MMF 26: Metallens allermest ægte original
Pelle "Hellbutcher" Gustafsson synes som skabt til at stå på en scene iført læder og nitter og spille vanvidsmetal i dødsforagtende højhastighed. Hedebølge, regn eller slud: Metalevangeliet skal bredes ud.
Der er et enkelt øjeblik i Hellbutcher-koncerten, som jeg tror vil være brændt fast i min bevidsthed for evigt: Midtvejs i sættet står Pelle ”Hellbutcher” Gustafsson med ryggen mod publikum for at få sig en tår vand. Lige der ligner han det, han helt sikkert er: En midaldrende mand med måne, der iført en komplet vanvittig og helt sikkert monstrøst tung og varm læderrustning fyldt med nitter og søm, står og kampsveder på en kogende varm scene. Han ser opgivende ud og ligner en mand, der synes, at han efterhånden er ved at være for gammel til det her.
Så vender han sig om, lægger ansigtets folder i en fæl grimasse og gør det, han er bygget til: Råber dæmonisk metalpoesi ud over et publikum til tonerne af black/thrash metal i blitztempo. En kort stund så man et helt almindeligt menneske; nu er metaldæmonen tilbage og forlader ikke scenen igen.
En institution i undergrundsmetal
Man forstår godt, at manden er en institution i undergrundsmetal. I 36 år – siden 14-årsalderen – har hans liv været dedikeret metal som en slags ekstremsport, først i Nifelheim, nu i bandet, der bærer hans eget navn, sideløbende med et utal af sideprojekter. Alderen forlener det herligt grotesk overdrevne image med en vis værdighed. Det er helt sikkert en mand, der har metal som livsmission og ikke kunne drømme om at afvige fra den, der er groet sammen med rustningen.
Sammenlignet med Nifelheim er bandet Hellbutcher en anelse mere melodiske og præget af klassisk metal og en anelse mindre kaotiske. Men også kun en anelse. Sætlisten består af bandets debutalbum fra 2024 – ikke noget med at spille Nifelheim-numre, når det ikke er Nifelheim – og til slut et cover af Iron Maidens instrumentalnummer ’Losfer Words (Big ’Orra)’ samt Bathorys ’Die in Fire’ og Venoms ’Black Metal’. Med Hellbutchers vokalstil in mente er det nok meget fornuftigt med et instrumentalcover af Maiden (det er sikkert også godt med en lille pause væk fra scenen); sin Quorthon og sin Cronos har han til gengæld ikke overraskende helt og aldeles styr på. Bandet er tighte og sammenspillede. Jeg tør ikke tænke på, hvor meget bassisten sveder i sine meget stramme sorte spandex-læderleggings.
Det er en overmåde velgørende Hellbutcher-koncert, der også siger lidt om niveauforskellene for metalbands: Det bliver pludselig meget, meget tydeligt, hvor meget nærvær på scenen, hvor meget stage presence manden har. Og det bliver også tydeligt, at sangskrivningen er på et højere niveau end de fleste andre bands på festivalen. Får man muligheden igen, må man endelig ikke snyde sig selv for at opleve den allermest ægte original på metalscenen.