Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Brasiliansk nu-metal-bounce

Populær
Updated
Brasiliansk nu-metal-bounce
Brasiliansk nu-metal-bounce
Brasiliansk nu-metal-bounce
Brasiliansk nu-metal-bounce
Brasiliansk nu-metal-bounce
Brasiliansk nu-metal-bounce
Brasiliansk nu-metal-bounce
Brasiliansk nu-metal-bounce

Der var på godt og ondt dømt 90'er-fest, da brødrene Cavalera foran et udsolgt Pumpehuset mandag aften spillede deres signaturalbum 'Roots' fra start til slut.  

Titel
Return to Roots Tour
Spillested
Dato
05-12-2016
Trackliste
Roots Bloody Roots
Attitude
Cut-Throat
Ratamahatta
Breed Apart
Straighthate
Spit
Lookaway
Dusted
Born Stubborn
Itsári
Ambush
Endangered Species
Dictatorshit
------------------
Procreation of the Wicked
Desperate Cry
Policia
Ace of Spades
Roots Bloody Roots
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
2

”What goes around comes around”, synger Max Cavalera i ’Straighthate’, nummeret, der dukker op halvvejs inde på Sepulturas plade ’Roots’. Mandag aften var der noget om snakken. Eftersom det i år er 20 år siden, ’Roots’ udkom, var pladens vel to mest kendte ophavsmænd i København for på jubilæumsagtig vis at fremføre den i sit hele. Man trodsede derfor decemberkulden og dukkede op til et stuvende fyldt Pumpehuset, hvis publikummer på sigende vis havde en gennemsnitsalder på den gode side af de 40. Den højere alder synes at vidne om, at ’Roots’ formentlig ikke er en plade, der langes mange eksemplarer af over den digitale disk, og at den formentlig ikke er pladen, der vinder det helt store terræn hos også et yngre metalhovedsegment. Enten det, eller også gider ungerne nu om dage ikke betale 250 kr. for at tage turen ned ad memory lane med gårdagens metalmaskotter, og fred være med det. Den rutinerede gennemsnitsalder satte ikke en bremser for den fest, aftenens publikum skulle vise sig at bringe med sig. At koncerten i sig selv så ikke rigtig fortjente festen, er en anden sag.   

Det er ikke få interne fejder, der gennem årene har været mellem de nuværende medlemmer af Brasiliens vel mest populære metal-eksport og Max og Igor Cavalera, de to brødre, der i ’84 startede Sepultura sammen, og som både internt med hinanden samt med Sepulturas to nuværende bandpræsidenter Andreas Kisser og Paulo Jr. med tiden har gjort Sepultura til et navn, der prompte konnoterer problematisk historie. Selvom ’Roots’ selvfølgelig er et Sepultura-album, står der under den nuværende turné da heller ikke Sepultura på plakaten, men i stedet Max & Igor Cavalera Return to Roots. Max forlod Sepultura efter udgivelsen af netop ’Roots’ (at forlade bandet var efter hans eget udsagn den hårdeste beslutning, han til dato har måttet tage), mens Igor blev som trommeslager i bandet godt ti år længere, inden også han smuttede. Med Max & Igor Return to Roots forener de to brødre på sin vis deres forhenværende, respektive gesjæfter i Sepultura med deres tid sammen i Cavalera Conspiracy, et band, de sammen dannede for efterhånden ti år siden. Hvilket slipsedyr går dog i det hele taget op i, hvilket navn der står på plakaten? For de mange indviede var showets dagsorden på forhånd ikke til at tage fejl af.

Ligesom det tidligere har spændt ben for også andre bands, skulle netop det med at kende dagsordenen på forhånd imidlertid vise sig at bide aftenens koncert i røven. Jeg forstår godt, at flere kunstnere og bands hopper med på den dille, der handler om at plukke et givet album ud af en samlet diskografi og spille det i dets helhed. Er det sandt, at der for udøvende musikere er endnu færre penge i musikbranchen i dag, end der var tidligere, virker det sandsynligvis som et godt trækplaster at have en mere eller mindre genkendelig albumtitel at promovere på de sociale medier. Det kan måske få nogle ekstra publikummer ud af fjerene. Det er dog sjældent, det bringer de helt store koncertoplevelser med sig, hvilket desværre også var tilfældet for Max og Igor Cavaleras levering af ’Roots’.

Men jo, selvfølgelig er der bands, der kan spille album i deres helhed og stadigvæk levere koncerter med både overraskelser og overskud. Overskuddet manglede Cavalera brødrene da heller ikke – der var smil på scenen og masser af begejstrede jump da fuck up-opfordringer – og man købte da også jubilæumspræmissen af den simple årsag, at ’Roots’ stadigvæk er et fantastisk album, ikke mindst rent lydligt. Og selvom det ikke er Sepulturas bedste album, så er det formentlig albummet, der bedst danner bro mellem karrierens forskellige retninger. 

Hen imod slutningen af koncerten studsede man først over, at den kortere guitarinstrumentale ’Jasco’ udeblev fra sætlisten, hvilket formentlig hænger sammen med, at det er det eneste nummer på ’Roots, der er skrevet af Andreas Kisser. Derefter irriterede det én, at det akustiske guitarspil, der burde være dukket op med ’Jasco’, og som bliver ved også på pladens efterfølgende nummer, ’Itsari’, blev leveret som en præ-indspillet sampling under sidstnævnte nummer. Det gjorde sig imidlertid gældende for hele koncerten, at guitarspillet haltede gevaldigt, hvorfor man på sin vis godt forstår, at der på ’Itsari’ blev ”spillet sikkert”, thi modsat de resterende numre på pladen er det her ikke muligt at gemme sig bag klassisk distortion og bounce feeling. Det besnærende guitarspil, Andreas Kisser leverer på pladen, og som synes at forene lige dele Tom G. Warrior med Korns Head, fik man aldrig at høre under koncerten.

Det skyldes formentlig hverken udelukkende Max Cavalera eller Marc Rizzo, guitaristen, der ligeledes spiller med Max og Igor i Cavalera Conspiracy, og som agerede Kisser på denne ’Roots’-turné. Formentlig skyldes det i lige så høj grad den lyd, som bandet har valgt til at præsentere pladen. Der var klassisk metal-lyd over koncerten, tilmed tilsat en omgang muligvis virkningsfuld, men forfejlet pumpethed, hvilket efterlod en slem tørst efter rent faktisk at få lov til at høre Ross Robinsons suveræne produktion i en live-sammenhæng. Der var kort sagt for lidt jungle! Når man hører ’Roots Bloody Roots’ eller ’Spit’ på plade, fistpumper man stadigvæk skyerne med hovedet hængende nede mellem benene. Da man mandag aften hørte dem blive leveret live, var der mere hoppestemning over lortet, end der var farlig, ondskabsfuld, beskidt musikalsk kant. Også et nummer som ’Lookaway, der i studieversionen er vædet i lag på lag af suveræn nederdrægtighed, fejlede i live-lyd. Også det er en af faldgruberne ved at tage et helt værk med på landevejen. Forventningerne bliver derefter. Er det ’Roots’, jeg skal høre, så vil jeg altså høre ’Roots’, med alt hvad det bør indebære af lydlig suverænitet.

’Dictatorshit’ fik afslutningsvist aftenens imponerende circle pit til at stige, inden der som ekstranumre blev sendt hilsner til både Celtic Frost, brasilianske Titäs og Motörhead. ’Procreation of the Wicked’ lyder selvfølgelig altid bedst med Warrior ved roret, og hverken Max og Igors nedbarberede bossa nova-agtige duo-udgave af ’Policia’ eller den humoristiske, men gumpetunge udgave af ’Ace of Spades’ ramte rigtig plet. Man trak på smilebåndet, men revet med blev man ikke. Og da der som rosinen i pølseenden blev spillet ’Roots Bloody Roots’ endnu engang, denne gang dog i en hurtigere version med blastbeats, savnede man for alvor mere vrede og mindre fortænkt, konceptuel gøgl.