Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Besudlende og beskæmmende

Populær
Updated
Besudlende og beskæmmende
Besudlende og beskæmmende
Besudlende og beskæmmende
Besudlende og beskæmmende
Besudlende og beskæmmende
Besudlende og beskæmmende
Besudlende og beskæmmende
Besudlende og beskæmmende

Nickelback fremstod glatte, falske og forlorne onsdag aften i Forum.

Kunstner
Spillested
Dato
13-11-2013
Distributør
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
1

O.K, Nickelback - husker dem fra deres vel første optræden herhjemme, koncert i Store Vega, et par album ude, et nyt band på vej frem. Et canadisk indslag i den bølge af post grunge, der dominerede den nye rockscene og MTV-fladen i sen-90'erne og ind i det dengang nye årtusinde.

Band som også Bush, Staind, Silverchair, 3 Doors Down og Creed, der nok kunne skrive en og anden halvgod og ofte småmelankolsk rocksang, men uden at skabe nogen større dybde eller innovation - i sjælen eller rockhistorien.

For Nickelback lykkedes det dog at komme videre. Karrieremæssigt videre. Og opad. På hitlisterne. Bandet drejede tidligt deres melodiske grunge rock over i en meget poppet og balladeorienteret hard rock med massive mængder metal-staffage,  Meget succesfuldt: 50 milllioner solgte album i 00'erne sendte dem op blandt scenens bedstesælgere.

Hits i rungende lydinferno

I onsdags stod Nickelback så på scenen i et udsolgt Forum. Mange, mange unge mennesker, også en del forældre, og tidlig koncertstart kl. 20.45 skarpt.

Jeg ankom selv små ti minutter før showstart og fik noteret den afventende arena rock-stemning til tonerne af den bragende "båndmusik" med Mörley Crüe og Def Leppard, hvis hitproducer Robert "Mutt" Lange, Nickelback har samarbejdet med. Og vi fik også Pantera's "Walk", der dog blev afbrudt af bandets entré.

Og værsågod, det særligt Forum-rungende lydinferno var i gang. I starten var kun frontmand Chad Kroegers vokal omtrent hørbar - lyden blev dog noget bedre, men aldrig rigitig god. Det biver den sjældent herinde

Sætlisten på denne "The Hits Tour" funderet i bandets største hits, selvsagt, herunder letfængende syng med-numre som 'Someday', 'Rockstar', 'Photograph' og 'How You Remind Me', der afsluttede grundsættet efter en time og et kvarter.

Non-sexy rocksang

Der gik naturligvis ikke lang tid, før de akustiske guitarer gjorde deres indtog, og der var heller ikke længe imellem de bløde ballader. Nickelback var glatte og kønsløst spillende, og første forsøg på at tænde noget, der tilnærmelsesvis mindede om en rock'n'roll-gnist, havde et nærmest tragikomisk skær over sig.

"You want something sexy?" teasede Kroeger sit unge publikum, hvorefter han introducerede 'Something In Your Mouth'. Et fuldstændig passionsløst nummer leveret af en håndfuld sterile skuffejern, helt uden det drive og den sensualitet, som god rock & rul kan sprøjte ud i en koncertsal, så der ikke bliver én trusse tør. Tænk Stones, ZZ Top, AC/DC eller T-Rex.

Uden empirisk belæg vil jeg påstå, at det ville være mere sexy at blæse en storsveden udgave af Erik Skov Christensen i en salatmayo-inficeret JBS-undertrøje på et Roskilde Festival-lokum, end at forføre sin lækre kæreste til nogen som helst Nickelback-"sex"sang!

Dresserede aber

Som om det ikke var nok, ønskede Chad Kroeger også at se sit publikum "jumpin and down and show your fucking devilhorns"! Og der hoppede publikum så rundt som dresserede aber, der illuderede rock'n'roll-vildskab. Mere tragisk end komisk, faktisk.

"And now we had you jumpin', we wan't you singing! Make it a proper fuckin' rock'n'roll show," som Kroeger dernæst forkyndte det over for den loyale menighed.

Men, mand, et fucking rock'n'roll-show bliver sgu' propert med passion, nerve, tærskene testosteron og højelektrisk autenticitet, ikke ved konstant at overlæsse scenen med akustiske guitarer og lade salen søles ind i poprefræner og lyse publikumspigekor. Tåkrummende.

Har du nogensinde overværet et Aibourne-show, Chad, Huh? Nej, vel, men prøv det, og bed så om syndsforladelse for at have betitlet dit tarveligt tamme flødeorkester for "rock'n'roll"!

Og trommesolo var der sørme også, en ganske energisk sådan, det må siges, leveret af bandets suverænt mest kyndige mand, Daniel Adair, iført ... Anthrax t-shirt! Men pigehvin under en trommesolo?Jeps, osse det!

Falskt og forlorent

Jeg har intet imod akustiske guitarer, bløde sange eller et godt pophit,som sådan, for det har alt sammen sin berettigelse for nogle mennesker. Fred være med det. Men hvorfor ikke bare stå ved det man er, eller har udviklet sig til, som fast roterende multisælgende MTV-orkester, der ikke er 100 % eller for den sags skyld bare halvvejs rock'n'roll??

Hvorfor besudle agtværdige heavy metal-ritualer eller lege rock'n'roll-orkester, når I nu ikke er hverken heavy, metal, eller bare en anelse hårdt rockende endsige svedigt swingende rock'n'rollere, NickelbacK?

Godt nok rummer nutidens hård rock/heavy metal-kultur rigtig megen diversitet - og det er godt sådan, for kunsten skulle jo gerne afspejle det divergerende menneske på godt og ondt. Men grundkodekset i heavy metal har sgu' altid været været det ærlige og autentiske, i alle fald set fra undertegnedes stol. Og anskuet fra samme er Nickelback altså intet andet end en sølle flok falske metallere, der ikke bare kan stå frem som det playbacklystne poporkester, de reelt er.

På den måde skaber Nickelback en intimiderende følelse af noget falskt og forlorent - og det var altså en vældig, vældig fæl omgang, bandet leverede torsdag aften i Forum.