Copenhell 26: Fuck Trump!
Efter 48 års eksistens viste Social Distortion på Helviti, at de stadig er forrygende og rebelske.
2. Untitled
3. Tonight
4. No Way Out
5. The Creeps
6. Mommy's Little Monster
7. Partners in Crime
8. Through These Eyes
9. Story of My Life
10. Reach For the Sky
11. Dear Lover
12. Don't Drag Me Down
Fem minutter før Social Distortion skulle på, dukkede bandet op i siden af scenen, hvor frontmand Mike Ness begyndte at skyggebokse ud i luften. Det var helt symbolsk. Hvis punkrocken stadig har en ægte fighter, så er det den 64-årig Ness fra Orange County Californien.
I 1980’erne vandt han over et herionmisbrug. For få år siden overlevede han cancer i svælget. Men Social Distortions debut på Copenhell var en svær sejr at hive hjem. Social Distortion har aldrig haft det store publikum i Danmark, så det var forventet, at der ville være god plads i pitten foran Helviti. Kombineret med en historisk hedebølge og det faktum, at nutidens festivalgæster går mere op i sig selv og sidemanden end musikken, så var vilkårene en udfordring for Mike Ness og bandet.
Social Distortion tabte ikke kampen, men efter 12 numre fordelt på en times koncert vandt de kun marginalt. Kvintetten kæmpede ellers en brav kamp, men det døsige og pludrende publikum var en hård modstander.
Er vi på et bibliotek? spurgte Ness sarkastisk et kvarters tid inde i showet, efter vi havde fået dansk premiere på tre nye numre.
I starten af juni gav Social Distortion lyd fra sig efter femten års albumtørke med det solide comeback ‘Born to Kill’. Titelnummeret åbnede. Siden fulgte de stærkeste skæringer ‘Tonight’ og ‘No Way Out’. Det er klassisk Social Distortion med tekster, hvor hjerte rimer på smerte og the underdog kæmper sig igennem livets strabadser. Musikken er simpel, men effektiv. Ness forklarede selv formlen.
Tre akkorder og en melodi. Det er rock. Alt andet er bullshit. Her får du, hvad du ser, sagde han og satte gang i klassikeren ‘Story of My Life’, der fik sparket liv i publikummet.
Publikum blev også forkælet med forrygende versioner af ‘Untitled’ og ‘Dear Lover’, hvor tonerne fra David Kalish’ piano gav de melankolske numre et ekstra lag, der ramte lige i følelserne.
Det er 48 år siden, Mike Ness dannede Social Distortion, men den rebelske attitude er ikke fordampet efter fem årtier. Ness beklagede USA’s opførsel og bad Donald Trump – the orange motherfucker – om at go eat a dick.
Tilsviningen af den amerikanske præsident affødte koncertens højeste bifald, og Ness’ ord kom som intro til hittet ‘Don’t Drag Me Down’, der lukkede koncerten af som det fjerde numre fra ‘White Light, White Heat, White Trash’.
Den plade er helt særlig for os, fortalte Ness. Pladen er også kronjuvelen i diskografien, og den står stadig som et tidløs mesterværk her 30 år efter den udkom i september 1996. Mike Ness og Social Distortion understregede også på Copenhell, at de efter fem årtiers eksistens stadig er relevante og værd at høre på – for dem, der lyttede efter i hvert fald.