WMMF '22: På drømmerejse ud ad kaos-stien
Alt gik som smurt for de norske avantgarde-mystikere fra Arcturus, da de i lørdags langt om længe igen gæstede Danmark oven på fem års fravær.
2. Master of Disguise
3. Collapse Generation
4. Game Over
5. Painting my Horror
6. Crashland
7. Alone
8. The Chaos Path
9. To Thou Who Dwellest in the Night
10. Rødt og Svart
For undertegnede er det dog ikke længere end et par måneder siden, at jeg befandt mig på en lille scene på Brutal Assault, hvor Arcturus spillede op til dans – blot to timer før Hellhammer også skulle på hovedscenen med Mayhem. En lettere forjaget affære, hvor ICS Vortex døjede lidt med at ramme det fulde register, vi ellers kender ham for.
Med den oplevelse i baghovedet, og med artsfællerne fra Dødheimsgard til at spille lige forinden, var stemningen lagt. Tågen lagde atter sit tunge slør over scenen, inden bandet entrerede og åbnede lydbilledet til den episke 'Evacuation Code Deciphered'. En sang, der med ét demonstrerer ICS Vortex's form på dagen, og hvor den var svært hørbar, da de åbnede på samme vis på Brutal Assault, stod den knivskarpt fra første sekund her på Eksercerhuset. Spillestedet brillerer med fænomenal lyd hele weekenden, og er der noget tidspunkt, hvor det står mere klart end andre, så er det netop her, blot få minutter inde i koncerten, hvor den første gåsehud indtræffer. Sverds pulserende åbnings-tangenter til 'Master of Disguise' bygger op til det teatralske vers, der om muligt lyder endnu mere fyldigt og absurd her end på 'La Masquerade Infernale', hvor ICS Vortex oprindeligt blot sang backing ved siden af Kristoffer Rygg, som var deres primære sanger i 1997. Selvom Hellhammers hvid/grå corpsepaint kun svagt kan skimtes bag de tykke tågebanker på scenen, så får han dog lejlighed til at shine flere gange undervejs, såsom fra de aggressive start/stop-teknikker i den overvejende instrumentale 'Collapse Generation' og videre til den svulstigt svingende 'Game Over'.
Skulle det endnu ikke være gået op for én, så er Arcturus et enormt alsidigt band, som dårligt kan genkendes, hvis man alene sammenligner den atmosfæriske black metal fra debuten 'Aspera Hiems Symfonia' (1996) med den progressive space metal, vi hører på 'Arcturian' (2015). De komplekse strukturer er blevet glattet ud, og vokalen er blevet en mere bærende faktor, men bandet bruger diversiteten til deres fordel i den sætliste, de har turneret med på det sidste. Sjovt nok med overvægt fra førnævnte 'La Masquerade Infernale', der stikker ud som det mest avantgarde, de endnu har budt os, mens abstraktionerne er klemt behændigt inde mellem de fire udpluk derfra. Det legesyge arsenal af keys på 'The Chaos Path' spiller godt op mod Skoll, der gynger op og ned med benene i takt med den muntre baslinie – en klassiker, som altid har den der uimodståelige effekt af at få én til at trække på smilebåndet og gynge med, og i aften er absolut heller ingen undtagelse.
Rødderne bliver også husket til sidst, da de lettere drømmende black-toner fra 'To Thou Who Dwellest in the Night' og den mere folk-black'ede 'Rødt og Svart' sender tiden til dengang, hvor det hele startede. En lyd, der skiller sig ret markant ud fra, hvad de blev til blot få år senere, ikke mindst i den mere seriøse, mindre teatralske tone, men med tung vægt på keyboardet, hvor Sverd endnu engang viser sig at spille en dominerende rolle med sin flyverhjelm – omend i et fjernt hjørne af scenen denne dag.
Arcturus er i sandhed en finurlig størrelse med deres outrerede klæder, overdrevne brug af tåge på scenen og så ikke mindst ICS Vortex's excentriske vralten og operatiske alsidighed. I aften sang han som sendt fra et galehus i skyerne, og gik perfekt i ét med rammerne og hvadend den enkelte sang afkrævede. Godt nok er bundlinien høj, når det kommer til denne supergruppe, men jeg tabte tal på antallet af gåsehudsinducerende momenter hele koncerten igennem, og intet kunne i det hele taget måle sig med Arcturus' gale/geniale univers i løbet af weekenden på Eksercerhuset.
Skal vi endelig dryppe noget malurt i bægeret, så kan det nærmest kun være på grund af den alt for lange tid, der nu er gået, siden 'Arcturian' kom på gaden – fortsæt endelig hvor I slap, I har jo ikke skuffet os på plade endnu!