Copenhell 26: Mere af det hele. Hele tiden.
Chopper blandede det hele sammen og leverede en skøn dansefest for de uvejrsresistente. Det forløste ikke helt potentialet, men det blev så godt som det var muligt efter en kaotisk næsten-afslutning på aftenen.
Traditionen tro tog denne signatur sig af årets sidste koncert. Eller en af dem. For med vejrligets indblanding blev der indført et kortvarigt musikalsk stop, der gjorde, at aftnens sidste optrædener startede samtidig. Og man kan jo ligesom kun være et sted ad gangen. Egentlig ville jeg gerne have set både Blood Death Fire og Chopper, men med udskudt start måtte jeg vælge, og det blev så Chopper, der løb med sejren. Og selvom jeg er virkelig træt af at gå glip af all star-paraden ovre på Pandæmonium, så blev Chopper nøjagtigt det, jeg håbede på som min sidste Copenhell-koncert i 2026.
Med sit ekstravagante sceneshow, let påklædte kor-kvinder og dansere i bure opførende til tider hvad en victorianer ville have kaldt “obskøne bevægelser” var showet til tider decideret liderligt, mens projektets bagmand, Jonathan K. Magnussen iført cowboyhat, pels, pailetter og læder forførte publikum i det, der burde have været årets vildeste dansefest. Desværre for Chopper spændte to ting ben for dem: dels var Nergal fra Behemoth og andre i samme liga i gang med at genopføre legenderne Bathorys numre. Dén er lidt svær at konkurrere med. Og så var hele Gehennascenen en lille times tid forinden “evakueret” fra området. En øvelse, der desværre fik sendt en hel del publikummer helt ud af udgangen. Det er har der sikkert været gode sikkerhedsmæssige grunde til, men desværre betød det at publikum vel i virkeligheden bare tog hjem, da den værste slagregn var aftaget i forventningen om at Volbeats afbrudte koncert nok betød slut-prut for festivalen anno 2026. Heldigvis for os andre var der ret god plads at danse på og det gjorde vi det bedste vi havde lært og med al den energi vi kunne opbyde. Selvom der måske ikke var lagt op til crowdsurfing midt i den velovervejede blanding af eurodance, goth-rock, techno og tyggegummi-pop, så var der flere der gjorde forsøget, og ikke mindst Magnussen selv, der lige var ude at vende i publikum.
Det er altid befriende når nogen skider på traditionerne. Ikke bare i én genre, men i alle. Det kan enten ende virkelig galt eller virkelig genialt, og selvom det måske at strække den lidt at kalde Chopper genialt, så var et festfyrværkeri af den slags, der normalt er forbehold Eurovision-finalerne. Ok - måske ikke helt. Budgettet er trods alt nok et andet her, men virkemidlerne var teleporteret fra Eurovision og de glade eurodance-dage, hvor det letpåklædte og hyperseksualiserede ikke frembragte de samme panderynker som i dag. Dog på en måde, så ingen kunne rynke panden i 2026.
Det var lækkert, det var velspillet og det var sådan den koncert skulle være. Efter en skoldhed dag, der for denne skribents vedkommende bød på mere end den normale dagsdosis af deathcore og metalcore, var det lette udtryk i Chopper en art ørebalsam. Det lette var en del af kunsten, for det var på ingen måder overfladisk, og det samme sæt vil nemt kunne underholde på tilsvarende niveau en anden gang. Skulle man sætte en finger på noget, så var det mængden af samtidig aktivitet på scenen, som gjorde det svært at finde et sted at rette blikket og opmærksomheden hen. Men måske bor det i projektets natur: Mere af det hele. Hele tiden.