Copenhell 25: Autentisk åbningskoncert
Fredagen blev skudt i gang af fire herlige gutter fra Australien, der leverede 45 minutters svedig bluesrock.
Det bedste ved festivaler er mødet med de bands, man ikke kender, og som overrasker positivt. Det var slet ikke meningen, jeg skulle stå foran Pandæmonium 12.30 om fredagen, men da jeg dagen før pludselig blev forhindret i at skrive om Gloryhammer, blev anmeldelsen byttet med en kollega, så jeg overtog fredagens åbningsband.
Held i uheld!
Nok var The Southern River Band ikke en musikalsk åbenbaring, men i de tre kvarter, som det australske band spillede, så var det absolut underholdende. Fremmødet foran Pandæmonium i den stegende sol var måske ikke overvældende, men i betragtning af, bandet formentligt må sige, at være blandt de mindst kendte navne på årets plakat, så var den morgenfriske forsamling nok et udmærket syn oppe fra scenen.
Kvartetten fremstod i hvert fald oprigtigt imponeret over menneskemængden og kvitterede med en medrivende omgang rå omgang australsk rock, der var skåret efter den skabelon, som vi kender fra AC/DC, Airbourne og alle de andre rockbands fra down under.
For snart 15 år siden interviewede jeg Airbournes frontmand Joel O’Keeffe og spurgte til kritikken af, at de lød som AC/DC. O’Keeffe anerkendte slet ikke kritikken, for i Australien, som han sagde, der er den her type rock vores svar på amerikansk blues – vi lyder alle sammen sådan her.
Der må jo være noget om det. The Southern River Band faldt lige ind i den tradition med simple og rå riffs og tekster om cigaretter, whisky, stoffer og damer. Og en flaske Johnny Walker Red Label kørte da også rundt mellem de fire gutter på scenen, der havde en fest.
”20 minutes left? Fuck we must have played fast!” lød det med ægte australsk accent fra frontmand og guitarist Dan Carroll, da han fik en mellemtid ude fra siden og hurtigt konstaterede, at så var der plads til et nummer mere på sætlisten.
Det var meget sigende for oplevelsen af The Southern River Band. Her var ikke tale om et band, hvor alt indhold var timet og tilrettelagt. Nej, her kom bare fire drengerøve fra den anden side af kloden, der spillede røven ud af bukserne og drak whisky fra flasken midt på dagen. Kan det blive mere autentisk?