Copenhell 25: Fællesskab om råddenskab
Cabal fik chancen for, som revanche for sidst, at udleve deres Rot Girl Summer, og den greb de under en vellykket, stærkt muskuløs koncert på Gehenna.
Med hovedfokus på bandets nyere, mere elektronisk klingende materiale fik vi en vellykket og velbesøgt koncert, der afsluttede fredagen på passende maner. Cabal havde taget alle de tungeste, mest stankface-inducerende breakdowns med i skoven, og publikum elskede dem tydeligvis for det.
Som sagt var det en rigtig god koncert, men lad os lige få en enkelt anke af vejen. Lyden var en anelse overkomprimeret, og noget i mikset brækkede sig, når Cabals bas-drops ramte os. Det blev bedre undervejs, men jeg er i det hele taget ikke fan af den der meget pumpede måde at mikse på. Men det skal nu ikke ligge Cabal til last.
Korvokalerne fungerede eminent som call-and-response-makkere til Andreas Bjulvers vokal, og bandet spillede voldsomt, og voldsomt tight, så man næsten blev blæst bagover af Cabals frådende intensitet. Der var heldigvis en afvæbnende charme og en stemning af fælleskab, der fungerede fint som andenstemme til musikkens muskuløsitet. Vi skulle mærke verden rådne, men vi skulle også hygge os og slås med vores venner. Ligesom på ‘Everything Rots’ var der en del gæster indover. Vi fik fint besøg af Neema Rad fra Dethrxner, som supplerede Andreas Bjulver godt, og Fabräk, som leverede et klart højdepunkt, da de malede sommeren sort. Også Mirza Radonjica-Bang gjorde det udmærket på “No Peace”.
Aftenens største oplevelse set fra denne side var dog, da John Cxnnor gengældte tjenesten for Bjulvers mange gæsteoptrædender hos duoen, og vi fik et lille mini-rave midt i ‘coren. Ganske passende, såmænd, ikke kun fordi Cabal som sagt også har en elektronisk dimension i deres musik, men også fordi både ravemusikken og ‘coren er fysiske musikgenrer, der er skabt til at aktivere kroppen. Og vi fik i den grad aktiveret kroppen under en koncert, der var lige så spændt op og stram, som den var følelsesmæssigt åben og inkluderende. Sympatisk og kompetent. Ikke en dårlig kabale, de fik til at gå op.