Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 23: Ægte glimt i øjet

Populær
Updated
TR5_6150
TR5_6051
TR5_6077
TR5_6177
TR5_6191

Enforcer blev hæmmet af rodet lyd, men lod selv til at være uvidende om sagen og gik friskt og uimponeret til stålet.

Kunstner
Dato
14-06-2023
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
3

Det var en med den helt ny sjette skive, ’Nostalgia’ i baghånden, at Enforcer besøgte Copenhells Pandæmonium-scene med deres stærkt tilbageskuende heavy metal. Enforcer ligner det perfekte band fra firserne og noget, som er opfundet i en smart pladeselskabsmands forsøg på at lægge sig i slipstrømmen af fænomener som Stranger Things. De klæder sig i læder, bærer tungt overskæg, laver synkron-sving med guitarerne og sideskift, som snildt kan være indstuderede – det hele kunne være et stunt.

Men de mener det heldigvis også seriøst, og der var ingen kække glimt i øjet eller ironiske kommentarer, da de onsdag eftermiddag indtog scenen som et af festivalens første bands. Enforcer er et ægte band, og selvom den aktuelle plade måske ikke er blandt de skarpeste i diskografien, har svenskerne meget kvalitet at vælge i mellem, og de valgte da også klogeligt at inkludere tre numre fra karriere-højdepunktet ’From Beyond’ i sætlisten.

Enforcer gav rigeligt med prøver på deres evne til at skrive stærkt fængende omkvæd, der kunne indbyde til fællessang, stærkest titelnummeret fra førnævnte ’From Beyond’, men de spillede selvfølgelig først og fremmest hurtigt, som det hører sig til med riffs i højt tempo, sprudlende soloer og masser af guitarharmonier. Det blev til et kort og intenst sæt, hvor der kun udvalgt få tilbagelænede momenter eller pauser. Alt det seje og farlige i musikken blev effektivt vist frem på kort tid.

De finere nuancer af særligt rytmeguitarerne rodede dog sammen i en irriterende buldrende lyd, hvor det var mere bulder end riffs, som kom ud af højttalerne, og det fik også Olof Wikstrands skingre vokal til at forsvinde i mikset. I længden blev det et trættende lydbillede, og selvom man dog kunne glæde sig over, at de lysere toner på guitarerne stod skarpt frem, så mudrede mange af detaljerne væk.

Det tog ikke noget fra intensiteten eller fik en til at tvivle på deres evner, men det gjorde, at man ikke fik det fulde ud af Enforcer, og for udenforstående har det nok lydt mere hektisk end vedkommende og interessant.