Copenhell '19: Store smil og letfordøjelige grooves
Ung energi, store smil og masser af groove var, hvad Alien Weaponry serverede for et Copenhell-publikum, der syntes hypnotiserede til begejstring af haka-danselektionen før koncerten.
Det er lidt af en bedrift for et band, ikke kun et så ungt band som New Zealandske Alien Weaponry, på en festival at få publikum til at møde ind lidt før for lige at lære dem en rituel krigsdans, haka, så man på fornemste manér kan hilse bandet velkommen, når det kommer på scenen. Ikke desto mindre havde et væld at Copenhell-gængere netop valgt at møde tidligt ind til danselektionen, kyndigt initieret af Copenhells kommunikationschef, Morten Skovgaard. Det var med store smil fra haka-instruktør Kane Harnett-Mutu, der lagde vægt på, at man skulle have det sjovt. At det handlede om at tage imod en udfording, at stå sammen for på den måde at kunne se solen stige igen og igen. Og sjovt, dét havde den store, entusiastiske mængde, som tog sig tid til denne utraditionelle opvarmning til en metalkoncert,hvor man fik ønsket hinanden en god dag.
Alien Weaponry valgte så at benytte de første fem minutter af koncerten til denne rituelle hilsen, som det godt forberedte publikum var fuldstændig med på til stor benovelse i teenagebandet, der består af brødrene Lewis og Henry de Jong på guitar/vokal og trommer, mens de har Ethan Trembath på bas og vokal. Alle har de Māori-rødder, og det skinner igennem; ikke kun i haka-dansen, men også i sangteksterne. Havde man sprunget den specielle optakt over og var kommet direkte til koncerten, så syntes det måske lidt sært, at der blev brugt en så forholdsvis stor del af koncerten på at sige "hu", lave stærkmandsfagter og stampe i jorden.
Ung og smittende energi
Det var i den grad et ungt band. Energien flød på den der særlige smittende måde, som man kender fra unge mennesker, der morer sig og lever i nuet. Musikalsk var det også meget ungt, for det var ganske simple riffs med en kraftig vægt på groove, som var det resterne fra højbordet efter en middag med Soulfly/Sepultura, Lamb of God og Pantera. Det var medrivende, letgenkendeligt og nemt at headbange til. Samtidig godt skåret ind til benet, så der ikke var alt for mange "finurlige", "kreative" og unødvendige afstikkere, som det ellers også kan ske for unge bands, der i den tidlige del af karrieren gerne vil lege med musikken i en kamp for at stikke sig ud og være sære for særhedens skyld. Ikke her, her var snuden lige i sporet. Et afgørende punkt ,for ellers lignede bandet nemlig et ungdomsklubband, hvor entusiasmen er stor, men inspirationerne stadig høres lige lovlig tydeligt. Her er den væsentlige forskel, at bandet var voldsomt sammenspillede og samspillet derfor usædvanligt tight for så ungt et band.
Hypnotiserede til den gode oplevelse
Publikum syntes virkelig at have ladet sig fange ind af Māori-elementerne og virkede i begejstringen for bandet nærmest hypnotiserede, til at denne koncert skulle være den lykkeligste stund i livet. Som var det lillebrødrenes band, og nu skulle publimum vise, at de selvfølgelig "har deres ryg", det er famlie for fanden.
Så gjorde det mindre, at bandets riffs generelt spejdede langt efter originalitet og det ekstra twist, der har gjort visse riffs fra førnævnte bands som Pantera og Lamb of God udødelige. Til gengæld har bandet allerede en udmærket sans for i det enkle univers at løfte omkvædet op til noget større og sætte en fornem luftig stemning, bedst eksekveret i bandets største nummer 'Kai Tangata'.
På scenen var guitarist de Jong og bassist Trembath gode til at komme rundt, og når begge lagde vokal, så var de også indbyrdes enige om, at man ikke havde en fast mikrofon, men i stedet tog man den, som stod i den side af scenen, hvor man nu befandt sig. Det gav en dynamik på scenen som understregede trioens energi.
Når anmelderen vil have mere indhold
Der var særligt bånd mellem publikum og band. Utroligt, hvad lidt fælles motion inden en koncert kan gøre – og en historie-lektion i Māori-kultur. Motionsdelen alene kan det næppe have været, for så populært er crossfit med live-metalband trods alt ikke. Der var smil overalt. På scenen. I pitten. De bagerste rækker. Alien Weaponry og Copenhell-publikummet havde alle swipet til højre. Instant match. Og så kommer den sure anmelder anmelder her og kigger i stedet efter, om der ikke er en "det er kompliceret"-knap i sin søgen efter egentligt indhold i musikken. For er godt humør og genkendelige, solide grooves virkeligt alt? Māori-delen i bandets musik/koncept er selvfølgelig original, men det her med at inddrage gammel kultur og traditioner i metal er jo ikke noget, der som sådan er nyt.
Sangskrivningen er bare stadig ung og naiv, ligesom nogle tekst-passager og sangtitler var lige banale og kedelige nok, når de blev serveret på engelsk. Elementet med det unge og naive kan der komme fantastiske ting ud af, og potentialet er heldigvis endnu ikke nået for Alien Weaponry. Men med den opbakning, bandet fik, dét bånd, det lykkedes gutterne at skabe til publikum, så er der ingen begrænsning for, hvor langt bandet kan komme, når det mere selvstændige album udkommer inden for en formentlig overskuelig årrække.