Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '19: Kontrolleret kaos

Updated
1
2
3
4

Boundaries' intense mørke blev leveret med tilbagetrukket ydmyghed, og kvintetten vandt på hypnotiske crescendoer, når ikke hyggen tog over.

Kunstner
Dato
02-07-2019
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
3

Som et endnu relativt uprøvet ensemble var det en stor ære for Boundaries at stå foran denne festligt stemte Roskilde-crowd. Ganske vist taler vi medlemmer med erfaring fra b.a. The Entrepeneurs, men Boundaries selv har som gruppe blot to år og sidste års selvbetitlede EP på CV'et, og det var derfor ikke klart, hvad københavnerne ville kunne præstere live.

Hvor EP'ens ganske kliniske lydbillede sendte velmente cadeaus til postpunkens indlysende foregangsmænd, herunder ikke mindst Bauhaus og Joy Division, ulmede mørket lige under facaden. Det var i særdeleshed den ulmen, der kom til udtryk tirsdag aften. Mads Grene messede henover guitaristernes mol-tunge dystopier, mens Jonas Wetterslevs  bas lå der som det løbende, konstante backdrop, der holdt alt i vater. Ved første lyt blev tankerne sendt i retning af Daughters, der ligeledes nærer en vis forkærlighed for start-80'ernes dystre postpunk, men trækker inspirationen op til nutiden med mere støjende og industrielle lydbilleder. Ikke at Boundaries på nogen måde bevæger sig ud i samme ekstremer som Daughters live, men ingen tvivl om, at kvintetten fungerede bedst, når de iltert bevægede sig ud i rørte vande.

'Endless Chase' demonstrerede tidligt i sættet Boundaries' styrker med Jacob Brøndlunds stramme trommemønster som det faste fokuspunkt, mens feedbacken fra guitaristerne tog til og eksploderede i et rendyrket støjcrescendo mod slutningen. Et af deres egne yndlingsbands, Swans, fik også et nik med på vejen med coveret af 'You Know Nothing' leveret helt efter bogen, inden Grene tilføjede mere vrede til de ellers konsekvente baryton-fraseringer under den kulsorte 'Push'. Til sidst viste en længere instrumental outro bandet fra deres mest dystre side, med Neu!-inspirerede bølgegange. 



Det var i situationer som disse, at det spillede bedst for Boundaries, mens den vaklende fremtoning, ikke mindst fra den usædvanligt storsmilende og taknemmelige Grene i front, tydeliggjorde, at mere erfaring på scenen er nødvendig. Kontrasten mellem den udtrykte glæde ved det stærke fremmøde og de dystopiske støjflader svækkede indlevelsen, selvom Boundaries momentvis ramte noget unikt og særegent i deres hybrid mellem det postpunkede og støjrockede, når ellers de vidtfavnende crescendoer fik frit spillerum. Når understrømmen trak én længst ned i dybet og højest op i støjinfernoet uden at falde for meget tilbage på de mere ordinære videreudviklinger af postpunken, som andre har sondret mere inspirerende før Boundaries. 



Det hørte dog gudskelov til undtagelserne, og Boundaries bestod prøven på Rising, omend vi under dem mere liveerfaring for ikke at tabe publikum på hyggelig smalltalk og sange, der ikke demonstrerer bandets fulde potentiale. Det var overbevisende, når de orkestrerede lag foldte sig ud, men tilsvarende middelmådigt, når de spillede den sikkert. Hvis bandnavnet er udtryk for et ønske om at illustrere opdelte fronter, så håber vi på en tydeligere markering af fronterne fra Boundaries i de kommende år.