Copenhell '22: For fremtiden
Dansk musik har gennemgået en fantastisk udvikling de seneste år, og aftenenes koncert fra Siamese var beviset på lige præcis det.
Det var en meget taknemmelig forsanger, der takkede sit band på scenen. Siamese, der efterhånden har spillet Danmark tyndt i 13 år, havde endelig fundet vej til Copenhell. Som forsanger, Mirza Radonjica, taknemmeligt mindede publikum om, var der tyve danske bands på dette års festival. Man forstår den karismatiske forsangers promovering af musikken – det er trods alt hans levevej.
Men der er så meget mere til denne historie. For her taler vi om en forhåbentlig længerevarende fortælling, som ender i det, D-A-D står for senere på aftenen. Dansk musikhistorie, udvikling, nytænkning og fokus på mere end det lokale. Det virker måske som en stram sammenling, men ‘Home’ er nemt en hurtig pendant til ‘Riskin’ It All’. Med fed streg under “nemt”.
Og inden du brækker dig i dit inkarnerede metal-legeme, så tænk lige over det – og forstå, at det her er et skriv, der har til formål at danne en referenceramme, der er mere end 80’er-thrash og Baest.
Der er mere. Metal er mere. Danmark kan SÅ meget mere.
Siamese er mere end blot det band, der for lang tid siden svedte sig til en opvarmningstjans for Funeral for a Friend. De har arbejdet for dagens koncert på Hades i 13 år. Et band der har oplevet udfordinger, ændringer og progression.
Aftenen var en markør for dansk musik. Ja, der er nærmest ikke andet end dansk musik på denne fredag af Copenhell – og det er måske ikke super imponerende, at budgettet er brugt på Metallica. Men som Radonjica så smooth vender den åbenlyse årsag, så oplever dansk musik disse år en kvalitetsmæssig fremgang.
Man kan ikke negligere den fremgang, eller Siameses indflydelse på dansk musik – selvom det er svært korreleret.
En følelsesmæssig rejse
Siamese spiller på det simple udtryk. Ikke at deres kompositioner er simple, men det er svært ikke at blive fænget. Blive forført og charmeret af det internationalt stærke sangudtryk: ‘Heights Above’ er netop den stærke åbner, vi har brug for. Som regnen drypper ned for første gang i løbet af dette års festival, fremstår Siamese som et lysende modstykke.
Man skal vitterligt være en træls internetkriger, for at være sur denne aften. ‘B.A.N.A.N.A.S’ fører to bananer på scenen – to, ikke tre, og disse har ingen problemer med at nå publikum. Specielt fordi de bliver taget imod, ja, hentet, med følelserne uden på tøjet. Herefter bankede trommeslager Joakim Stilling Siamese ind i det uforberedte Copenhell-publikum. Stoisk og ekstremt veleksekveret, som resten af bandet, er forsanger, Radonjica, det wildcard, der hiver bananer på scenen, og ser mulighederne.
Vi får en tour de force i bandets bagkatalog – det af det, som vi stadig husker. For det er nok her, en ældre fan savner lidt. Udover det, kan man kun savne energien. Problemet med at tage Benjamin Julian Ganzhorn (Daze of June) med er, at det udstiller Siameses største mangel: Manglen på sceneenergi.
Siamese ejede Hades. De ejedede for en kort stund Copenhell – og de viste, at 13 års forarbejde kun netop har nået sit peak. Vi kan forvente meget mere. Forhåbentlig kan vi også forvente lidt mere indlevelse, mere end riffs serveret i stillstående position, en bassist, der knapt kunne bevæge sig, og en forsanger, der uheldigvis vendte ryggen til publikum efter opildning til aktivitet.
Siamese spillede en vigtig, fremsynet koncert på en festival, der i år, har haft en tendens til at fokusere på hvad der var engang.
Fremtiden er lys.