Professionalismens moderate triumf
På en stegende hed majaften i Aarhus leverede Arch Enemy en teknisk glimrende og showmæssigt kedelig koncert med for meget fokus på de senere års svage plader.
2. Ravenous
3. Stolen Life
4. War Eternal
5. My Apocalypse
6. The Race
7. You Will Know My Name
8. Under Black Flags We March
9. Dead Eyes See No Future
10. The Eagle Flies Alone
11. First Day in Hell
12. As the Pages Burn
14. Dead Bury their Dead
15. We Will Rise
16. Avalanche
17. Snow Bound
18. Nemesis
Trods sammenfald med årets varmeste og mest solrige dag samt et folketingsvalg, der sikkert også kunne tage lidt opmærksomhed, var det alligevel et totalt udsolgt Voxhall, der på Grundlovsdag bød på en aften i den groovy melodøds tegn med svenske Arch Enemy. I en sal, der allerede var godt ophedet, inden musikken overhovedet var startet, var det lokale Livløs, der skulle stå for opvarmningen. En udmærket casting som supportband, i og med at Livløs er et orkester, der stilmæssigt ligger godt i spænd med i hvert fald de tidligere Arch Enemy-plader, og som samtidig er tilpas scenevante og energiske til at evne at sætte skub i et publikum, der mestendels var kommet for at høre de noget mere feterede svenskere.
Det tog bandet et par numre for alvor at få det talstærke publikum overbevist om, at det var helt i orden at vise entusiasme. Den blytunge og Hatesphere-inspirerede ’Before the Flood’ samt Livløs’ egen evergreen ’Sheets’ fik dog sat godt gang i det pakkede gulv foran scenen, hvor der blev både moshet og løbet i rundkreds, inden bandet senere også afviklede en helt hæderlig wall of death, den stadigt stigende temperatur i salen til trods. Livløs’ højenergiske liveoptræden efterlader som oftest ikke de store tænkepauser til lytteren, og også denne aften var det fart på fra start til slut.
Livløs live er alle mand helt frem til scenekanten, hvor både guitarister og bassist ud over forsanger Niklas Lykke gør deres bedste for at opildne publikum og få dem til at engagere sig. Den helhjertede arbejdsindsats fra hele bandet er en del af grunden til, at bandet har skabt sig så solidt et livenavn, som tilfældet er. Bundniveauet hos Livløs er ganske højt, og aftenens to afsluttende numre i det 40 minutter lange sæt, ’Into Beyond’ og ’Blood & Despair’, efterlader ganske tydeligt et indtryk hos tilhørerne. Når det er nødvendigt at påpege, at det er muligt at levere musikalsk og samtidig engagere sig i koncerten, skyldes det primært det show, som Arch Enemy stod for at skulle levere som aftenens hovednavn.
Glam-positurer og MGP-død
For de kan jo sagtens spille, svenskerne. Med deres amerikanske guitarist og canadiske sanger. Lidt båndet intro, hvorefter kvintetten sparker aftenen i gang med ’The World Is Yours’; et glimrende billede på, hvad der er gået galt i Arch Enemy anno 2019. Det er kæmpestore ultra-melodiske harmonier og moduleringer så skamløse, at kun Melodi Grand Prix-veteraner for alvor kan forsvare at bruge den slags i det 21. århundrede. Det er en forsanger, der rammer de helt rigtige positurer for at fremvise glam-kostumet, og i øvrigt er meget opmærksom på at stå i de korrekte vinkler forrest på scenen, så blæsten i den blåhvide hårpragt rammer helt rigtigt. Det er omkvæd, man skal synge med på. Det er kort og godt plat power rock maskeret som dødsmetal. Det er et band med rødder i svenskerdøden, der nu til dags har mere til fælles med ABBA end med At the Gates. Og med fokus denne aften på de to seneste plader, som forsanger Alissa White-Gluz har sunget på, er der meget mere i vente fra skuffen med letkøbte virkemidler.
’War Eternal’, ’You Will Know My Name’ og ‘The Eagle Flies Alone’ er skåret over nøjagtig samme læst, mens der da heldigvis også bliver plads på sætlisten til ældre sager som ’Dead Eyes See No Future’, ’No Gods, No Masters’ og ’Dead Bury Their Dead’, hvor vi pludselig erindrer, at det her ER jo et dødsmetalband, når de selv vil. Eller var, i hvert fald. Endda et ganske habilt et af slagsen. For der er ikke en finger at sætte på kvintettens musikalske evner. Amott og Loomis er, når de gider, måske en af de bedste guitarduoer i branchen, Sharlee D’Angelo er en institution på bassen, Daniel Erlandsson er habil bag tønderne, og modsat sidst vi så Arch Enemy live, på Copenhell sidste sommer, sidder Alissa White-Gluz’ vokaler også lige i skabet. De er hamrende dygtige.
Med det sagt er der ingen tvivl om, at Arch Enemy denne aften på Voxhall spiller materialet perfekt. Og kan man seigennem fingre med den kunstneriske deroute, som ’War Eternal’- og ’Will to Power’ udgør, har man formentlig en fest i det århusianske. Som mere kritisk tilskuer står man til gengæld og savner argumentet for, at man rejste sig og gik ned og hørte bandet live fremfor blot at sidde hjemme i stuen og skifte plader. Her kommer Livløs, som tidligere nævnt, ind i billedet. Her er et relativt nyt band, hvis sange ikke vækker den genkendelsens glæde blandt publikum, som alle Arch Enemys singler gør. Til gengæld kompenserer de ved en medrivende live-optræden, hvor alle mand interagerer med publikum. Når de spiller, er man er ikke i tvivl om, at det sted, de allerhelst vil opholde sig, er på scenen på Voxhall.
I Arch Enemys tilfælde kan man blive i tvivl, om de overhovedet gider spille sammen, hvis ikke der var penge i skidtet. Ud over White-Gluz’ lejlighedsvise takketaler til publikum er der ingen interaktion, hverken med publikum eller internt blandt medlemmerne, under stort set hele koncerten. D’Angelo tøffer rundt på scenen i sin egen verden, mens Amott og Loomis står og stener ude i hver sin side. Og spiller blændende, bevares. Det er topprofessionelt. Det er teknisk set tæt på perfekt. Men det er røvkedeligt at se på. Bandet kværner en omfangsrig sætliste igennem af mest nyt og lidt gammelt, og alligevel når vi helt hen midt i ekstranumrene og den instrumentale ’Snow Bound’, før man for alvor fornemmer en nerve og et engagement hos bandchef Michael Amott.
Hvis man bare gerne vil se sine idoler i levende live, er det sikkert fint. Hvis man vil have en reel koncertoplevelse, bør man være skuffet. Om end publikum overordnet syntes godt tilfredse, så bør et band af den størrelse, der står lige på trinnet til at tage over, efterhånden som de allerstørste metalnavne går på pension, kunne levere et show, hvor man i det mindste får indtrykket af, at de nyder at optræde og møde deres fans. Det gjorde de, fraset forsanger Alissa White-Gluz, ikke på Voxhall.