Copenhell '22: Britisk dansk dødsmetal
Benediction har ikke været i Danmark i flere årtier, trods det at forsangeren bor i landet, men omsider fik de givet en koncert.
2. Scriptures in Scarlet
3. Nightfear
4. Agonised
5. Progenitors of a New Paradigm
6. Unfound Mortality
7. They Must Die Screaming
8. The Grotesque
9. Stormcrow
10. The Dreams You Dread
11. Magnificat
Britiske Benediction var med til at forme dødsmetallen derovre sammen med bands som Napalm Death og Carcass i firserne og halvfemserne. Men så gik de lidt i stå, da vi kom ind i 00'erne, ligesom så mange andre i genren, og først flere år senere genoptog de ævred. De var også flittige gæster i Danmark i dengang og denne anmelder så dem første og eneste gang på 'Huset i Aarhus i 1995.
Så denne lørdag på Copenhell var det altså 27 år siden, vi sidst hørte Benediction fra scenekanten. Forsanger Dave Ingram, der til dagligt bor i København, kom ud med en Find Holger hue, der øjeblikkeligt bliver smidt ud til publikum og så er festen ellers i gang med deres nye materiale fra 'Scriptures' fra 2020. Først senere graver de dybt i det materiale, de fleste kender dem for.
Her lørdag er der godt vejr og Ingram beder lysmanden om at skrue ned for solen. For den bager ubønhørligt direkte ned på Pandæmonium, så både band og publikum steges levende mens de spiller og mosher. På 'Agonised' fra 'Grind Bastard' fra 1998, bliver der for alvor lukket op for dobbeltpedalen, og på 'They Must Die Screaming' kan forsangeren tørt konstatere, at her er der trods alt en sang, han ikke har skrevet.
Den britiske humor er ikke gået bort, selvom han har boet i Danmark i flere år. For det har han. Hans borgerlige navn er såmænd David Richard Bjerregaard Ingram. En del af årsagen til, at Benediction holdt en pause var, at Ingram efter førnævnte 'Grind Bastard'-plade forlod bandet for at synge for Bolt Thrower i en årrække. Han vendte dog tilbage, og så udgav de i 2008 'Killing Music', hvorfra førnævnte 'They Must Die Screaming' er fra.
Til sidst vender de sig dog mod klassikerne fra starten af halvfemserne. De får sågar plads til titelnummeret fra 'The Dreams You Dread', der var præcis den plade, de turnerede med der i 1995, da denne anmelder så dem første gang. Det var rart at opleve dem igen, og der var masser af gang i pitten, men det var ikke en koncert, der går over i historiebøgerne. Det var nok mere nostalgifaktoren, der var udslagsgivende denne eftermiddag. Men det kan også have sin berettigelse.