det ikke til herfra, for koncerten viste nogle af de problemer, der nu og da er en indbygget fælde i genren.

Den første er, at koncertsituationen er noget andet end at sidde derhjemme og høre en udgivelse. Man tager sig god tid i genren, der er fokus på atmosfæren, der bygges forholdsvis langsomt op, og der er ikke altid den store variation i tempo. Det medfører, at risikoen for at komme til at kede lytteren er til stede, især når man ikke er så udadvendt på en scene. Det er ikke, fordi alle bands skal være KISS eller Watain eller noget, og musikken fordrer måske heller ikke det vilde show, ligesom den lille scene på spillestedet heller ikke ligefrem animerer til Angus Young-agtige løbeture i det med seks medlemmer. Men det blev alligevel nu og da lidt som at se et band stå og spille numrene i øveren. Undtagelsen er frontmand Andersen, der gør noget mere ud af det.

Det andet iboende problem i genren er, at den skønhedsstræben, den stræben efter det melankolske, let kan forekomme lidt udvendig og generisk. Der er en iboende fare for, at det metalliske bliver underprioriteret, og at melodierne flyder sammen til en soundtrack-agtig suppe. Det er særligt udtalt ved koncertens start, hvor jeg i hvert fald savnede noget mere råt. Der er en grund til, at man forbinder denne stil meget med 90’erne og en del mindre med i dag, hvor det stadig er de samme bannerførere, der tegner genren, og hvor der ikke er sket meget. Andersen giver igen lidt af det rå, han holder sig fra den syngesnakkende og den talende vokal, der ofte er med, og bruger kun growls og mere hvæsende vokal. Det giver lidt af den kant, musikken mangler, og mod slutningen synes jeg, at bandet giver sig lidt mere, og dermed får publikum også lidt mere.

Men det er altså ikke den mest mindeværdige optræden, A Sun Traverse leverer til deres debutkoncert. Og også det er forståeligt, når nu det er en debutkoncert, men jeg savner alligevel den ekstra faktor, der løfter dem over genren.

80’er-doom vs. 90’er-doom
Altar of Oblivion går længere tilbage i tiden, de trækker især på den episke doom metal, der er nært beslægtet med klassisk heavy metal, som Candlemass og de sædvanlige referencer, man hiver frem her, påbegyndte i 80’erne. Når stilen alligevel i mine ører kommer til at lyde mere frisk, er det især, fordi der med sit afsæt i den klassiske metal har et anderledes forhold til dynamisk og temposkift, at der er mere rum til at lade de ligeledes skønhedsstræbende og ofte hymniske melodier balanceret af en uptempo-passage eller sågar thrashede riff. Af samme grund er det mere liveegnet og måske også en mere vital subgenre.

Særligt når man kan skrive sange, der er umiddelbart fængende. Det synes jeg, at Altar of Oblivion kan. Et af bandets trumfkort er også sanger Mik Mentor. Han har en vokal, der deler vandene, men den rammer efter min mening plet i genren og har noget af det excentriske over sig, der gør vokalen mindeværdig og til mere end endnu en doom-sanger. Han er også den, der rent showmæssigt trækker mest af læsset live, men selvom Altar of Oblivion heller ikke er verdens mest udadvendte band, har de alligevel en anden, mere stålsat og ambitiøs udstråling på en scene. De virker simpelthen mere sultne. Af samme grund var de også det band, der gav mig den bedste oplevelse.