Norsk stjernelys i røgmaskinernes slør
Selv når ICS Vortex efterlader mindre skønhedsfejl gør det underværker med et stærkt band i baghånden – og Arcturus' status som supergruppe blev endnu engang bekræftet lørdag på Brutal Assault.
2. Master of Disguise
3. Collapse Generation
4. Game Over
5. Painting my Horror
6. Crashland
7. The Chaos Path
8. To Thou Who Dwellest in the Night
Brutal Assault, dag 5.
Klokken er 20.
Regnen er begyndt at tage til.
Sjældent en motiverende faktor for noget som helst andet end at gemme sig til dråberne er stilnet af, men prognosen meldte ingen ændringer før længere ude på aftenen, så vi tager det sure med det søde og får benene på nakken, på vej mod Obscure-scenen.
En lille, afsides scene ikke ulig Copenhells Pandæmonium-scene i størrelse, hvor Gaahl og hans Wyrd runder af en halv time inden hans landsmænd er næste band på programmet. Pudsigt nok fordufter en stor del af publikum, da Gaahl er ovre, men det er unægtelig også et par år siden, at Arcturus var bare tilnærmelsesvis så sortmetalliske som Gaahl – også selvom truppen består af medlemmer med baggrund i grupper som Ulver, Den Saakaldte, Ved Buens Ende og, ej at forglemme, Hellhammer fra Mayhem, der ligeledes spiller på hovedscenen et par timer senere.
Arcturus er på den måde et fælles outlet for deres flamboyante sidespring ud i art metallens verden, som hørt fra åbningsskæringen 'Evacuation Code Deciphered', hvor Sverds svulstige keyflader står i skærende kontrast til Knut Magnus Valles huggende anslag på guitaren og Hellhammers nærmest militante præcision bag trommesættet. Desværre med en knap hørbar ICS Vortex i front, for ej at forglemme den ekstreme brug af røgmaskiner, der gør det utrolig svært at se hvad der foregår på scenen, selvom vi står på forreste række. Om lysmanden har haft sin egen fest med at sløre scenen, eller det er Arcturus' valg, vides ikke, men det fortsætter koncerten ud, lige så vel som regnen, der nu blot pibler så vagt, at man snildt kan glemme det i det storladne, musikalske akkompagnement. Den forstyrrede 'Master of Disguise' fra albummet 'La Masquerade Infernale', hvorfra aftenen netop byder på de tre sange ICS Vortex selv sang på tilbage i 1997, tydeliggør desværre, at hans vanlige, excentriske vokal mangler lidt af den saft og kraft, vi kender ham for. Lydmanden kæmper desuden med at få alle de skæve indfald til at gå op i en højere enhed, men 'Master of Disguise' fungerer som den tunge prøvelse, hvorfra alt efterfølgende – undtagen røgmaskinernes slør – står skarpere.
'Collapse Generation' cruiser afsted med mere mesterligt spil fra den flyverbrille-bærende Sverd og Hellhammer, mens ICS Vortex gakker sig igennem 'Painting my Horror' med sine underlige danse og lange pjalter og spænder flyvende til alle sider. 'Crashland' afkræver lidt mere af hans kraftfulde patos, end hvad ydeevnerne helt matcher i aften, men løftes endnu engang af den overlegne rytmesektion, hvorefter sættet rundes af med de to tungeste indslag – 'The Chaos Path' med mere trampedans fra manden i front og til sidst en passende, dyster udgave af 'To Thou Who Dwellest in the Night', aftenens eneste indslag fra debuten.
50 minutter, der efter de første ti minutters finjusteringer stormede afsted i vellyd - primært en smule udfordret på stemmelejet, hvor sangene var mest krævende. Det var især Sverds eminente arbejde bag keyboardet og Hellhammers militante præcision, der løftede de få svagheder fra at spolere det stærke katalog, Arcturus har bag sig, og så må vi i øvrigt hylde Hellhammer for at spille med Arcturus indtil kl. 21:20, hvorefter Mayhem går på kl. 23 på hovedscenen, 15 minutter derfra. Skoll (bas) og Valle (guitar) havde ligeledes en stærk aften, omend det ikke er nogen skamplet at stå i skyggen af Hellhammer og Sverd, når alt spiller for dem, som det gør her i aften.
Hvad ICS Vortex demonstrerede i vanlig, uhøjtidelig excentricitet manglede han som sagt til tider, når materialet afkrævede mest kraft fra mellemgulvet, så vi krydser fingre for, at formen bliver finpudset, inden danskerne igen får glæden af Arcturus på dansk jord for første gang siden 2017, når den forsinkede Winter Metal Magic kalder til oktober.