Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Liv i legenden

Updated
Liv i legenden
God og tidløs rockmusik til alle aldre. 21-årige Mathias Nielsen nød en koncertaften i selskab med 56-årige Robert Plant. Den levende legende, Robert Plant, har – som de fleste hævi-hoveder herinde ved – en fortid som frontmand i Led Zeppelin. Bandet som inspirerede tusindvis af unge musikere til at finde spaden frem og spille råk’n’røwl. Med sin umiskendelige skingre røst, har Plant selv egenhændigt inspireret et utal af sangere, fx Chris Cornell (Audioslave, ex-Soundgarden), Cedric Bixler (syrehovedet fra Mars Volta) og ikke mindst AC/DC's Bon Scott (RIP).


Solo-nyt og Zeppelin-klassikere

Denne aften stod Plant så på scenen på Vesterbros Vega sammen med backing-bandet, Strange Sensation, og der blev i den grad gået sejrsgang, på trods af, at man til tider savnede den gamle guitarmakker, Jimmy Page lidt.

Der blev udelukkende luftet sange fra Plant’s kommende soloalbum, ”Mighty Rearranger” og så selvfølgelig en stor håndfuld Zeppelin-klassikere, heriblandt ”Black Dog”, ”Heartbreaker”, ”Gallows Pole” og ”When the Levee Breaks”.

De nye skæringer tegnede rigtig godt, og det lyder som Plant bevæger sig tilbage til den hårdere rock og rul på dette album. Noget at glæde sig til!


WHOLE LOTTA LOVE

En ualmindeligt veloplagt Plant var med til hele tiden at holde koncerten på kogepunktet, og hans stemme lød uovertruffen – alderen (56) taget i betragtning. Klimaks blev nået under ekstranumrene med kongeversionen af ”Babe, I’m Gonna Leave You” og så selvfølgelig den kvarter lange version af ”Whole Lotta Love”.

Ja, Plant er i sandhed en levende legende. Havde han blot holdt sig fra den indiske trancemusik i starten af koncerten, og måske ladet være med at omarrangere nogle af Zeppelin-numrene så markant, at man ikke kunne høre hvilke sange, der blev spillet, ja, så kunne karakteren have været endnu højere.

Kunstner
Spillested
Dato
05-04-2019
Genre
Karakter
4