Copenhell 26: Pænt og ufarligt
Calva Louise var svære ikke at holde af, men musikalsk var det ikke nogen stor oplevelse på Gehenna torsdag aften.
Calva Louise er en trio fra Venezuela, Frankrig og New Zealand. Forsanger Jess Allanic er fra Venezuela, mens bassist Alizon Thao er fra Frankrig og trommeslager Ben Parker fra New Zealand. Som Allanic sagde; et skørt band, der spiller skør musik og som ikke burde kunne eksistere. Ikke desto mindre stod de på Gehenna torsdag aften og kom på scenen til kirkeorgel og techno-beats.
Musikken kan vel bedst beskrives som kaosrock. Det er anderledes og en smule futuristisk. Guitaren blandes med elektronisk musik fra orglet og en vred vokal. Det er meget, der skal parkeres i ørerne. Denne aften stod Jess Allanic dog noget bevæget på scenen. Vi var alle vågnet op til nyheden om, at hendes hjemland, Venezuela, var ramt af to kraftige jordskælv med få minutters mellemrum og selvom omfanget endnu ikke var kendt på dette tidspunkt, så kunne alle godt regne ud, at tabstal og ødelæggelser ville stige, som man fandt ud af det. Så hun var forståeligt nok på grådens rand, da hun fortalte om hvordan hun ikke kunne komme i kontakt med dem derhjemme, og 'Viva Venezuela' blev mødt med stor forståelse og opbakning fra Copenhells publikum.
Det blev sat på spidsen da hun sagde, hun ikke havde lyst til at vågne op, men følte sig privilegeret af at kunne være på Copenhell. Hjertet var i hjemlandet, men denne optræden foregik her i trygge rammer i Danmark. Kontrasterne var til at føle på, og det til en sang som 'Aimless'.
Så dramatisk udviklede koncerten sig heldigvis ikke. Musikken var anderledes, men den var ikke farlig. Bevares, publikum kunne danse lidt til det, men det blev aldrig sådan rigtig nærværende. I modsætning til forsangeren, hvis humør kunne mærkes af alle. Der var intet had i 'Hate in Me', men Calva Louise var derimod et sympatisk bekendtskab på dette års Copenhell omend musikken ikke rigtig efterlod noget stort indtryk hos denne anmelder.