MMF 26: Nous sommes tous antifascistes
Franske Dionysiaque spillede tungt, teatralsk og med så meget solskin, at også et forkert bynavn blev en del af charmen.
“Scream for me, Copenhagen!” råber Nathaniel Colas, forsanger i Dionysiaque, mens han agiterende rækker hænderne i vejret. Folk råber, folk er med, folk griner og udveksler blikke à la: “Hovsa … han tror vist han er i København.” Vi befinder os nemlig i Fredericia, og Dionysiaque spiller på Metal Magic: deres første show i Danmark i et godt fyldt telt denne fredag eftermiddag.
Dionysiaque kom for alvor til overfladen med debuten ‘Diogonos’ i 2024, der med rette blev hypet, og i marts i år fik vi så efterfølgeren ‘La Tourbe Des Rêves’. Strasbourg-bandet er som doom-orkester temmelig anderledes, uformelt og indimellem måske endda lidt fjollet, som de står her på Teltscenen. Men det er netop charmen, og midt i det uhøjtidelige oser en kraftig “fuck you”-attitude ud af bandet, og skråt op-fingre sendes engageret mellem band og publikum.
Hos Dionysiaque bliver fejlen hurtigt en del af forestillingen. En slags sprække i den teatralske facade, som passer mærkeligt godt til et show, hvor det ophøjede mørke og den komiske, uformelle ånd konstant går hånd i hånd. Resten af koncerten husker forsangeren da også, at han spiller på Metal Magic.
Fra begyndelsen er der noget både rart og befriende usædvanligt over bandets optræden. Dionysiaque spiller doom metal med den tyngde og dramatiske gestik, genren kræver og har tradition for, men uden at opføre sig, som om at de er de ondeste, mest formørkede mænd, der hiver ægte doom op af den franske undergrund.
Kærlige fuckfingre
Også selvom at det faktisk er det, de gør. Det er teatralsk og mørkt, men ikke surt. Bandet spiller forventeligt godt, men endnu vigtigere er det, at de meget tydeligt nyder det. Spilleglæden oser ud af bandet, og publikum kvitterer med en fest i teltet. Sarah Ann fra Smoulder er som tydelig fan også at finde blandt publikum, og også hun får, ligesom resten af publikum, en fuckfinger med fra bandet. Ikke som en konfrontation, men som en fælles gestus; en kærlig, men også komisk modsatrettet fornærmelse mellem band og telt.
Fjol, der virker
Dionysiaque er fri for den anstrengte vrede, der så ofte får metalbands til at ligne mennesker, der er blevet tvunget til at være farlige på kommando. Her virker det naturligt. Og frem for alt sjovt. Publikum er med fra begyndelsen. Teltet er ganske fornuftigt fyldt, og efterhånden som koncerten udvikler sig, forsvinder grænsen mellem scene og festival. Forsanger Nathaniel Colas instruerer publikum i en dans, der på papiret burde få os alle til at kigge ned i jorden og måske krympe tæer. Det ér fjollet. Men det virker; folk valser med og rundt om dem selv. Folk vil gerne være med, og fra bandets side virker det faktisk helhjertet. Fællesskab er keyword her – distance af enhver art skal nedbrydes, og flere gange kaster forsangeren sig ud i publikum og bæres rundt i teltet for at komme op på scenen igen.
Antifascime og okkultisme
Dionysiaque vil have hele teltet med i deres doom-forestilling, og det får de.
Undervejs bliver stemningen tilføjet en politisk kant. Ikke langt fra bandets tekster, der blander mytologi, okkultisme og antifascisme. “Siamo tutti antifascisti!” bliver der råbt fra scenen, før forsangeren taler om den franske revolution og nødvendigheden af også i dag at skille sig af med moradset, mørkemændene og dem, der skaber splid mellem klasser og folkeslag. Det kunne meget sagtens være endt som en indstuderet parole uden forbindelse til resten af koncerten, men det passer netop ind i Dionysiaques ånd som en blanding af teater, oprør og sort okkult karneval. Revolutionen er ikke en støvet historisk reference, men noget levende, kropsligt og fælles. Noget man både råber og danser til.
I virkeligheden er det måske Dionysiaques største bedrift denne eftermiddag på Teltscenen. De skaber fælles fest om doommetallens andægtige mørke, men på en befriende uprætentiøs måde, samtidig med at vi præsenteres for et yderst velspillende band. Det er ikke “fine art” – det er dramatik, tunge riffs, revolutionære slagord og en fuckfinger til alle andre end os, der har fælles fest lige her, lige nu.
